Gravsten, dels mindesmærker anbragt over jorden på et udendørs gravsted, dels større eller mindre gulvfliser med udhuggede indskrifter og ofte legemsstore portrætter af de afdøde, lagt i kirkegulvet over begravelser (ligsten).
Kirkegården var fra gammel tid den kristne begravelsesplads, men særligt udvalgte personer blev flyttet ind eller stedt til hvile i kirkerne. I Danmark bredte denne skik sig i verdslige kredse fra 1200-t. og blev først afskaffet ved lov i 1805. Det kunstneriske højdepunkt udgøres af adelige gravsten, udført af stenhuggere fra 1400-t.s slutning til 1600-t.s begyndelse; de ligger i mange kirkegulve landet over. I barokken gled skikken snarere i retning af malede og udskårne epitafier i kirkerne. Kort før midten af 1800-t. kom støbejernskors på mode, og i anden halvdel af 1800-t. blev brugen af udendørs gravsten en almindelig del af begravelseskulturen, overvejende i form af masseproducerede gravstenstyper. På mange kirkegårde værnes ældre gravsten af kulturhistoriske hensyn ofte længe efter, at graven er sløjfet. Det gælder i de fleste tilfælde gravsten over skikkelser fra samfundets øvre eller mellemste lag. Gravminder sat over samfundets flertal, mennesker fra almuen i by og på land, har normalt kun eksisteret i få årtier, bl.a. fordi de i mange tilfælde har været af træ, jf. Jeppe Aakjærs digt om Jens Vejmand (1905). Se også kirkegård.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.