Panserbrydende granat

Panserbrydende granater anvendes til bekæmpelse af pansrede køretøjer. I en mindre kaliber op til og med 12,7 mm taler man normalt om panserbrydende projektiler, idet de normalt er uden sprængsats. I kalibre større end 12,7 mm kan der være indstøbt en sprængladning i granaten. Panserbrydende ammunition vil ofte være forsynet med en lyssporsats i bagenden af projektilet/granaten med henblik på at kunne følge projektilet i skudbanen indtil målet træffes.

Panserbrydende granater var tidligere normalt fremstillet af særlig hårdt stål med henblik på at kunne gennemtrænge panserstål, normalt i kraft af granatens meget høje hastighed (kinetiske energi). Omkring 2. verdenskrig udvikledes en helt ny type panserbrydende granat baseret på hulladningen. Denne type panserbrydende granat har stort set samme virkning i målet uanset granatens hastighed ved anslaget. Moderne panserbrydende kampvognsgranater er normalt konstrueret efter Discarding Sabbot princippet, og betegnes som underkalibreret ammunition. Granaten består af en pilformet kerne af Wolfram (tungsten) eller forarmet uran, normalt betegnet depleted uranium (U-238), med meget mindre kaliber end kampvognskanonen, men omgivet af et sæt udfyldningsklodser, som kastes af, når granaten forlader kanonen. Disse granater har en meget høj begyndelseshastighed, og deres evne til at gennemtrænge moderne kampvognes meget tykke og stærke pansring, er en kombination af meget stor kinetisk energi ved anslaget og projektilkernens store hårdhed. Skade på kampvognens besætning vil ofte blive forårsaget af afsprængte fragmenter fra indersiden af pansringen.