År |
Titel |
1959 |
Les Quatre cents coups/Ung flugt |
1960 |
Tirez sur le pianiste/Skyd på pianisten |
1962 |
Jules et Jim/Jules og Jim |
1962 |
Antoine et Colette (episode i L’Amour à vingt ans)/De unge elskende |
1964 |
La Peau douce/Silkehud |
1966 |
Fahrenheit 451/Fahrenheit 451 |
1968 |
La Mariée était en noir/Bruden var i sort |
1968 |
Baisers volés/Stjålne kys |
1969 |
La Sirène du Mississippi/Den falske brud |
1970 |
L’Enfant sauvage/Den vilde dreng |
1970 |
Domicile conjugal/Elsker … elsker ikke |
1971 |
Les deux anglaises et le continent/Hjerter tre |
1972 |
Une belle fille comme moi/En dejlig pige som mig |
1973 |
La Nuit américaine/Den amerikanske nat |
1975 |
L’Histoire d’Adèle H./I kærlighedens lænker |
1976 |
L’Argent de poche/Lommepenge |
1977 |
L’Homme qui aimait les femmes/Manden, der elskede kvinder |
1978 |
La Chambre verte/Det grønne værelse |
1979 |
L’Amour en fuite/Kærlighed på flugt |
1980 |
Le dernier métro/Den sidste metro |
1981 |
La Femme d’à côté/Kvinden overfor |
1983 |
Vivement dimanche!/I al fortrolighed |
François Truffaut lavede først kortfilm, bl.a. Les Mistons (1957, Lømlerne) om fem drenge, der en sommer udspionerer et kærestepar.
I 1958 blev han forment adgang til Cannes Filmfestivalen pga. sin skarpe filmkritik, men han vendte tilbage med sin spillefilmdebut, Les quatre cents coups (1959, Ung flugt), som fik prisen for bedste instruktion.
Filmen er baseret på hans egne erfaringer som et ensomt og forsømt barn, og hovedpersonen Antoine Doinel, spillet af Jean-Pierre Léaud, gik igen som voksen i episoden Antoine et Colette i filmen L'Amour à vingt ans (1962, De unge elskende), Baisers volés (1968, Stjålne kys), Domicile conjugal (1970, Elsker... elsker ikke) og L'Amour en fuite (1979, Kærlighed på flugt).
Efter Ung flugt kom Tirez sur le pianiste (1960, Skyd på pianisten), inspireret af Hollywood-genrefilmene, som François Truffaut satte højt, og Jules et Jim (1962, Jules og Jim), som er en egensindig, litterær film efter en roman af Henri-Pierre Roché (1879-1959).
Af mange betragtes det realistiske, psykologisk dybdeborende erotiske drama La peau douce (1964, Silkehud) som karrierens mest holdbare mesterværk. Resten af François Truffauts produktion veksler mellem selvbiografien, inspirationen fra Hollywood og den litterære interesse.
François Truffaut besynger nok kærligheden i sine film, men hans kærlighedssyn er mørkt og pessimistisk; de mandlige aktører er bange for at give sig hen til kvinden, for hvem kærligheden er alt eller intet, og foretrækker billedet af kærligheden frem for kærligheden selv.
Men samtidig med den resignerede og vemodige grundtone er hans film præget af billedglæde og stor sprogbegejstring uden modsætninger mellem det litterære og det filmiske. Han hylder sproget i Fahrenheit 451 (1966) efter Ray Bradburys science fiction-roman om et samfund, hvor bøger brændes, og Oscar-vinderen La Nuit américaine (1973, Den amerikanske nat), om sorger og glæder under en filmindspilning, er en hyldest til filmen.
François Truffaut var sin egen producent og opkaldte sit selskab, Les Films du carosse, efter en film af Jean Renoir (Guldkareten, 1952), som han beundrede. Han var flere gange co-producent for sine kolleger, lavede den skelsættende interviewbog om Hollywood-forbilledet Hitchcock (1966) og redigerede et udvalg af sin filmkritik i Les Films de ma vie (1975). I 1988 udkom hans breve.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.