Hvis klageren får medhold

Sagsgang efter Pakkerejse-Ankenævnets afgørelse

Gældende for klagesager, hvor forbrugeren har fået helt eller delvist medhold, og hvor rejsearrangøren ikke inden 30 dage efter den forkyndte afgørelse efterlever kendelsen og udbetaler pengene til klageren, jf. lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager (forbrugerklageloven), nr. 524 af 29. april 2015.

Renter

Klagerens krav pålægges i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser renter, uanset om klageren anmoder herom eller ej.

Det betyder, at du skal betale renter, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor klageren fremsatte sin anmodning om betaling, hvis klageren har specificeret sit krav.

Hvis klageren først fremsætter et specificeret krav i klageskemaet, tillægges der renter fra sagens indbringelse for Ankenævnet.

Det følger af rentelovens § 4, stk. 1, at hvis fordringshaverens forhold hindrer betaling, skal der ikke betales renter, så længe hindringen varer.

Det betyder, at hvis klageren ikke oplyser dig sit kontonummer, eller nægter at modtage et beløb, som du har tilbudt, så skal du ikke betale renter af dette beløb før 30 dage efter ankenævnets afgørelse.

Renten fastsættes til en årlig rente, der svarer til Nationalbankens udlånsrente pr. henholdsvis 1. januar og 1. juli med et tillæg på 8%, jf. rentelovens § 5, stk. 1.

Du kan finde hjælp til at beregne renterne på hjemmesiden www.interestia.dk

Sagsomkostninger

I de sager, hvor klageren får medhold, vil rejsearrangøren blive pålagt sagsomkostninger. Læs mere herom under "Sagsomkostninger"

Forkyndelse

Når Pakkerejse-Ankenævnet har afsagt kendelsen, skal denne forkyndes over for rejsearrangøren.

Dette sker ved, at der sammen med kendelsen sendes en genpart, som rejsearrangøren skal underskrive og returnere til Ankenævnet inden 8 dage fra modtagelsen.

Såfremt rejsearrangøren ikke returnerer den underskrevne genpart inden fristens udløb, vil kendelsen blive forkyndt over for rejsearrangøren ved stævningsmand.

Rejsearrangørens efterlevelse af kendelsen

  1. Rejsearrangøren meddeler ikke Ankenævnet inden 30 dage fra forkyndelse, at rejsearrangøren ikke ønsker at efterleve kendelsen:
    Den forkyndte kendelse kan herefter tvangsfuldbyrdes ved fogedretten, jf. lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager (forbrugerklageloven) § 34.

    Hvis Ankenævnet får meddelelse fra forbrugeren om, at denne ikke ønsker at indbringe sagen for fogedretten offentliggør Ankenævnet rejsearrangøren på smiley-listen. Find Smiley-listen her.

  2. Rejsearrangøren meddeler Ankenævnet inden 30 dage fra forkyndelse, at rejsearrangøren ikke ønsker at efterleve kendelsen:
    Rejsearrangøren og klageren kan herefter beslutte at få kendelsen indbragt for domstolene.

Offentliggørelse på smiley-listen

Pakkerejse-Ankenævnet offentliggør her på hjemmesiden en liste over de rejsearrangører, som ikke efterlever Ankenævnets kendelser. Find smiley-listen - her.

Såfremt en kendelse er indbragt for domstolene, må navnet på rejsearrangøren ikke offentliggøres, førend der foreligger endelig dom i sagen.

Hvis kendelsen efterleves efter, at rejsearrangørens navn er offentliggjort på smiley-listen, vil oplysningerne om rejsearrangøren blive slettet fra listen igen.