Hastings Kamuzu Banda, 1898-25.11.1997, malawisk politiker, uddannet som læge i USA og Storbritannien, præsident 1966-94. Som andre afrikanske nationalister var Banda imod dannelsen af føderationen Rhodesia-Nyasaland i 1953, som han mente ville være en fortsættelse og en styrkelse af det hvide styre. Fra 1958 ledede han den malawiske nationalistiske oppositionsbevægelse. Efter føderationens opløsning i 1963 blev Banda Nyasalands premierminister, og da Nyasaland i 1964 blev selvstændigt i form af staten Malawi, opbyggede han et autoritært styre med Malawi Congress Party (MCP) som eneste tilladte parti og sig selv som premierminister.
Da Malawi i 1966 blev erklæret for republik, fik Banda titel af præsident, fra 1971 med status som præsident på livstid. Han styrede Malawi som enevældig monark og kom til at stå mere og mere isoleret fra andre afrikanske ledere bortset fra de sydafrikanske. Bandas position blev stærkt svækket, da han i 1993 måtte give efter for oppositionens krav om flerpartivalg, og ved valget i maj 1994 tabte han og MCP til United Democratic Front (UDF), hvorefter UDF's leder, Bakili Muluzi, blev præsident.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.