Japans historie

Den ældste japanske historieskrivning fra 700-tallet fører kejserdømmets grundlæggelse tilbage til solgudindens efterkommer, den mytologiske kejser Jimmu, 660 f.v.t. Den politiske samlingsproces i Japan begynder dog først mange hundrede år senere i området omkring Indlandshavet med centrum i Yamato nær det moderne Osaka-Nara.

Forskellige klaner, uji, havde i statsdannelsesperioden kæmpet om magten, og i 400-500-tallet e.v.t. synes en enkelt herskerlinje, nemlig den, der hævdede at nedstamme fra solgudinden, at have sejret. Yamatosamfundet var stærkt lagdelt. Hovedinddelingen var i uji, be, dvs. håndværkerkorporationer, og slaver. Mange uji og be var af koreansk oprindelse, og der var i denne periode tætte forbindelser til de koreanske riger Paekche og Silla og muligvis til en japansk koloni kaldet Mimana (366-562). Via Korea kom også den kinesiske skrift samt buddhismen og konfucianismen, og det blev indledningen til en kulturel eksplosion, der totalt ændrede det primitive klansamfund.

Introduktionen af buddhismen i 552 gav anledning til voldsomme stridigheder mellem de toneangivende klaner, men under ledelse af den magtfulde Sogaklan blev buddhismens position sikret i 587, og munke, nonner, skrivere, arkitekter og kunstnere ankom fra Korea. Den nye stat og den nye kinesisk inspirerede politiske ideologi begyndte for alvor at tage form under prins Shotoku Taishi, der var regent 593-622, og kulminerede med Taikareformen i 646. En centraliseret stat skulle nu organiseres efter kinesisk forbillede: Al jord blev erklæret for kejserens ejendom, klanlederne blev guvernører på åremål, et centralt administrationsapparat og et nyt skattesystem blev indført, og regelmæssige folketællinger og landopmålinger skulle gennemføres. Selvom Taikareformen ikke slog igennem, omformedes Japan i løbet af 600-700-tallet til en centraliseret kejserlig stat med betydelige skatteindtægter, kendt som ritsuryo-systemet.

Nara (Heijo) var nu hovedstad og blev anlagt med den kinesiske hovedstad Chang'an (Xi'an) som forbillede; kunst og litteratur blomstrede, og den første nationale historieskrivning blev til. Samtidig voksede de buddhistiske klostres indflydelse, og bl.a. derfor blev hovedstaden i 794 endeligt flyttet til Kyoto (Heian).

Denne periode blev den klassiske blomstringstid for en aristokratisk japansk hofkultur, løsgjort fra den altdominerende kinesiske indflydelse, der havde præget Naraperioden. Den stærke kejsermagt, der havde manifesteret sig i opbygningsfasen, lod sig dog ikke opretholde. Magten gled over til hofadelen, kuge, først og fremmest til Fujiwara-slægten. Slægtens døtre blev gift med kejserne, og dens mænd blev regenter, kampaku, kaldet sessho, hvis kejseren var mindreårig. Den centraliserede statsmagt med kejserens ejendomsret til al jord lod sig heller ikke i længden opretholde. Tildelte jordområder til adelige og klostre, shoen, blev arvelige, og nyindvundet land blev fastholdt på private hænder af stormandsslægterne.

Samtidig udvidedes riget mod øst og nord gennem stadige kampe med de derboende stammefolk, emishi eller ezo. Det er omdiskuteret, hvorvidt disse tilhørte ainu -folket. De var risdyrkere og boede i landsbyer, og efterhånden som de blev underlagt, blev deres ledere optaget i den japanske elite. Kampene betød, at en ny magtfuld krigeradel udviklede sig med basis i provinserne, og de buddhistiske klostre fremstod som selvstændige enheder. En feudaliseringsproces var gået i gang, og centralmagten mistede i løbet af 900-1000-tallet kontrollen med store dele af landet. To nye slægter, Taira og Minamoto, med magtbase i Kantoområdet omkring det nuværende Tokyo gjorde sig nu gældende og satte deres indflydelse igennem ved hoffet. Tairaslægten var den dominerende i det meste af 1100-tallet, men efter et dramatisk og fuldstændigt nederlag overgik magten i 1185 til Minamoto Yoritomo.

Minamoto Yoritomo antog titlen shogun, dvs. kejserens overgeneral, og tiltog sig den politiske magt. Regeringen, bakufu ('feltregering'), blev henlagt til Kamakura nær det moderne Tokyo, mens kejseren blev tilbage i Kyoto. Hans rolle var nu reduceret til en rent religiøs (shintoistisk) funktion. 1205-1333 overtog Hojoslægten den politiske magt som regenter, shikken, for shogunerne. I 1274 og igen i 1281 forsøgte mongolerne under Khubilai Khan at invadere Japan, men blev begge gange slået tilbage.

Hojoregenterne formåede dog ikke at standse den feudale opløsningsproces. I 1333 forsøgte kejser Go-Daigo (1289-1339) at tiltage sig den effektive magt, men i 1336 måtte han flygte fra Kyoto, og frem til 1392 eksisterede der to rivaliserende kejserhoffer. Shogunatet overgik til Ashikaga-slægten (1338-1565), der flyttede bakufuregeringen til Muromachi, et kvarter i Kyoto. Den sidste fase af Ashikaga-shogunatet, 1467-1568, kaldes også sengoku jidai ('de krigende provinsers tid'), fordi landet nu var opsplittet mellem krigende feudalherrer.

Årene fra 1100-tallet til 1500-tallet udgjorde Japans middelalder, chusei, og i den periode udvikledes de klassiske krigeridealer, bushi-do ('krigerens vej'). Feudalherrerne, daimyo, omgav sig med en lokal styrke af krigsfolk, samurai, som fik tildelt jord til gengæld for krigstjeneste og loyalitet. I de urolige tider var den sociale mobilitet dog stor, og loyalitetsbåndene var ikke altid lige stærke. Trods den politiske uro gennemgik landet i løbet af disse århundreder en økonomisk og social udvikling. Det dyrkede areal blev udvidet, og nye dyrkningsmetoder taget i brug. Markeder opstod, og en købmandsklasse begyndte at gøre sig gældende.

I sidste halvdel af 1500-tallet skød borgbyer op over hele Japan: De lokale daimyoer byggede borge og trak deres samuraier bort fra jorden ind til borgen, hvor de nu blev aflønnet med stipendier. Hermed etableredes egentlige bydannelser, der igen gav basis for tilflytning af håndværkere og købmænd, og de omkringboende bønder kunne derfor producere for et marked. Forbindelserne til Kina var atter blevet åbnet af Ashikaga-shogunerne, der sendte officielle handelsdelegationer til Kina, mens lokale pirater, wako, drev handel på mere ulovlig vis.

Ved midten af 1500-tallet nåede den europæiske ekspansion til Japan. I 1540'erne begyndte portugisiske købmænd at dukke op, og Nagasaki blev hurtigt den vigtigste havne- og handelsby. Siden fulgte spanske, engelske og hollandske købmænd. I 1549 ankom den jesuitiske missionær Francisco Xavier til Kagoshima på Kyushu, og missionen fik indledningsvis stor succes. Men kristendommen blev fra begyndelsen et led i daimyoernes politiske spil, og både missionærerne og de udenlandske købmænd kunne udgøre en splittelsesfaktor for den stærke centralmagt, der nu var ved at udvikle sig.

Ved begyndelsen af 1500-tallet var Japan totalt decentraliseret; hverken kejseren eller bakufuen i Muromachi var i stand til at udøve politisk autoritet, og landet var opsplittet mellem mere end 250 krigende daimyoer. Gradvis udviklede nogle af disse daimyoer sig til regionale magthavere, der kæmpede med hinanden om det nationale herredømme. Oda Nobunaga, Toyotomi Hideyoshi og Tokugawa Ieyasu fremstår som de store nationalheroer i denne proces, der indledtes med Nobunagas erobring af Kyoto i 1568 og afsættelsen af Ashikaga-shogunen og afsluttedes med Slaget ved Sekigahara i 1600, hvor Ieyasu stod som sejrherre. Som led i pacificeringen af landet gennemførte Hideyoshi i 1580'erne en omfattende matrikulering, der skulle sikre et bedre beskatningsgrundlag, og samtidig mistede bønderne retten til at bære våben og blev stavnsbundne.

Tokugawa Ieyasu lod sig i 1603 udnævne til shogun af kejseren, tenno, der således stadig blev betragtet som suverænitetens ophav og legitimitetens bærer, selvom han i øvrigt var uden politisk indflydelse. Shogunens bakufuregering fik sæde i Edo (det nuværende Tokyo), der lå centralt i Ieyasus domæne. Med Tokugawa-shogunatet så en helt ny statsdannelse dagens lys, baku-han-systemet. Shogunens eget domæne omfattede ca. ¹/₄ af landet: det centrale Japan med Kyoto og Edo samt de vigtigste havnebyer og miner. Udenom fik hans slægtninge, shimpan, og allierede daimyoer, fudai, deres len, han, og yderst kom de daimyoer, tozama, der først havde sluttet sig til Ieyasu efter Slaget ved Sekigahara. Indtægtsgrundlaget for både shogun og daimyoer var deres len, bønderne alene blev beskattet, og skatten betaltes i ris. Daimyoernes loyalitet sikredes gennem sankin kotai-systemet: Hvert andet år skulle daimyoerne tilbringe i Edo, og når de vendte hjem til deres len, måtte de efterlade deres familier som gidsler.

Samfundsstrukturen var strengt hierarkisk fastlagt; man fødtes således til og vedblev at være enten samurai, bonde, håndværker eller købmand i den rangorden. I hele den feudale periode havde de mægtige buddhistiske klostre været en væsentlig magtfaktor, men nu blev det anderledes. I Tokugawa-staten var konfucianismen det bærende princip, og hele den sindrige samfundsstruktur var baseret på de konfucianske loyalitetsbånd; alle samfundsklasser var bundet til deres bestemte plads.

Selve rationalet bag den nye statsstruktur var politisk stabilitet. Efter Sekigahara var den indre fred sikret, men den kunne trues udefra i en tid, da Japan havde mere åbne forbindelser med omverdenen end måske nogensinde før. Hideyoshi havde umiddelbart før sin død forsøgt en storstilet erobring af Korea; den slags indlod Ieyasu sig ikke på, men hans efterfølgere gik et skridt videre og gjorde i løbet af 1630'erne Japan til et lukket land, sakoku. De kristne blev henrettet eller tvangsomvendt, missionærerne deporteret, og de udenlandske købmænd sendt hjem. Kun hollændere og kinesere fik lov at opretholde handelsstationer i Nagasaki, helt afskåret fra det øvrige samfund. Det blev under dødsstraf forbudt japanerne at forlade landet og endog at bygge havgående skibe. I mere end 200 år lykkedes det at opretholde denne isolationspolitik.

Perioden var præget af økonomisk vækst med øget produktivitet i landbruget, teknologiske forbedringer, en blomstrende handel og voksende efterspørgsel i byerne. Sankin kotai-systemet udviklede sig til et kapløb blandt daimyoerne om at holde det flotteste hof i Edo, der i 1700-tallet var en millionby. Slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet var en kulturel blomstringsperiode, genroku ('oprindelig lykke'), med centrum i handels- og finansbyen Osaka.

Men med den økonomiske vækst fulgte også ændringer i den sociale struktur, hvilket atter gav voksende politisk ustabilitet. Ved midten af 1800-tallet befandt baku-han-systemet sig i alvorlig krise. Daimyoerne var forgældede, samuraierne forarmede, og den nye købmandsklasse politisk magtesløs. Landsomfattende hungersnød og bondeoprør i 1780'erne og 1830'erne vidnede om tiltagende social uro på landet. Det er et åbent spørgsmål, om Tokugawa-shogunatet kunne have reformeret sig ud af krisen, men i 1853 stævnede den amerikanske flådekommandør Matthew Perry (1794-1858) ind i Edobugten og stillede Japan over for et ultimatum. Landet var atter kommet i de vestlige stormagters søgelys, men nu var situationen en helt anden end i 1600-tallet.

Det var Japans åbning, som Matthew Perry krævede på USA's vegne. I Opiumkrigen 1840-1842 havde de europæiske stormagter gennemtvunget Kinas åbning og etablering af såkaldte traktathavne, og den japanske regering var ikke uvidende om disse begivenheder. Da Perry året efter vendte tilbage, blev to havne åbnet, og i de følgende år foregik der yderligere forhandlinger også med Storbritannien, Frankrig, Rusland og Holland, der i 1858 resulterede i de ulige traktater: Edo, Kobe, Nagasaki, Niigata og Yokohama blev åbnet; det japanske toldvæsen blev sat under international kontrol, og en lav importtold fastlagt; de udenlandske residenter fik eksterritorial ret. Shogunatets eftergivenhedspolitik stod ikke uimodsagt fra de ledende daimyoers side med repræsentanterne for de to store ydre len Satsuma og Choshu i spidsen. En genrejsning af kejsermagten kom til at stå i centrum for bestræbelserne, og i november 1867 blev shogunen Tokugawa Yoshinobu (1837-1913) tvunget til at nedlægge sit embede, som et kejserligt dekret herefter erklærede for afskaffet. En militær konfrontation ændrede ikke resultatet.

Meijirestaurationen indledte en ny fase i Japans historie. I januar 1868 proklameredes kejsermagtens genrejsning, restauration, og den unge kejser Mutsuhito forlagde residensen fra Kyoto til Edo, der omdøbtes til Tokyo. Som navn på sin regeringsperiode antog han Meiji ('oplyst styre'). I de følgende år var det en kreds af hoffolk og unge samuraier fra de ydre len, ofte betegnet som oligarkerne, der påtog sig at omdanne Japan til en moderne nationalstat.

Navnet på kejserperioden er angivet i parentes.

Det første mål var ophævelsen af de ulige traktater og sikringen af stormagternes accept af Japan som en ligeværdig partner. Midlet hertil var omfattende politiske og økonomiske reformer. Meijistatens nye mænd var bevidste om, at staten for at overleve havde brug for en slagkraftig ideologi, der kunne samle landet mod den ydre udfordring og sikre den sociale stabilitet. Dette betyder ikke nødvendigvis, at der var tale om en samlet plan; tværtimod tyder alting på, at der var tale om en "trial and error"-proces med mange eksperimenter og mange studier i både vestlige og kinesiske forhold. Åbenhed og et højt informationsniveau var karakteristiske træk ved den tidlige Meijiperiode; alligevel tegner der sig en overordnet målsætning: Nødvendigheden af en omfattende modernisering efter vestligt mønster, men samtidig en fastholden af det traditionelt japanske i et forsøg på at bevare en egen identitet. Denne identitet fandt man i kejserdømmet.

En serie reformer ændrede i løbet af det næste årti den japanske samfundsstruktur. Sammen med lenene blev det hierarkisk opdelte stændersamfund afskaffet, og almindelig skolegang samt værnepligt indført. Desuden anlagdes telegraf og jernbaner, moderne jord- og banklovgivning blev indført, en retsreform blev gennemført, og en række foranstaltninger til fremme af industrien blev iværksat. Først i 1889 efter mange overvejelser og indgående studier i vestlig forfatningsret fik Japan en forfatning med forbillede i den preussiske. Valgretten omfattede 5 procent af den mandlige befolkning. Hermed var Japan på papiret et konstitutionelt monarki med ganske vist stærkt begrænsede borgerlige rettigheder. Året efter udsendtes "det kejserlige dekret om uddannelsen", der fastslog de konfucianske principper og loyaliteten over for kejseren som samfundets grundvold.

De politiske reformer gik hånd i hånd med ændringer i landets økonomiske struktur. Som det eneste land i den tredje verden formåede Japan før 2. Verdenskrig at gennemføre en industrialiseringsproces. Den tidlige industrielle udvikling var baseret på tekstilindustri, og først i mellemkrigstiden fik sværindustrien betydning. Silke- og bomuldsindustrien var kernen i udviklingen, og regeringen gik i spidsen med etableringen af modelfabrikker og kvalitetskontrol. Udenlandske eksperter spillede også en rolle i den tidlige fase, men Japan søgte at gennemføre industrialiseringen uden store udenlandske lån. Det betød tunge skattebyrder for bønderne, og ikke mindst deflationspolitikken i 1880'erne blev anledning til en kraftig vækst i antallet af fæstebønder. Regeringen støttede de store, strategisk vigtige industrier, og karakteristisk var i det hele taget samarbejdet mellem regering og det private erhvervsliv. I sidste halvdel af Meijiperioden opstod store økonomiske kombinater, zaibatsu; de fire største var Mitsui, Mitsubishi, Sumitomo og Yasuda. Det var familieejede holdingselskaber, der omfattede bank- og forsikringsvæsen, forskellige former for industri, rederivirksomhed, handelshuse m.m. Selskaberne konkurrerede indbyrdes og øvede samtidig i kraft af deres størrelse en væsentlig politisk indflydelse.

I 1890 var de politiske reformer tilendebragt, og magthaverne begyndte at vende blikket udad. Den russiske beslutning om at bygge Den Transsibiriske Jernbane aktualiserede på ny Japans traditionelle sikkerhedspolitiske interesse i Korea. Uroligheder i Korea medførte i 1894 udbruddet af Den Kinesisk-japanske Krig, og kineserne led et knusende nederlag. Med Shimonoseki-traktaten i 1895 fik Japan Formosa (Taiwan), Pescadorerne (Penghu Lietao) og Liaodong-halvøen samt en omfattende krigsskadeserstatning. Korea blev uafhængigt af Kina. Umiddelbart efter greb Tyskland, Rusland og Frankrig imidlertid ind (Tripelinterventionen) og krævede, at Japan afstod Liaodong-halvøen. Dette ydmygende diplomatiske nederlag blev anledning til en massiv japansk oprustning og en søgen efter allierede. Resultatet blev Det Britisk-japanske Forbund i 1902.

Japanske og russiske interesser stødte i stigende grad sammen i Korea og Manchuriet, og i 1904 indledte japanerne krig med et overraskelsesangreb på den russiske flåde. Krigen afsluttedes på Portsmouthkonferencen i 1905, hvor USA optrådte som mægler. Japan fik tilkendt den sydlige del af Sakhalin, anerkendelse af sin altdominerende interesse i Korea, Liaodong-halvøen til leje og jernbanerettigheder i det sydlige Manchuriet. I 1910 blev Korea annekteret af Japan.

Den japanske sejr over Rusland gav genlyd hos alle undertrykte folk i Asien og bragte det russiske kejserdømme på randen af politisk sammenbrud. Men krigen havde været et voldsomt dræn på den japanske økonomi, og med store udgifter til fortsat oprustning og til det nyvundne imperium og den deraf følgende gældsætning var landet ved udbruddet af 1. Verdenskrig på fallittens rand. Under krigen sluttede Japan sig til Vestmagterne og erobrede de tyske besiddelser i Shandong og i Stillehavet: Carolinerne, Marianerne, Marshalløerne, Palau og Yap. Samtidig overtog japanerne de europæiske markeder i Asien, og eksporten tredobledes, således at Japan gik ud af krigen med en væsentlig forbedret økonomi. Men i kølvandet på krigen fulgte social uro og voksende politisk ustabilitet. Det moderne industrisamfunds problemer var for alvor nået til Japan.

Meijistatens politiske struktur var karakteriseret ved en række konkurrerende eliter: erhvervslivet (zaikai), bureaukratiet og militæret samt oligarkerne, der, efterhånden som de trak sig tilbage fra aktiv politik, udgjorde genro (et råd af ældre), som havde det afgørende ord ved regeringsdannelser. Efter 1889 skulle parlamentet og de nydannede (konservative) partier, der var afhængige af bureaukratiet og erhvervslivet, men uden folkelig basis, finde deres plads i denne ustabile balance og måske med tiden helt overtage rollen efter oligarkerne.

Meijikejseren døde i 1912 og efterfulgtes af sønnen Yoshihito, hvis regeringsperiode fik navnet Taisho ('stor retfærdighed'). I løbet af 1920'erne blev det almindeligt, at partilederne dannede regering, det såkaldte Taishodemokrati, men partierne var fortsat uden folkelig forankring, og regeringerne formåede ikke at løse de stadig mere påtrængende økonomiske og sociale problemer.

Det store jordskælv i Tokyoområdet i 1923 gav anledning til store uroligheder og massakrer på koreanere, der var bosat i Japan, og i det hele taget blev arbejderne mere militante, stridigheder mellem godsejere og fæstebønder voksede, og radikale bevægelser så dagens lys. Kommunistpartiet blev dannet 1922, men straks forbudt. I 1925 så regeringen sig nødsaget til at indføre almindelig valgret for mænd, men det blev fulgt op af en "lov om fredens bevarelse", der forbød grupper, som agiterede for ændringer i det politiske system eller i den private ejendomsret. Ved valget i 1928 opstillede flere "proletariske" partier; de opnåede kun 2 procent af stemmerne, men flere af partierne blev forbudt straks efter valget, og i det følgende år forekom omfattende arrestationer af venstreorienterede.

I 1915, midt under 1. Verdenskrig, tilstillede den japanske regering Kina de enogtyve krav, der i realiteten ville betyde, at Kina kom under total japansk indflydelse. Hermed havde Japan ikke bare bekendt kulør og vist sine ambitioner i Kina, men også bragt sig på konfrontationskurs med Storbritannien og frem for alt med USA. Japan blev tvunget til at modificere sine krav, og fredskonferencen i Paris 1919 viste, at de vestlige stormagter nu mente, at en ny verdensorden havde erstattet imperialismens tidsalder. Japan beholdt de tyske besiddelser, men følte sig degraderet til en andenrangsnation, da det japanske forslag om en klausul om racernes lighed i Folkeforbundspagten blev forkastet. Den nye orden i Asien blev fastlagt på Washingtonkonferencen 1921-1922. En nimagtstraktat garanterede Kinas territoriale integritet, og en flådetraktat begrænsede kapløbet mellem Storbritannien, USA og Japan ved at fastlåse størrelsesforholdet mellem de tre landes flådestyrker til 5:5:3. I de følgende år valgte Japan under ledelse af udenrigsminister Shidehara Kijuro en internationalistisk samarbejdskurs, og den økonomiske indtrængen i Kina skete med fredelige midler. Men i Japan var meningerne om det hensigtsmæssige i denne politik delte. I kølvandet på Den Russiske Revolution i 1917 havde japanske tropper sammen med bl.a. amerikanske styrker foretaget en invasion i Sibirien, og de japanske enheder blev først trukket tilbage i 1922 efter pres fra USA.

Kejser Hirohito besteg tronen i 1926, og han synes at have været indstillet på at give kejserembedet en mere aktiv rolle, end det havde været tilfældet under hans psykisk syge far. Hans regeringsperiode fik navnet Showa ('oplyst fred'). I 1929 udbrød den økonomiske verdenskrise. De tre lande, der måske blev hårdest ramt, var Tyskland, Japan og USA. USA var Japans vigtigste handelspartner, og det amerikanske markeds sammenbrud blev en katastrofe for den japanske økonomi. 1929-1931 faldt eksporten med 50 procent, og realindkomsten med 33 procent. Den økonomiske krise fulgte i hælene på den politiske. Regeringen søgte at samle befolkningen omkring nationalistiske paroler og loyalitet over for kejseren, men det gav vind i sejlene til ultranationalistiske grupper, der nu syntes at true den sociale stabilitet.

Genforhandlingen af flådetraktaten på Londonkonferencen i 1930 gav anledning til voldsomme protester i Japan, og premierminister Hamaguchi Osachi (1870-1931) blev dødeligt såret af en ung ultranationalistisk fanatiker. I september 1931 tog Kwantunghæren, der var stationeret i det sydlige Manchuriet for at beskytte japanske koncessioner, sagen i egen hånd og indledte erobringen af hele Manchuriet; det resulterede i oprettelsen af den japanske lydstat Manchukuo i 1932. I det næste årti gennemgik Manchukuo en hastig økonomisk udvikling under den japanske hærs styring og blev det mest industrialiserede og militariserede område på det asiatiske fastland.

Erobringen af Manchuriet blev et vendepunkt. Den civile regering stod magtesløs, premierminister Wakatsuki Reijiro (1866-1949) gik af, og hans efterfølger, Inukai Tsuyoshi (1855-1932), blev myrdet i maj 1932; herefter var det slut med de politiske partiers indflydelse. Det internationale samfund stod lige så magtesløst. Da den af Folkeforbundet nedsatte Lyttonkommission aflagde sin rapport, valgte Japan i 1933 at træde ud af Folkeforbundet. Den amerikanske regerings vægring ved at anerkende Manchukuo forblev en tom gestus. Japan havde nu definitivt forladt den internationale samarbejdspolitik og proklamerede en "Monroedoktrin for Asien", dvs. afvisning af de vestlige magters indflydelse i Asien, og trak sig desuden ud af Washingtontraktatsystemet. I stedet indledtes en oprustningspolitik, og Japan bevægede sig herefter hastigt ud af depressionen. 1931-1936 fordoblede Japan sin eksport, bl.a. takket være en nedskrivning af den japanske yen og en stram styring, regulering og rationalisering af industrien.

Hånd i hånd med den økonomiske mobilisering gik en national, ideologisk mobilisering af befolkningen. Blandt de yngre officerer i hæren spredtes idéen om en Showarestauration, hvor militæret skulle overtage regeringen og befri kejseren for hans dårlige rådgivere, således at han blev i stand til at udøve sin virkelige autoritet og skabe en forening mellem lederne og folket. Adelstitler skulle afskaffes, storindustriens magt reduceres, arbejdere og bønder hjælpes, så en ny harmoni kunne opstå i det japanske samfund. Samtidig skulle Japan gå i spidsen for en befrielse af Asien fra vestlig indflydelse. Uroen kulminerede med kupforsøget den 26. februar 1936, der blev bremset, bl.a. ved kejser Hirohitos aktive indgriben.

Siden erobringen af Manchuriet havde Japan til stadighed søgt at udvide sin indflydelse i det nordlige Kina. Den 7. juli 1937 udviklede en træfning mellem japanske og kinesiske styrker ved Marco Polo-broen uden for Beijing sig til et egentligt japansk erobringsforsøg af selve Kina. Den kinesiske regering under Chiang Kai-shek viste sig imidlertid at være uventet beslutsom, og selvom japanerne i løbet af 1938 havde underlagt sig de vigtigste byer og jernbanenettet, bed Guomindang-regeringen sig fast i Chongqing, og Japan var herefter indviklet i en blodig asiatisk fastlandskrig, der ikke kunne vindes og blev et stadig større dræn på de japanske materielle og menneskelige resurser. Samtidig betød angrebet på Kina, at Japan nu definitivt var på kollisionskurs med USA, hvis asiatiske open door-politik netop havde Kinas territoriale integritet som en hjørnesten.

Krigen i Kina fik vidtrækkende indenrigspolitiske konsekvenser i form af total militær mobilisering og centraliseret økonomisk planlægning, en Showarestauration fra oven. En lov om national mobilisering satte parlamentet uden for indflydelse. Reformerne begyndte i 1937 og kulminerede i 1940, da premierminister Konoe Fumimaro proklamerede en "ny national struktur", shintaisei, der skulle gøre Japan til en avanceret national forsvarsstat. De politiske partier blev opløst og erstattet af en "støtteorganisation for den kejserlige regering", taisei yokusankai, og de få tilbageværende fagforeninger blev nedlagt, og alle arbejdere organiseret i en patriotisk organisation. For at sikre den sociale kontrol blev befolkningen organiseret i "nabolagskomitéer", tonarigumi, der var samlet i en landsdækkende organisation. Store resurser blev sat ind på den åndelige mobilisering af befolkningen omkring idéerne om det guddommelige kejserdømme, den japanske stats unikke karakter, kokutai, og Japans særlige mission i Asien. Samtidig udviklede Konoe idéen om "den storasiatiske kollektive velfærdssfære", der omfattede hele Sydøstasien med Japan som centrum.

Det var også i 1940, at den asiatiske og den europæiske krig smeltede sammen. I kølvandet på den franske kapitulation gik Japan i 1940 ind i det nordlige Indokina, og i september indgik Japan, Tyskland og Italien på japansk initiativ den såkaldte Tremagtspagt. I april 1941 sluttede Japan endvidere en ikke-angrebstraktat med Sovjetunionen. Som reaktion på den japanske politik opsagde den amerikanske regering handelstraktaten med Japan og lagde embargo på eksport af flybenzin samt jern- og stålskrot, der var af afgørende betydning for den japanske krigsindsats. Den amerikanske embargo udvidedes yderligere i november 1940 til også at omfatte jern og stål, og i juli 1941 blev samhandelen mellem de to lande bragt til næsten totalt ophør, da den amerikanske regering indefrøs de japanske tilgodehavender i USA som følge af Japans invasion af det sydlige Indokina. Den japanske regering stod derfor over for enten at opgive sin ekspansive Kinapolitik eller søge sine behov for olie, strategiske mineraler og gummi dækket ved invasion af Hollandsk Ostindien (Indonesien) og Malaccahalvøen. Den japanske regering valgte det sidste, vel vidende at det ville betyde krig med USA. I håb om at lamme USA besluttede man at slå til først. Det skete med angrebet på flådebasen Pearl Harbor den 7. december 1941. Hermed var Japan definitivt involveret i 2. Verdenskrig.

Den japanske invasion af Kina var præget af stor brutalitet, som det bl.a. kom til udtryk ved massakren i Nanjing, men overalt hvor de japanske tropper trængte frem i de tidligere kolonier, blev de modtaget som befriere. Japan viste sig imidlertid hurtigt at være en skånselsløs besættelsesmagt. For de tilbageblevne vesterlændinge blev besættelsen et mareridt; både civile og krigsfanger blev udsat for en nedværdigende og ofte grusom behandling, der samtidig var led i en bevidst politik, som skulle vise, at "den hvide race" ikke længere var den overlegne.

I de første måneder af 1942 så det ud til, at "den storasiatiske kollektive velfærdssfære" skulle blive en realitet. Singapore faldt i februar, hele Hollandsk Ostindien i marts, hovedparten af Filippinerne i april, og i maj gik japanerne ind i det nordlige Burma og afskar forsyningerne til Kina. Men herefter vendte krigslykken, og efter de store slag i Coral Sea og ved Midway i midten af 1942 var Japan i defensiven.

Krigens omkostninger begyndte nu for alvor at sætte deres præg på den almindelige japaners hverdag. Den amerikanske flåde dominerede Stillehavet og afskar Japans import af råstoffer. Landbrugsproduktionen blev drastisk reduceret pga. mangelen på kunstgødning og afgivelsen af arbejdskraft til krigsindustrien, og i slutningen af 1944 indledte det amerikanske luftvåben en systematisk bombning af de japanske storbyer. Alene ved et enkelt angreb med brandbomber på Tokyo i marts 1945 omkom ca. 100.000 mennesker, og i alt blev ca. 668.000 civile japanere dræbt ved disse bombetogter. Med Potsdamdeklarationen den 26. juli 1945 fremsatte de allierede kravet om Japans betingelsesløse kapitulation. Men det krævede to atombomber over Hiroshima og Nagasaki hhv. den 6. og 9. august og Sovjetunionens krigserklæring den 8. august med efterfølgende invasion i Manchuriet, før Japan den 15. august overgav sig og da kun med den udtrykkelige forståelse, at kejserdømmet kunne få lov til at bestå. Herefter var Japan 1945-1952 under amerikansk besættelse, formelt på de allieredes vegne.

Den amerikanske okkupation af Japan blev endnu et vendepunkt i det moderne Japans historie. Rationalet bag okkupationens indledende fase var demilitarisering og demokratisering, og i løbet af de første par år gennemførtes en række grundlæggende strukturelle reformer: anerkendelse af alle politiske partier, sikring af de borgerlige frihedsrettigheder og gennemførelsen af en moderne parlamentarisk og demokratisk forfatning med almindelig valgret for både mænd og kvinder. Desuden iværksattes en jordreform, der løste fæstebøndernes problem og skabte en politisk stabil klasse af selvejerbønder. Gennem en arbejderlovgivning blev fagforeningerne legaliseret, og organisationsret, strejkeret og kollektiv forhandlingsret blev sikret, og med henblik på at få zaibatsuerne opløst vedtoges en antitrustlov. Hertil kom en række reformer, der tilsigtede øget lokalt selvstyre og decentralisering af det japanske samfund omfattende politiet og undervisningssektoren. Hæren og flåden blev opløst, og i forfatningens §9 gav Japan udtrykkeligt afkald på militærmagt i al fremtid. Samtidig gennemførtes en udrensning af ledende politikere og militær- og forretningsfolk. Den 1. januar 1946 udsendte kejser Hirohito et dekret, hvori han frasagde sig sin guddommelighed.

Det fundamentale problem for den japanske stat siden Meijirestaurationen havde været magtens diffuse fordeling mellem konkurrerende eliter. Med okkupationstidens reformer blev den politiske stabilitet sikret. Militæret var definitivt sat ud af spillet, og de politiske partiers position konsolideret inden for et demokratisk politisk system. Men de politiske partier måtte alligevel fremover dele magten med bureaukratiet og erhvervslivet ikke i konkurrence, men i partnerskab. Det havde flere årsager.

Den amerikanske okkupationsmagt havde ikke alene accepteret kejserdømmets opretholdelse, men havde også af resursemæssige årsager valgt at gennemføre sin reformpolitik via den japanske regering og det japanske bureaukrati. Den centrale rolle, som bureaukratiet havde haft siden 1930'erne mht. styring og regulering af det japanske samfund, blev derfor ikke ændret. Hertil kom, at den kolde krig vendte op og ned på prioriteringen i den amerikanske Japanpolitik. Det var en udvikling, der begyndte allerede i 1947 og tog fart med den såkaldte reverse course i 1949. Ønsket om at reformere det japanske samfund måtte vige for bestræbelserne på at gøre Japan til "den frie verdens bastion i Asien". Dette krævede bl.a., at der atter kom gang i den japanske industri, så den kunne fungere som økonomisk lokomotiv for hele Sydøstasien. De dybtgående strukturelle ændringer i det japanske erhvervsliv, der havde været den oprindelige hensigt, blev derfor ikke ført ud i livet. Zaibatsureformen blev nok gennemført, men de store økonomiske kombinater levede videre under andre former, til dels med andre navne, og nye opstod. Det store erhvervslivs politiske indflydelse var atter en realitet. Den militante fagbevægelse, der udviklede sig i okkupationens første år, blev tæmmet ved udrensning af kommunistiske og andre radikale fagforeningsledere, og genopbygningen af den japanske industri skete under paroler om harmoni mellem arbejde og kapital. Loyaliteten mod kejser og stat blev udskiftet med loyalitet mod firma og økonomisk vækst.

Den 8. september 1951 kunne premierminister Yoshida Shigeru endelig undertegne en fredstraktat med USA og 47 andre lande, der dog ikke omfattede Indien, Sovjetunionen og den nye kommunistiske regering i Kina. Året efter blev okkupationen formelt bragt til afslutning, og Japan underskrev samtidig en sikkerhedstraktat med USA, der fortsat garanterede amerikanske baser i Japan og forpligtede USA til at beskytte Japan i tilfælde af krig. På det tidspunkt havde Koreakrigens udbrud i 1950 allerede udvirket et økonomisk boom, der blev indledningen til det "økonomiske mirakel", der blev kendetegnende for den japanske udvikling i de kommende mange år, men først i 1955 var den japanske økonomi nået op på førkrigsniveau.

I perioden 1950-1970 var den gennemsnitlige årlige vækstrate på over 10 procent, 1965-1970 endda 12,1 procent. 1970'ernes oliekriser ramte også Japan, men den japanske økonomi kom sig hurtigere end den europæiske, og den økonomiske vækst fortsatte om end i langsommere tempo helt frem til slutningen af 1980'erne. Væksten var ledsaget af en bemærkelsesværdig og kontinuerlig omstilling af den japanske industriproduktion til stadig mere avancerede produkter, der sikrede eksportens fortsatte konkurrencedygtighed. Den bevidste satsning på økonomisk vækst blev understøttet af konstant teknologisk innovation, høj opsparing hos den almindelige japaner, en veluddannet og højt motiveret arbejdsstyrke og et veludviklet samarbejde mellem regering, bureaukrati og erhvervsliv om de gunstigste betingelser for produktion. Efterkrigstidens frihandelsklima og den almindelige udvikling af verdenshandelen var også en væsentlig faktor. Men vigtigst af alt var måske den politiske stabilitet, der var tilvejebragt med okkupationstidens reformer. 1955-1993 blev Japan konstant ledet af regeringer udgået af det liberal-demokratiske parti, LDP, der blev garanten for partnerskabet mellem regering, bureaukrati og erhvervsliv.

Den ensidige satsning på økonomisk vækst var dog ikke uden omkostninger. I 1960'erne gav den tiltagende miljøforurening anledning til voldsomme folkelige protester, som regeringen nødtvungent måtte tage til efterretning i form af en omfattende miljølovgivning, og det politiske liv har gentagne gange været hærget af omfattende korruptionsskandaler.

Det var også i 1960'erne, at Japan for alvor skiftede ansigt, og urbaniseringen slog igennem. Den hastigt ekspanderende økonomi kombineret med en lav befolkningstilvækst medførte mangel på arbejdskraft og deraf følgende migration fra land til by. Masseudvandringen fra landet medførte store boligproblemer og gav også anledning til en helt ny konstellation i japansk politik, nemlig det buddhistisk inspirerede parti Komeito, der opnåede ca. 10 procent af stemmerne og netop hentede sine vælgere blandt tilflytterne. Den vedvarende og kraftige økonomiske vækst gennem hele årtiet sikrede imidlertid den fortsatte politiske stabilitet. I 1968 oversteg det japanske nationalprodukt Vesttysklands, og Japan blev dermed verdens tredjestørste økonomi.

Siden okkupationens ophør har Japan dækket sig ind under den amerikanske atomparaply, lagt sig i kølvandet på den amerikanske politik og været USA's mest trofaste allierede i Asien. Det betød bl.a., at Japan efter den kommunistiske magtovertagelse i Kina i 1949 afbrød de diplomatiske forbindelser og i stedet anerkendte den nationalistiske regering på Taiwan i 1952. Efter den amerikanske tilnærmelse til Kina i 1971, der skete, uden at Japan på forhånd var orienteret, tog Japan allerede i 1972 skridt til genoptagelse af forbindelserne med Kina, og en fredstraktat blev underskrevet i 1978. Det historisk belastede forhold til Korea blev for Sydkoreas vedkommende normaliseret med afslutningen af en traktat i 1965. De efterfølgende japanske lån og investeringer samt den øgede samhandel havde en væsentlig andel i Sydkoreas økonomiske gennembrud. På det psykologiske plan er der imidlertid stadig en række uløste problemer mellem de to lande. Relationerne til Sovjetunionen blev forbedret i 1956, dog uden en egentlig fredstraktat. Den sovjetiske besættelse af øgruppen Kurilerne efter 2. Verdenskrig er fortsat en anstødssten i det russisk-japanske forhold, idet Japan ønsker de to sydligste øer og endnu to små øer returneret til japansk suverænitet.

Udenrigspolitisk har Japan holdt en lav profil. Stærke pacifistiske kræfter i befolkningen har med rod i krigens bitre erfaringer og landets status som eneste atombombeoffer forhindret en ændring af forfatningens §9, selvom landet siden 1960 har haft en national selvforsvarsstyrke, SDF, der er teknologisk højt avanceret. En så forholdsvis udramatisk beslutning som deltagelsen i FN's fredsbevarende styrker kunne endnu i 1992 give anledning til omfattende diskussioner. Erkendelsen af Japans stærke økonomiske position gav dog i løbet af 1980'erne anledning til en voksende selvbevidsthed og i nationalistisk orienterede kredse også til ønsket om en mere selvstændig rolle i verdenspolitikken.

Kejser Hirohito døde i 1989 og efterfulgtes af sønnen Akihito, der antog navnet Heisei ('vedblivende fred') for sin regeringsperiode. Periodens første år syntes at signalere nye tider i form af sammenbruddet af 1980'ernes spekulationsprægede "boble-økonomi" ledsaget af økonomisk stagnation og politisk opbrud. LDP's monopol på regeringsmagten blev brudt i 1993 og erstattet af vekslende koalitioner. Samtidig syntes befolkningens utilfredshed med den politiske korruption større end nogensinde.

Japans bank- og finanssektor led i anden halvdel af 1990'erne under en række skandaler, som sammen med en alvorlig økonomisk krise gav yderligere mistillid til det politiske system. I 2000 døde premierminister Obuchi Keizo og blev efterfulgt af LDP's generalsekretær, Mori Yoshiro. Han søgte uden held at dæmme op for de økonomiske problemer og blev i løbet af kort tid så upopulær, at han reelt var handlingslammet. Mori trådte tilbage i 2001 og blev afløst af Koizumi Junichiro. Koizumi blev snart umådelig populær med sit på en gang reformorienterede og nationalistiske program, men også han har haft problemer med at løse landets økonomiske krise. Koizumi søgte at styrke Japans udenrigspolitiske stilling gennem et tæt samarbejde med USA; Japan sendte i 2003 et troppekontingent til Irak; det var første gang siden 1945, at japanske soldater var blevet udstationeret i en krigszone. Et andet tegn på Japans fornyede militære engagement var, at landet i 2006 etablerede et forsvarsministerium, det første siden 2. Verdenskrig.

Koizumi blev afløst af Shinzo Abe i 2006; han måtte imidlertid træde tilbage allerede året efter. Japan blev hårdt ramt af den økonomiske krise fra 2008, og i 2009 vandt centrum-venstrepartiet Democratic Party of Japan (DPJ) parlamentsvalget, hvorved et halvt århundredes næsten ubrudt LDP-styre blev brudt. Ny premierminister blev DPJ's Hatoyama Yukio, som dannede en koalitionsregering med andre forhenværende oppositionspartier. Partierne ønskede bl.a. at bryde med den USA-orienterede politik og i stedet vende sig mere mod det øvrige Asien. Det viste sig dog også vanskeligt for disse partier at få økonomien på ret køl igen, og allerede i 2010 trådte Hatoyama tilbage, hvorefter den tidligere finansminister Naoto Kan blev regeringsleder.

Den 11. marts 2011 blev Japan ramt af et voldsomt jordskælv, hvor især de efterfølgende tsunamier forårsagede kolossale ødelæggelser i mange havnebyer. Mere end 15.000 omkom og flere tusinde meldtes savnet. Atomkraftværket ved Fukushima blev ramt af tsunamien, hvilket forårsagede den alvorligste atomulykke siden Tjernobyl i 1986. Store områder blev afspærret pga. strålingsfare. Kritik af regeringens håndtering af krisen førte nogle måneder senere til at Naoto Kan trådte tilbage.

Ved valget i december 2012 genvandt LDP magten, og Shinzo Abe blev igen premierminister.

• Japan
• Japans forhistorie