Piemonte

Betingelserne for landbrugsproduktion er gode på den flade, frugtbare Poslette, som dækker over 25% af arealet, samt på en del af det omkransende småbakkede terræn. Nedbøren er tilstrækkelig med over 700 mm om året, og det bjergrige terræn giver gode vandingsmuligheder. Landbruget er højproduktivt med et stort kvæghold. De vigtigste afgrøder er ris, majs, hvede, kartofler, vin (især sydøst for Torino) og frugt. Inden for industrien dominerer bilproduktion (Fiat i Torino) og elektromekanisk produktion (især kontormaskiner). Der findes desuden en del håndværkspræget småindustri. Servicesektoren er Piemontes største og hurtigst voksende, især inden for handel, turisme og finansiering. På grund af tilbagegang i industrien er området præget af arbejdsløshed.

I begyndelsen af 1000-tallet fremtrådte Piemonte som en del af hertugdømmet Savoyens besiddelser. Beliggenheden som en del af grænselandet mellem Italien og Frankrig har i høj grad bestemt regionens skæbne. Efter de italienske kriges afslutning i 1559 lykkedes det hertugerne af Savoyen at sikre sig herredømmet over Piemonte og i 1600-tallet at konsolidere og udvide besiddelserne. I 1700-tallets arvefølgekrige erhvervede hertugerne også Sardinien og kongetitlen for det savoyske hus, og Piemontes største by, Torino, blev hovedstad for kongeriget.

Under Napoleonskrigene indlemmedes Piemonte og Savoyen i Frankrig, men Piemonte genopstod i sit gamle omfang i 1815, dog kraftigt hæmmet af østrigsk dominans over det øvrige norditalienske område.

I 1840'erne blev Piemonte et samlingspunkt for Risorgimento, og den savoyske kong Vittorio Emmanuele 2. og udenrigsminister Camillo di Cavour sikrede fra 1859 Napoleon 3.s støtte mod Østrig til den italienske samling under huset Savoyen. Prisen var afståelse af det gamle savoyske kerneland og Nizza (det nuværende Nice) til Frankrig. I årene 1859-1870 gennemførtes samlingen fra Torino, der efter 1865 måtte opgive sin status som hovedstad til Firenze, før hovedstaden i 1871 blev Rom.

• Savoyen
• Torino
• barbaresco