migrationer i forhistorien

Nogle af de tidligste mennesker vi kender til som udvandrede fra Afrika med længerevarende success bevægede sig langs den sydlige del af Eurasien helt til Australien, for allerede omkring 60.000-50.000 år siden og lever videre i dag som indfødte i Australien (også kendt som aboriginere) også på Papua Ny Guinea fra måske omkring 40.000 år siden. Da de spredte sig fra Eurasien var vandstanden lavere og der var derfor kortere strækninger at padle over vand til kontinentet Australien-Ny Guinea. Genetisk kan aboriginerne deles op i en vest- og en østgruppe, begge med enormt dybe rødder.

Sydøstasien blev også befolket af en gruppe jæger-samlere som kaldes Hoabinhan, sandsynligvis omkring 44.000 år siden. De ser ud til at være tættest beslægtet med nulevende jæger-samlere kendt som Önge og på Andaman øerne Sydasiens hav, men sandsynligvis også til grupperne Jōmon i Japan og Jehai i Malaysia.

Det tidligste folk vi kender genetisk i Østasien er dokumenteret i et genom fra 40.000 år siden i Tyanyuan i Østkina, som danner en separat gren fra de tidligst kendte kystnære sydøstasiatiske grupper Hoabinhan og Jōmon. Denne østkinesiske gruppe danner den genetiske basis for mange senere østasiatiske grupper.

Efter de første forsøg på indvandring i Europa som ikke satte blivende genetiske spor, lykkedes det Aurignacien-kulturen (tidligere kaldet Cro-Magnon) at etablere sig i Europa fra omkring 38.000 år siden med afsæt i Mellemøsten. De tidligste bevarede genomer fra disse mennesker er fundet i Goyet-hulen i Belgien dateret til omkring 35.000 år siden.

I omtrent samme periode spredte også en lignende gruppe fra Mellemøsten sig nord over Kaukasus til Østeuropa vest for Uralbjergene. De er dokumenteret i et genom fra Kostenki i det sydvestlige Rusland fra omkring 39-36.000 år siden og Buran Kaya på Krim-halvøen fra omkring 36-35.000 år siden, samt Sunghir længere nordpå i den russiske del af Østeuropa fra omkring 35-33.000 år siden, og kendes arkæologisk også som østeuropæisk Aurignacien-kultur. Tilsyneladende udvikler denne gruppe sig til Gravettien-komplekset i Østeuropa som spredes i løbet af istiden til store dele af Vesteuropa fra omkring 34-33.000 år siden hvor de blandedes med de tidligere vesteuropæiske Aurignacien-grupper. I Tjekkiet og Østrig ser man begge genetiske grupper fra omkring 31.000 år siden, og ligeledes i forskellige blandingsforhold på tværs af Central-, Vest-, og Sydeuropa i løbet af Gravettian-perioden hvor istiden gjorde at folk gradvist levede i mere eller mindre isolerede lommer af Sydeuropa hvor der stadig var jagt og ressourcer nok til at overleve.

I Dzudzuana-hulen i Georgien er fundet to c. 25.000 år gamle genomer som genetisk ligner levn fra forstadiet til både de vesteuropæiske og østeuropæiske palæolotiske jæger-samlergrupper. Man mener at denne gruppe har været udbredt i Mellemøsten væsentligt tidligere, måske omkring 45-30.000 år siden.

Fra omkring 23.000 år siden begyndte en af disse grupper, i løbet af Epi-Gravettian-perioden at sprede sig nordpå fra det sydlige Balkan-området og det sydlige Italien i takt med at isen trak sig tilbage. Omkring 20.000 år siden nåede de til Den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal) og blandede sig i forskellige grader med efterkommerne af de vestlige Aurignacien-grupper, de tidligste blivende moderne mennesker i Vesteuropa. Denne nye blandede gruppe kendes arkæologisk som Magdalenian-kulturen, og kendetegner perioden Epi-palæolitikum i Vest-, og Centraleuropa. Over tid bliver det sydlige, vestlige, centrale, og nordlige Europa, undtagen den skandinaviske halvø domineret af denne nye genetiske jæger-samler type, også kendt under navnet Villabruna, opkaldt efter det første genom fra denne gruppe som man fandt i Norditalien i 2016, dateret til omkring 14.000 år siden. Denne vidtudbredte europæiske jæger-samlergruppe kendes for Mesolitikum ofte også som vesteuropæiske jæger-samlere, og kendetegner også genomerne fra de første jæger-samlere vi kender til i Danmark fra Maglemose- og Ertebøllekultur.

I Østeuropa (fra Ukraine til Uralbjergene), får man efter Gravettien og i løbet af østeuropæisk Epi-Gravettien tid (c. 20-10.000 år siden) nyt genetisk input fra en jæger-samlergruppe i øst sandsynligvis fra omkring Bajkalsøen i Sibirien. Disse jæger-samlere er først dokumenteret i genomet fra en dreng i Mal'ta, Bajkal for 24.000 år siden (i sig selv en blanding af de ældste nordsibirere de tidligste østasiater). I Østeuropa kender man disse nye sibiriske folk (med lidt opblanding af de gamle lokale folk) for østeuropæiske jæger-samlere og fra c. 10.000-5.000 f.Kr. dominerer de Østeuropa fra de pontisk-kaspiske stepper til Karelien i Finland.

I Skandinavien holdt isen længere end i resten af Europa og først omkring 12.000 år siden blev Skandinavien befolket, og af to meget forskellige jæger-samlergrupper. Østeuropæiske jæger-samlere indvandrede fra Nordøsteuropæisk Arktis og Finland ned over norges kyster, og omtrent samtidig vandrede vesteuropæiske jæger-samlere fra syd op i gennem Danmark, Sverige og Norge og blandede sig med de østeuropæiske jæger-samlere. Denne blanding kendes siden da som Skandinaviske jæger-samlere.