Bornholms besættelse
Bornholms besættelse under 2. verdenskrig strækker sig fra den 9. april 1940 til den 5. april 1946. Bornholmernes officielle befrielsesdag fejres derfor den 5. april. Bornholmernes besættelse strækker sig over to perioder; tyskernes besættelse og Sovjetunionens besættelse. Den sovjetiske besættelse af Bornholm forløb fra den 9. maj 1945 til den 5. april året efter, og derfor var bornholmerne under Sovjetunionens magt næsten et år efter, at Danmark var blevet befriet af de Allierede styrker under den britiske feltmarskal Montgomerys kommando.
Den tyske besættelse
Bornholm blev reelt først besat af tyskerne den 10. april 1940 – dagen efter resten af Danmark. Med sin beliggenhed midt i Østersøen var øen strategisk vigtig for tyskerne, som herfra kunne kontrollere hele den sydlige Østersø. Tyskerne anlagde mange observationsposter i form af radar- og målestationer. De påbegyndte også opførelsen af to store kanonbunkeranlæg ved Bornholms sydligste punkt Dueodde. Kanonerne, med en rækkevidde på over 100 kilometer, ville kunne beskyde et område, der rakte helt ned til den tyske ø Rügen. Var anlægget med de to kanonbunkere blevet færdigbygget, ville det have kostet 20 millioner kroner. Projektet blev opgivet efter indledningen af Tysklands angrebskrig mod Sovjetunionen med Operation Barbarossa den 22. juni 1941.[1]
I 1945 blev Bornholm pludselig et vigtigt frontområde for tyskerne, da de sovjetiske styrker rykkede mod vest. Millioner af tyskere flygtede mod vest i takt med den sovjetiske fremrykning. Tyskland havde brug for Østersøen som led i den store evakueringsaktion for flygtninge og soldater fra Østfronten. Hitlers efterfølger som rigskansler Karl Dönitz beordrede øens nye kommandant, den 43-årige Gerhard von Kamptz, til at forsvare Bornholm. Da Von Kamptz ankom til øen den 5. marts 1945, lå Bornholm allerede et godt stykke bag de sovjetiske linjer. Med 15.000 soldater, hvoraf mange var sårede, planlagde han forsvaret af Rønne og Nexø, Bornholms største havne. Dönitz havde sendt yderligere 1.000 mand og noget artilleri til øen, men det var alligevel ikke muligt at forsvare hele øens kystlinje.[2]
Den 4. maj overgav Tyskland Danmark til den engelske feltmarskal Montgomery. Danmark var befriet, og landet festede. Bornholmerne troede, at de var befriet som resten af Danmark, men historien tog en anden drejning. Gerhard von Kamptz var under pres: Det var vigtigt for Tyskland, at farvandet mellem Bornholm og Tyskland forblev tysk for at sikre en af de sidste evakueringsruter til Tyskland for tyske soldater. Englænderne havde ikke fået ordre til at sende tropper til Bornholm. Og Eisenhower ønskede ikke en konfrontation med Sovjetunionen om den danske ø. Alene hvis den danske regering bad om det, ville Eisenhower give ordre til at sende tropper. Den gjorde den ikke, og de sovjetiske styrker var på vej ind over Bornholm.[3]
Bombardementerne
Den 7. maj blev Nexø og Rønne uden varsel bombarderet af sovjetiske fly. Angrebene forsatte til ud på aftenen. Nedkastede flyveblade opfordrede Gerhard von Kamptz til overgivelse. Men Kamptz havde fået ordre til kun at overgive sig til de britiske styrker. Ti bornholmere og langt flere tyskere mistede livet under bombardementerne.
Den 8. maj blev Nexø og Rønne igen udsat for bombardementer fra luften. Denne gang var de to byer evakueret, og ikke nær så mange kom til skade. Men bygninger og infrastruktur blev stærkt medtaget. Omkring 3.000 borgere stod uden hjem i Rønne og omtrent lige så mange i Nexø.[4]
Bombardementerne var fra et militært synspunkt meningsløse, da Tyskland havde overgivet sig på alle fronter natten mellem den 7. og 8. maj.[5] Gerhard von Kamptz havde dog vundet et par dage til videreevakuering af tyskere. Det var lykkedes at sejle 2,2 millioner mennesker mod vest ved at holde Østersøen omkring Bornholm under tysk kontrol. Mange mistede livet på rejsen, ikke mindst som følge af sovjetiske flyangreb. Von Kamptz' beslutning havde ikke desto mindre reddet mange tyskeres liv.
Den sovjetiske besættelse
De sovjetiske styrker gik i land den 9. maj i fem store torpedobåde med 100 mand. Bornholm var nu besat af Sovjetunionen og gik dermed fra den ene besættelsesmagt til den anden. Bornholmerne følte sig glemt af resten af Danmark. De 17.000 tyske soldater og flygtninge på øen blev hurtigt transporteret til Tyskland. Under transporten af tyskerne druknede 10 bornholmere, da deres skib påsejlede en mine.[6] Bornholmerne var utrygge ved udsigten til den sovjetiske besættelse. Men efter nogen tid, og da de mange rygter om sovjetisk fremfærd i de tyske områder ikke blev til virkelighed på Bornholm, lettede stemningen noget.[7] Opgørelsen af antallet af sovjetiske soldater varierer, da udskiftningen blandt dem var stor, men det nåede på intet tidspunkt over 7.700 mand. De sovjetiske soldater holdt sig for det meste i deres forlægninger, men enkelte skejede ud, som regel i forbindelse med fuldskab. Holdningen til den sovjetiske besættelsesmagt var hos de fleste bornholmere i begyndelsen overvejende positiv, men efterhånden som tiden gik, blev mange usikre på fremtiden. Flere begyndte at frygte, at de ikke kom under dansk styre igen. Der var dog en del, der havde en mere afslappet holdning til besættelsen. Som en bornholmer sagde: Vi har jo både haft lybækkere, svenskere og tyskere rendende her, men de forsvandt sgu igen. Så det gør de sgu også![8] Andre bornholmere flyttede dog fra øen, da de ikke ville være underlagt Sovjetunionen.
Den danske regering fik i starten af 1946 endelig mulighed for at forhandle med Sovjetunionen, som viste sig at være imødekommende. De eneste betingelser for rømning var, at den danske garnison på Bornholm ikke måtte overstige en vis størrelse, og at "fremmede magter" ikke måtte have indflydelse på øens administration.[8]
Den 16. marts 1946 blev det meddelt fra Sovjetunionen, at Bornholm skulle rømmes, og de sovjetiske styrker på øen gik i gang med at pakke. Den 5. april 1946 var datoen for det, som bornholmerne kalder den "endelige befrielse". Under kanonsalut forlod den sovjetiske flåde med besættelseshæren om bord Bornholm.
Efterkrigstiden
Rønne og Nexø lå i ruiner. Bornholm stod over for et gigantisk genopbygningsarbejde, hvilket der ikke var penge til lokalt. Man ansatte 40 arkitekter til at sikre, at genopbygningen fik et autentisk bornholmsk præg. Sverige gav en stor gave til bornholmerne i form af 400 nye træhuse. Der blev samlet penge fra alle egne af Danmark og Sverige. Også Grønland og Færøerne hjalp til med indsamlinger. I alt blev der samlet otte millioner kroner ind.[9]
Under den kolde krig var der frygt for, at Sovjetunionen ville angribe og besætte Bornholm igen.
Bornholms befrielse
5.april 1946 forlod russerne Bornholm, og de var da befriet for besætterne Nazi Tyskland og Sovjetunionen. På mange måder blev Bornholm ”glemt” af Danmark. Kommunisterne havde dengang stor indflydelse på dansk politik, og så gerne at Bornholm blev russisk. Betingelsen var dog, at øen skulle forsvares af Danmark. Det fik nogen betydning da vi blev medlem af NATO.
Kilder og henvisninger
- Knudsen, Ann Vibeke (2001), Bornholm i Krig 1940-1946 (2 udgave), Bornholm: Bornholms Museum & Museumsrådet for Bornholms Amt, ISBN 87-88179-49-4
- Gaarskjær, Jesper (2012), Bornholm besat: Det glemte hjørne af Danmark under Anden Verdenskrig (1 udgave), Gyldendal, ISBN 978-87-02-11559-8
- Ekstramateriale på Bornholm Besat.dk
- "Den glemte befrielse - da russerne tog Bornholm", 2016, Dokumentarfilm, produceret af Jacob Andersen & Carl Otto Dethlefsen STV production.
Referencer
- ^ Knudsen 2001, s. 54.
- ^ Knudsen 2001, s. 14.
- ^ Knudsen 2001, s. 16-17.
- ^ Knudsen 2001, s. 17 & 94-129.
- ^ Knudsen 2001, s. 17.
- ^ Knudsen 2001, s. 19.
- ^ Knudsen 2001, s. 18.
- ^ a b Knudsen 2001, s. 20.
- ^ Knudsen 2001, s. 20-21.
