Hugo Bánzer Suárez var Bolivias præsident 1971-1978.
Som præsident ledede Bánzer en repressiv regering inspireret af Brasiliens nationale forsvarsdoktrin og i god forståelse med USA og med Chiles general Pinochet. I 1974 blev fagforeninger forbudt, 200 bønder og arbejdere blev massakreret i Cochabamba, og undtagelsestilstand blev indført. Bánzer Suárez søgte at bryde Bolivias afhængighed af tinudvindingen og tiltrak udenlandske investeringer, bl.a. til kakao- og cocaplantager, hvilket bragte landet stor økonomisk fremgang. Han blev afsat ved et kup af general Pereda og var siden partileder og i en periode ambassadør i Argentina.
I 1997 vendte Bánzer Suárez tilbage til magten som valgt præsident og dannede en koalitionsregering, men i 2001 trådte han tilbage fra præsidentposten pga. sygdom.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.