Lucius Sergius Catilina

Lucius Sergius Catilina var en romersk politiker.

Catilina var ud af en gammelromersk patricierslægt, som længe ikke havde spillet nogen rolle. Han kæmpede under Sulla i borgerkrigen, blev siden prætor og fik derefter Africa som provins. Tilbage i Rom anklagedes han for udsugning af provinsen, men blev frikendt, måske ved bestikkelse. Støttet af Cæsar og Crassus søgte han valg som konsul for år 63 f.v.t, men Cicero sejrede. Med en voldsom agitation for gældsophævelse som programpunkt søgte Catilina igen konsulatet, men blev ikke valgt, og håbløst forgældet og uden udsigt til endnu et forsøg på at blive Konsul, forsøgte han et statskup der er blevet kaldt Den Catilinariske Sammensværgelse.

Cicero fik nys om planerne fra en Fulvia (ikke at forveksles med M. Antonius' hustru Fulvia ) og fik senatet til at erklære undtagelsestilstand. Senatet udstedte et såkaldt senatus consultum ultimum (det ultimative dekret), der gav Cicero og hans medkonsul Antonius Hybrida nær ultimativ magt, med det formål at sørge for "at ingen skade kom til Republikken".

Catilina forblev i Rom. På et senere senatsmøde blev han imidlertid afsløret af Cicero og måtte flygte til den oprørshær, som var under samling. Der var heftig diskussion i senatet om, hvad man skulle stille op med sammensværgelsen og de medsammensvorne. Cæsar, som en af de eneste, argumenterede imod dødstraffen for Romerske borgere og så hellere at Catilina og de andre medsammensvorne skulle sendes i eksil og deres ejendomme konfiskeres.

Da Cicero en måned senere lykkedes at skaffe skriftligt bevis for oprørsplanerne blev de medsammensvorne arresteret, hvorefter det synes at Cicero ikke var sikker på hvordan han skulle skride frem. Under senatets dekret havde han retten til at slå dem ihjel.

En overlevering fortæller blot, at efter et heftigt senatsmøde blev fem tilbageblevne af de sammensvorne henrettet. En anden beretning, som byggede på et nu tabt stykke af Cicero's forfatterskab omhandlende begivenhederne, fortæller at samme aften som Cicero havde arresteret de medsammensvorne, fandt de årlige Bona Dea ritualer sted. Disse ritualer var omgærdet af mystik, da kun kvinder var tilladt ved dem, og dertil kun højbårne og vestalinderne. Ritualerne blev udført på vegne af og for statens velfærd. Dette år blev ritualerne udført i Cicero's hjem under vejledning af hans hustru, Terentia. Da den hellige ild, som ellers var gået ud, pludselig blussede op, antog vestalinderne det som et tegn og bad Terentia bringe nyheden til Cicero, at de medsammensvorne skulle henrettes.

Cicero fik herefter de medsammensvorne henrettet, hvorefter han informerede Senatet og befolkningen ved at sige ordende "de har levet". Denne handling skulle senere koste Cicero. I 58 f.v.t. blev han tvunget i eksil for sine handlinger under sammensværgelsen, specifikt hans tilsidesættelse af Romers rettergang og henrettelsen af Romerske borgere.

Herefter rykkede Ciceros medkonsul, Hybrida, ud mod oprørshæren, som blev tilintetgjort i et slag, hvori også Catilina blev dræbt. Slaget udgør blot én af mange borgerkrige udkæmpet imellem ambitiøse politikere og den etablerede elite (Senatet). Det er usandsynligt at Catilina faktisk ønskede en reel krig med Senatet. Mere sandsynligt er det, at han lig andre ambitiøse politikere i perioden, ikke så nogen anden udvej da hans medsammensvorne var blevet henrettet uden rettergang.

Den Catilinariske Sammensværgelse er kendt fra flere af Cicero's taler og andre antikke historikeres værker; desuden udlagde Sallust i sit samtidige skrift begivenhederne som et eksempel på tidens politiske råddenskab. Catilina er af sam- og eftertid blevet fordømt som en skrupelløs person, men skal vel snarere ses som et ekstremt eksempel på en ambitiøs romer, der i en urolig tid satte alt på ét bræt og tabte.