I forbindelse med Kommunalreformen er kommunen forblevet selvstændig og har gennem årtier været landets rigeste kommune målt på husstandsindkomster og friværdier.
Fra 1100-tallet kendes stavemåderne Giafnetofth og Giafnatofte. I et brev sendt til ærkebiskop Absalon i 1198 ses formen Gefnetofte.[3] I 1300-tallet ses formerne Gyefnætoftæ, Gefnnetoftæ og Gemnethoptha. I 1400-tallet ses Gewntofte, Gewentoffta og Geffuentofftte. I 1600-tallet er det blevet til Jentofte og Gientoffte. (Fra 1300-tallet kendes også det overraskende Gunnitofft, og i et brev fra 1507Vennetofft.) I løbet af 1800-tallet afløstes stavemåden Gjentofte gradvis af det moderne Gentofte. Forstavelsens betydning fremgår af Gentofte Søs gamle navn. På norrønt hed søen *Giofn, afledt af roden i verbet "at give", med betydningen "den givende"; i denne sammenhæng "den fiskerige".[4]
De fleste bydele i Gentofte Kommune har navn efter de gamle landsbyer eller bebyggelser, der lå i området siden middelalderen og tidligere. Kommunens ældste bebyggelse er Gentofte Kirke, som menes af være opført i slutningen af 1100-tallet, hvor kirkebyggeriet i Danmark var præget af stor aktivitet. Gentofte landsby har sandsynligvis eksisteret siden vikingetiden, hvorfra der stammer mange stednavne med endelsen -toft. Også Ordrup og Vangede har været landsbyer langt tilbage i historien.
I løbet af 1600-tallet blev både Charlottenlund Skov og Dyrehaven populære udflugstmål for Københavns indbyggere. Som mange andre af datidens hellige kilder tiltrak Kirsten Piils kilde i Dyrehaven mange valfartende, som håbede på at kildens vand ville helbrede sygdomme og skavanker. I Charlottenlund Skov (oprindelig kaldt "Dyrehaven ved Ibstrup") fandtes der siden 1660'erne kongeligt privilegerede værtshuse, som var mål for mange københavneres lystture i 1600- og 1700-tallet.
Gentofte Kommune er præget af, at området tidligt blev urbaniseret i forhold til andre københavnske forstæder, og den veludbyggede infrastruktur har været afgørende for kommunes udvikling; den er i dag præget af driftige handelsstrøg, store villakvarter, hovedgader med etagebebyggelse samt grønne områder.
Kommunens bebygningsgrad har ligeledes vanskeliggjort større industri. De største produktionsvirksomheder har i nyere tid været medicinalvirksomheden Nordisk Gentofte, som ved fusion med Novo i 1989 dannede Novo Nordisk. Tuborg havde i mange år bryggeri i Hellerup, men produktionen flyttede i 1996, og det gamle bryggeriområde er ved at blive omdannet til kontor- og boligområde.
Siden 1934 har Gentoftes borgmestre været konservative. Partipolitisk er De Konservative det største parti i Gentofte, og partiet har i årtier haft absolut flertal i kommunalbestyrelsen.
Siden midten af 1990'erne har Gentofte Kommune tiltrukket sig mediebevågenhed i forbindelse med at kommunalbestyrelsen gennem flere år ikke har ønsket at huse flygtninge i samme omfang som Storkøbenhavns øvrige kommuner. Som årsager dertil har Gentoftes borgmester Hans Toft fremhævet, at Gentofte ikke råder over socialt boligbyggeri i samme omfang som andre kommuner, samt at kommunens høje bebygningsgrad gør det vanskeligt at finde arealer til at bygge flygtningeboliger. Kommunen begyndte i 2004 at opføre flygtningeboliger på et areal midt i forgreningen mellem Lyngby- og Helsingørmotorvejene, hvor også S-togs jernbanen mod Hillerød løber.
Ved kommunalvalget15. november2005 fik kommunalbestyrelsen atter absolut konservativt flertal. Ved valget opnåede De Konservative ni ud af 17 pladser i kommunalbestyrelsen. Ved kommunalvalget i 2005 vakte den kendte skuespiller Charlotte Sachs Bostrup desuden opsigt ved først at stille op for Det Radikale Venstre, men ved efterfølgende at nedlægge sit mandat ved at flytte ud af kommunen. Eller sagt på en anden måde: Hun erklærede på forhånd, at hun ikke var interesseret i at blive valgt, men hun blev valgt ind med et personligt stemmetal på 265 stemmer. Fordi de Radikale i Gentofte bruger sideordnet opstilling, er det den eller de, der har de højeste personlige stemmetal der bliver valgt, uanset deres placering på listen. Charlotte Sachs Bostrup blev efter en del polemik og en proformaflytning til Københavns Kommune fritaget for byrådsarbejdet[7].
Ved kommunalvalget i 2009 opnåede De Konservative endnu engang absolut flertal, da partiet opnåede 10 ud af 19 pladser i kommunalbestyrelsen.[8]
Gentofte Kommune har haft følgende politiske ledere gennem tiden, der undertiden har båret forskellige titler. Fra 1841 var man formand for sogneforstanderskabet, fra 1867 sognerådsformand og fra 1934 borgmester.
Til forskel fra de øvrige københavnske forstadskommuner, og på baggrund af en tidlig byudvikling, fremstår Gentofte Kommune i dag som stort set fuldt udbygget. Selv om kommunen mod nord grænser op til Jægersborg Dyrehave, findes der ikke megen vild natur tilbage i området. To undtagelser er dog Ermelunden i Jægersborg og Gammelmose i udkanten af Vangede. Af større parker kan nævnes Bernstorff Park, Charlottenlund Slotspark og Gentofte Sø.
I Gentofte ligger også Dyssegårdsparken og Gentofte Rende. Sikringen af Gentofte Rende som rekreativt område går tilbage til Københavnsegnens grønne Omraader fra 1936. Allerede på den tid blev det forudset, at den fremadskridende byudvikling gjorde det nødvendigt i tide at sikre større grønne parkområder, der skulle sikres adgang til via grønne korridorer. Som et sådant større parkområde sås Ermelunden og Dyrehaven, og Gentofte Rende skulle via Gentofte Sø sikre denne forbindelse; mod syd skulle der sikres forbindelse til Utterslev Mose.[12]
Uddannelsespolitisk har Gentofte Kommune tiltrukket sig opmærksomhed efter åbningen af den nybyggede Hellerup Skole i 2002, hvor både skolelokaler og pædagogisk linje blev omlagt efter nye og hidtil uprøvede idéer, formuleret i SKUB-projektet.
Dertil findes to skateboardbaner Helligdommen og Holmehaven. Helligdommen ligger direkte nord for Gentofte Stadion og betegnes som et BKO – bevægelses klart område og tilbyder udover 2500 kvm skatepark, street basketball, bordtennis, pana fodbold (2 mod 2) samt udendørs fitness. Helligdommen åbnede i maj 1998 og blev opført på baggrund af initiativ fra Teit Andersen som søgte penge til banen fra Ungdomspuljen og Lokale- og Anlægsfonden. Helligdommen skatepark er i dag et af de mest aktive områder i kommunen. Holmehaven ligger i bydelen Vangede mellem Lyngbyvejen og Tværbommen, nær Ikea. Parken Holmehaven er en mindre offentlig park som i folkemunde betegnes "Dalen" og var i sin tid en grusgrav som senere blev beplantet. Skateparken i Holmehaven er ca 900 kvm åbnede i Juni 2004 og blev bygget på baggrund af initiativ fra Vangede Fritidscenter. GHB Landskab stod for design og udførelse under designrådgivning fra Teit Andersen.