Valladolid, provins og by af samme navn i regionen Castilla y León i Spanien. Provinsen ligger i den nordlige del af den spanske højslette La Meseta, omgivet på tre sider af bjerge; 8202 km2, 514.674 indb. (2005).
Der dyrkes hvede, sukker og vin; en del af landbruget benytter kunstvanding fra floden Duero. Valladolid er blevet berømt for fremstilling af vine med international bevågenhed, bl.a. fra bodegaen Vega Sicilia og fra Pingus, som er etableret og drives af danskeren Peter Sisseck (f. 1962).
Valladolid by ligger, hvor floderne Pisuerga og Esgueva løber sammen 190 km NV for Madrid; 321.000 indb. (2006). Byen rummer et af landets ældste universiteter fra 1346 med en facade i barok fra 1715.
Som tidligere hovedstad og residensby for Spaniens konger har den mange historiske bygninger, bl.a. kongeslottet fra 1500-t. Klosterkirken San Gregorio og kirken San Pablo er begge fra 1400-t. Domkirken i renæssancestil er aldrig færdiggjort, men blev indviet 1688. Der er museum i forfatteren Miguel de Cervantes' hus, hvor han boede 1605.
Valladolid er som regions- og provinshovedstad en moderne by med handel og administration som de vigtigste erhverv. Der er bilfremstilling (Renault), sværindustri, fødevareforarbejdning og kemisk produktion.
Byen blev grundlagt i 700-t. af araberne under navnet Balad Walid, dvs. 'statholder Walids by'. Den blev generobret af de kristne i 1074 og blev residens for de castilianske konger i 1231. De to regenter Ferdinand 2. og Isabella 1. blev gift i Valladolid i 1469, hvormed det kristne Spanien blev samlet.
Da Reconquistaen var afsluttet i 1500-t., blomstrede byens og omegnens produktion og handel, og den var i en kort periode sæde for det spanske hof. Christoffer Columbus tilbragte sine sidste år i byen (1504-06), og Filip 2. blev født her i 1527. 1601-06 var Valladolid Spaniens hovedstad.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.