Christian 5.

Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670. Han var søn af Frederik 3. og Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg, gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel.

Christian valgtes allerede 1650 af stænderne til sin fars efterfølger under forudsætning af, at han til den tid underskrev en håndfæstning i lighed med faderens. Da han den 9. februar 1670 tiltrådte sin regering, skete det dog ikke i kraft af dette valg, men som følge af den automatiske arvefølge, som var hjemlet i Kongeloven 1665.

Skønt kongen efter enevældens forfatning var magtfuldkommen, var Christian 5. kun dårligt forberedt til sit høje embede. Faderen holdt ham lige til det sidste borte fra statssager, og bortset fra en længere udenlandsrejse 1662-1663, som bl.a. førte ham til Solkongens Paris, blev der ikke udfoldet større anstrengelser for at udvide hans horisont og bibringe ham dannelsesmæssige færdigheder.

Dette vanskeliggjorde i forbindelse med en mådelig begavelse hans tilegnelse af statssagerne. Han måtte derfor i vid udstrækning støtte sig på skarpere begavelser som fx Griffenfeld, når sagerne skulle afgøres. Det gjorde han også gerne, da han af natur var åben og realistisk erkendte egne begrænsninger, undertiden endda i en sådan udstrækning, at afgørelserne blev taget ud af hans hænder.

Alligevel blev Christian 5.s regeringstid en rig reformperiode, hvori det lykkedes enevælden for alvor at konsolidere sig og at modernisere samfundsstrukturen gennem store initiativer som Danske Lov 1683, Norske Lov 1687 og Den Store Matrikel 1688.

Christian 5. var umiddelbar og godmodig uden faderens hang til grubleri og hemmelighedskræmmeri. Han var i besiddelse af megen sund fornuft og desuden et flittigt og samvittighedsfuldt menneske, som tog kongegerningen yderst alvorligt, selvom hans naturlige tilbøjeligheder snarere gik i retning af det raske friluftsliv.

Den jævne folkelighed, der prægede hans færden, gjorde ham til en af de mest populære konger i enevældens kongerække.