Cyprian

Cyprian var en oldkristen biskop og teologisk forfatter. Cyprian, der stammede fra en velstående familie i den romerske provins Africa (Nordafrika), omvendte sig efter sin uddannelse til kristendommen, og snart efter valgtes han til biskop for menigheden i Karthago, den latinske rigshalvdels næststørste by. Her blev han straks fra begyndelsen af kejser Decius' kristenforfølgelse (249-51) stillet over for den vanskelige opgave på én gang at opretholde menighedens modstand mod kravet om ofring til statens guder og at sikre menighedens beståen.

Til at begynde med bøjede et stort antal kristne sig for presset, men takket være Cyprians velafvejede blanding af principiel fasthed og praktisk fleksibilitet fandt snart en gradvis genoptagelse af bodfærdige frafaldne sted; samtidig trængte han igennem med sin energiske argumentation for bispeembedets forrang i menigheden. I sit skrift De unitate catholicae ecclesiae (Om kirkens enhed) hævdede Cyprian, at selve kirkens eksistens og identitet afhang af lydighed mod biskoppen, dvs. bæreren af den myndighed til at "binde og løse i Himlen og på Jorden", som Jesus havde givet sine apostle. Uden for den menighed, som en valgt og indviet apostelefterfølger stod i spidsen for, var ingen frelse mulig.

Cyprians virksomhed, som takket være en stor bevaret brevsamling foreligger bedre belyst end de fleste øvrige af oldtidens kirkelederes, fandt sin afslutning, da han efter forfølgelsens genopblussen meldte sig, dømtes og ved offentlig halshugning blev henrettet.