Kajerød
Kajerød er en gammel landsby i Birkerød Sogn. I dag er Kajerød vokset sammen med Birkerød og Bistrup. Kajerød hed oprindelig Katheruth.
Det gamle Kajerød er det nordvestlige hjørne af Birkerød nærmest Kongevejen, men strækker sig i dag til fra Teglværksvej langs banen til Bakkevej mod Eskemose Skov og Sjælsø. Ejerlavsmæssigt strækker Kajerød sig endda over syd for jernbanen og ind i Bistrup Sogn.
Kvarteret ved Carinasøen blev udstykket fra Brandts Æbleplantage i 1960'erne, hvor ringvejen Vestervang også blev ført under Kongevejen. Efter lukning af Kajerød Skole hører hele kvarteret nu til Birkerød Skole (tidligere Parkvejskolen).
Carinasøen indgår som del af en større fredning omfattende det militære øvelsesterrræn ved Høvelte-Sandholm og fredede arealer i Rudersdal Kommune. Arealerne udgøres af en mosaik af åbne græsningsarealer, sø og kratskov på fugtig tørvebund. Den lille Kajerød å, der danner Kommunegrænse, gennemløber arealerne på sin vej mod Sjælsø. Dele af arealet er slemt inficeret med den invasive plante Kæmpebjørneklo, som er vanskelig at bekæmpe i den tætte kratskov.
Der er offentlig adgang til Carinasøen fra Carinaparken i Birkerød. Der er nu også adgang til det militære øvelsesterrræn ved Høvelte-Sandholm de weekender hvor der ikke er aktivitet. Kort over øvelsesterrænet findes her: http://forsvaret.dk/lg/publishingimages/lg/lokale%20resurser/øvelsesterræn/default/hoeveltesandholmsjaelsmarkoevelseskort_3a825778-aed2-47b0-b039-03bbac9fc9cc.jpg
Kulturhistorie - ”Uddrag af information fra Turistbureauet Nordsjælland”: `Fuglesangsmosen`som i dag hedder Carinasøen har været betydeligt større end den er i dag. Tidligere begyndte mosen ved den øverste ende af Hestkøbs enghave ned til Høvelts-mosen og Sjælsø. Senere tider har udført ganske store drænarbejder for at indvinde landbrugsjord. I dag kan dette være vanskeligt at se, da hele denne del af det moderne Birkerød er udbygget med villaer i grønne omgivelser. Søen hørte til landsbyen Kajerøds overdrev. Der var store græsgange i et kuperet terræn omkranset af lavere bevoksning.
55°50′49.15″N 12°25′27.68″Ø / 55.8469861°N 12.4243556°Ø
Spire Denne artikel om geografi i Rudersdal Kommune er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
Udførlig beskrivelse fra Birkerød Lokalhistoriske Forening er tilgængelig her: http://www.xn--birkerdlokalhistoriskearkivogmuseum-vsd.dk/kajerd