Det Vestfrankiske Rige

Det Vestfrankiske Rige var den tredjedel af Frankerriget, som ved Forliget i Verdun i år 843 e.v.t. tilfaldt Karl den Skaldede, og som efterhånden blev til Frankrig. Det Vestfrankiske Rige, der beholdt sit navn, indtil kapetingerne kom på tronen i 987, omfattede områderne vest for floderne Schelde, Meuse, Saône og Rhône.

I nord gik Vestfranken længere op end det nuværende Frankrig, idet det vestlige Flandern hørte med. Ligeså i syd, hvor det nuværende Catalonien under navnet Marca Hispanica 'Den Spanske Mark' en del af riget.

Rigets senere østgrænse blev fastlagt gennem flere traktater, der blev indgået med Det Østfrankiske Rige i 800-tallet. Efter Lothar 2.s død i 869 deltes Lothringen (Lorraine) året efter ved Forliget i Meersen i 870, så den østlige del med Friesland, Alsace og Aachen gik til Østfranken, og den vestlige del med det østlige Flandern og områderne omkring Verdun til Vestfranken. Ved Forliget i Ribémont i 880 fik Østfranken imidlertid tildelt den vestlige del af Lothringen, og nu lå Vestfrankens og det senere Frankrigs østgrænse i det store og hele fast frem til 1460.

Karl den Skaldedes styre var præget af hyppige indre oprør i bl.a. Aquitanien og Bretagne. Værre var dog de voldsomme årlige vikingeangreb, hvorunder Paris flere gange blev plyndret.

Karolingerne kunne ikke holde vikingerne ude, og i 888 valgte en stormandsforsamling derfor greven af Paris, Odo, til konge. Stormændene fandt ham imidlertid for dominerende og valgte efter ham igen en karolinger, Karl 3. den Enfoldige. Hele 900-tallet blev præget af kampen mellem karolingerne og robertinerne (efter Odos far, Robert den Stærke).

I 987 blev robertineren Hugo 1. Capet valgt til konge. Herefter gik navnet Vestfranken af brug til fordel for Frankrig.