Lu Xun

I 1918 udgav han novellen ”En gal mands dagbog” (oversat til dansk som ”Idiotens dagbog” i 2018) i det progressive tidsskrift Ny ungdom, grundlagt af Chen Duxiu i 1915 og hvori særligt Hu Shi fremførte sine ikonoklastiske idéer om sprogreform og litterær fornyelse. Novellen var banebrydende for sin tid, skrevet på talesproget baihua og – i henhold til bred konsensus – det første moderne skønlitterære værk i Kina.

De følgende år publicerede Lu Xun hyppigt kritiske essays og kommentarer, ofte i Ny ungdom (som han også lejlighedsvist var med til at redigere), og etablerede sig som en central figur i Fjerde maj-bevægelsen og en frygtet intellektuel kapacitet, der utrætteligt kæmpede for social retfærdighed og oplysning.

I 1926 ragede han uklar med undervisningsministeren og flyttede sydpå, først til Guangzhou og i 1927 til Shanghai, hvor han blev boende resten af sit liv.

Som led i den stadigt dybere politiske polarisering i litteraturen – hvilken bl.a. var med til at fremmedgøre Lu Xun fra sin ligeledes berømte bror, Zhou Zuoren (1885-1967), der betragtes som en kapacitet inden for det moderne essay – grundlagdes i 1930 Sammenslutningen af Venstreorienterede Forfattere i samarbejde med det relativt unge, men hastigt voksende og litterært indflydelsesrige Kommunistparti. Lu Xun blev udpeget som forperson for Sammenslutningen og tilkendegav – trods angiveligt privat skepsis – sin støtte til den proletariske revolution.

I 1936 døde Lu Xun af turberkulose.

En række af Lu Xuns mest berømte historier findes i hans første novellesamling, Opråb (1922, på dansk i 2018), som indledes af ”Forfatterens forord”, der nyder en nærmest lige så ikonisk status som novellerne. Heri beskriver han sine motiver for at skifte medicinstudiet ud med litteratur: Efter en forelæsning under studieopholdet i Japan viste underviseren en dag et lysbillede fra den russisk-japanske krig i Manchuriet, der forestillede en kinesisk spion i russernes tjeneste, som var ved at blive henrettet af nogle japanske soldater. Rundtom stod adskillige kinesere og så på, og Lu Xun hæftede sig ved, at alle havde stærke kroppe, men et apatisk blik i øjnene:

"Inden skoleåret var omme, rejste jeg til Tokyo – for lysbilledet havde overbevist mig om, at lægevidenskab nok alligevel ikke var så vigtigt. Uanset hvor stærk og hårdfør den er, vil en uintelligent og tilbagestående befolkning aldrig kunne bruges som andet end meningsløse ofte eller passive tilskuere. Og i den forstand var det sådan set ligegyldigt, hvor mange der døde af sygdom. Det vigtigste var således at ændre deres mentalitet, og fordi jeg på det tidspunkt mente, at kunst og litteratur var det bedste middel, gjorde jeg mig til fortaler for en kulturel bevægelse." (9-10)

Troen på litteratur som åndelig medicin har udgjort et bærende element i kunstsynet i Kina – ikke blot i Lu Xuns samtid, men i meget af den kulturpolitik som føres i dag.

Ud over ”En gal mands dagbog” indeholder Opråb kanoniserede værker som ”Kong Yiji” (1919), der udstiller den klassiske lærde – og dermed Kinas traditionelle kultur – som uforenelig med den moderne verden, og ”Medicin” (1919) – en barsk kritik af traditionel kinesisk lægevidenskab.

Den med afstand længste novelle i samlingen, ”Grundlæggende beretning om Ah Q” (1921), følger hovedperson Ah Q’s tragikomiske forsøg på at gebærde sig i tiden omkring Revolutionen af 1911. Hans evne til, at fortolke ethvert nederlag som en sejr, er blevet læst som et sindbillede på landets forkvaklede kulturelle selvtilstrækkelighed.

Mellem 1924 og 1926 udgav Lu Xun i tidsskriftet Sprogtråde en række svært kategoriserebare tekster, ofte kaldet prosadigte, som i 1927 blev samlet under titlen Ukrudt (på dansk i 1976). I modsætning til den agiterende tone i forfatterens tidlige noveller og essays forekommer disse prosadigte mere introspektive og i nogen grad resignerede – som han skriver i værkets allerførste linjer: ”Når jeg er stille, mærker jeg en indre fylde; idet jeg åbner munden for at tale, føler jeg tomhed” (5).

Flere af teksterne kan minde om eksistentialistiske betragtninger, og det er velkendt, at Lu Xun i årene omkring værkets tilblivelse oplevede en tiltagende desillusion i forhold til den åndelige revolutionen, han selv havde været med til at igangsætte. Dette udelukker imidlertid ikke social indignation, snarere har de ustabile politiske omgivelser i årene med skiftende magthavere og national fragmentering muligvis krævet at kritikken blev skjult under yderligere et lag.

Som han skriver i et forord til en aldrig udgivet engelsk oversættelse, delvist gengivet i den danske, var det på det tidspunkt ”forbundet med store vanskeligheder at sige tingene, man havde på hjertet, ligeud. Derfor måtte jeg gribe til at bruge et temmelig flertydigt og dunkelt sprog” (70). Dette kommer f.eks. til udtryk i teksten ”Iblandt blege blodpletter” (1926), skrevet som reaktion på, at regeringssoldater under krigsherren Duan Qirui (1865-1936) dræbte 47 ubevæbnede demonstranter i Beijing – en episode der er kendt som 18. marts-massakren.

Lu Xun engagerede sig i en række at tidens brændende temaer og publicerede sine betragtninger i form af skarpe – ofte spydige og satiriske – kommentarer i diverse tidsskrifter under mere eller mindre gennemskuelige pseudonymer. Hans mærkesager overlappede i høj grad med de emner, han bragte på bane i sine skønlitterære værker, gerne omfattende den kinesiske folkesjæl og kulturens provinsialisme, og spændte over alt fra oversættelsesteori til kvindefrigørelse.

Lu Xun var bl.a. med til at udbrede science fiction i Kina og oversatte så tidligt som i 1903 Jules Vernes Fra Jorden til Månen fra japansk. Han var ligeledes en af de første til at introducere Friedrich Nietzsche og Søren Kierkegaard.

I 1909, under sit sidste år i Japan, redigerede og oversatte Lu Xun i samarbejde med sin bror, Zhou Zuoren, en samling europæiske noveller, der dog aldrig solgte mere end en håndfuld eksemplarer, men ønsket om at formidle litterære traditioner – både udenlandske og kinesiske – fulgte ham gennem resten af hans karriere.

Lu Xun interesserede sig langt fra kun for udenlandsk litteratur og arbejdede tillige med at udbrede underbelyste aspekter af Kinas klassiske litterære tradition – navnlig chuanqi-fortællinger fra Tang- og Songdynastiet og den senere baihua-litteratur. I 1925 udgav han Udkast til kinesisk fiktionshistorie (ikke oversat til dansk), som for første gang præsenterede en sammenhængende gennemgang af fiktionsprosaens udvikling, og var banebrydende for den videre forskning inden for feltet.