Francisco de Goya, egl. Francisco José de Goya y Lucientes, 30.3.1746-16.4.1828, spansk maler og grafiker. Francisco de Goya blev født i Fuendetodos ved Zaragoza. Han stod fire år i lære hos maleren José Luzán (1710-85) i Zaragoza og kom i 1763 til Madrid, hvor han uden held forsøgte at blive optaget på kunstakademiet San Fernando.
Francisco de Goya begyndte at arbejde i det veletablerede atelier hos brødrene Francisco (1734-95) og Rámon (1746-93) Bayeu, hvis søster Josefa (d. 1812) han blev gift med i 1773. Goya rejste 1770-71 til Italien, hvor han besøgte Napoli og Rom og fik rosende omtale i en konkurrence for historiemalere ved akademiet i Parma.
Tilbage i Zaragoza udførte han sin første store religiøse udsmykningsopgave i kirken Nuestra Señora del Pilar, et arbejde, han fortsatte i en af kirkens kupler ti år efter. I 1774 blev han kaldt til Madrid, hvor han i perioder frem til 1792 malede kartoner (forlæg) til billedvævninger for den kongelige gobelinmanufaktur Santa Bárbara, bl.a. flere serier til det kongelige Pardopalads (1776-80 og 1786-88); de viser genrescener fra spansk folkeliv og fra adelens og hoffets liv på landet i en idyllisk, rokokopræget stil, fx Parasollen og Blindebuk (begge Prado, Madrid).
I 1779 søgte Goya forgæves pladsen som hofmaler hos Karl 3., men hans officielle karriere tog dog langsomt form, og i 1780 blev han medlem af kunstakademiet. For kongen udførte han 1781-84 en altertavle til San Francisco el Grande i Madrid, og i 1785 udnævntes han til assisterende direktør for akademiet. I de kongelige samlinger lærte Goya Diego Velázquez' kunst at kende, og denne maler fik stor betydning for hans portrætkunst, der også modtog impulser fra Thomas Gainsborough og Joshua Reynolds gennem reproduktionsgrafikken.
Efter udnævnelsen til hofmaler i 1786 portrætterede Goya Karl 3. som jæger, og først efter denne tid skabte han de berømteste af sine værker. I 1795 udnævntes han til direktør for malersektionen på kunstakademiet i Madrid, og året efter opholdt han sig i en længere periode i Sánlucar de Barrameda med hertuginden af Alba, en progressiv, liberalttænkende modstander af autoriteterne, der med sin påklædning og optræden udfordrede offentligheden. Goya malede to helfigursportrætter af hende (1795 og 1797, Palácio Liria, Madrid, og Hispanic Society, New York).
Blandt Francisco de Goyas mange religiøse værker findes det bevægende Kristus tages til fange (1798) i katedralen i Toledo og de kunstnerisk frapperende frie freskoer i den lille kirke San Antonio de la Florida ved Madrid, som han udførte samme år.
Sideløbende med de kirkelige opgaver skabte han malerier med heksemotiver, og den kritiske side af hans kunst fik frit løb i den grafiske serie Los Caprichos (Kapricerne), 80 raderinger og akvatinter, som han påbegyndte ca. 1793, da han efter en alvorlig sygdom blev helt døv. Serien blev udbudt til salg i 1799, men fire år senere syntes Goya at være skræmt af inkvisitionen, som han frygtede ville destruere restoplaget og pladerne til serien, hvorfor han forærede dem til kongen.
Trods en tilsyneladende respektløs og meget afslørende karakteristik af kongefamilien modtog Goya, der fra 1789 var første hofmaler, et stort antal bestillinger på portrætter, heriblandt det store Karl 4. og hans familie (1800-01, Prado), den mest forunderligt nærgående skildring af en kongelig familie i tidens kunst. Gennem hele sit liv udførte Goya koloristisk, malerisk og psykologisk interessante portrætter af adelsfolk og gejstlige, kunstnere, politikere og intellektuelle samt en række selvportrætter og indtagende børneskildringer.
I 1810 påbegyndte Francisco de Goya den grafiske serie på 80 blade Los Desastres de la Guerra (Krigens katastrofer) med grufulde skildringer af vold og vanvid, der ikke blot er vidnesbyrd om Napoleons styrkers hærgen i Spanien og hungersnøden i Madrid 1811-12, men har gyldighed til alle tider. Hans samtidshistoriske malerier fra den spanske frihedskrig, Den 2. maj 1808, Kampen mod mamlukkerne og Den 3. maj 1808. Henrettelserne på Montaña Principe Pio (begge 1814, Prado), er nationale manifester, men de er også blevet ikoner for ikke-voldsbevægelser.
Efter bourbonernes tilbagevenden til magten i 1814 blev Goyas forhold til inkvisitionen atter tilspidset, og i 1815 truedes han med retsforfølgelse for Den nøgne Maja og Den påklædte Maja (ca. 1800, begge Prado). Modellen med den ligefremme erotiske udstråling er ikke, som tidligere fremført, hertuginden af Alba.
Goyas sortsind, men også hans store humor, giver dybde til grafikserien Los Proverbios eller Los Sueños (Ordsprogene eller Drømmene), der påbegyndtes i 1816, det år han udgav tyrefægtersuiten La Tauromaquia. I disse serier af raderinger udviklede Goya akvatinteteknikken med dramatiske clairobscurvirkninger, mens han i serien Tyrene fra Bordeaux (1825) arbejdede suverænt med den nye litografiske teknik.
Efter hustruens død i 1812 gennemlevede Goya en dyster tid. I 1819 købte han en ejendom uden for Madrid, kaldet "La Quinta del Sordo" (Den døves hus), hvis vægge han udsmykkede med de foruroligende Sorte billeder, fantastiske og makabre visioner som Saturn æder sine børn og Heksesabbat; de blev senere nedtaget og kom i 1881 til Pradomuseet.
I 1824 gik Goya i frivilligt eksil og bosatte sig i Bordeaux, men først i 1826 tog han sin afsked som direktør for akademiet i Madrid. Et sidste varmt, lykkeligt maleri er Malkepigen fra Bordeaux (1828, Prado).
Francisco de Goya har, som Rembrandt, virket inden for alle billedkunstens traditionelle genrer. Med sit dybe menneskelige og sociale engagement har han formidlet en særlig undertone af noget farligt og dæmonisk, der kan dominere selv stilleben og genrebilleder af tilsyneladende uskyldigt menneskeligt samvær.
Først og fremmest den franske kunst i anden halvdel af 1800-t. modtog stærke påvirkninger fra Goya, især formidlet igennem grafikken. Édouard Manet og Edgar Degas fandt inspiration hos Goya, ligesom Pablo Picasso i 1900-t. har dyrket hans billedverden i både maleri og grafik.