Replik er en betegnelse for de udsagn, der er tillagt en person i et drama. Det kan være meningsfulde udbrud, ord og sætninger, der kan være en aktiv impuls eller en reaktion i dialogen.

Faktaboks

Etymologi

Ordet replik kommer af fransk replicere ‘svar i en samtale’

Tidligere blev en skuespiller ofte bedømt på sin evne til replikbehandling. Kunsten at sige eller spille replikker har undergået mange transformationer de sidste 30 år, ikke mindst efter socialrealismen i 1960'erne blev en væsentlig reference i skuespilleruddannelsen og ensemblearbejdet.

Replikkens betydning og udformning involverer mindst tre: dramatikeren, instruktøren og skuespilleren. Den skrevne replik sætter i de fleste tilfælde rammerne for den fortolkning og stil, instruktøren og skuespillerne vælger. Efter Stanislavskijs introduktion af begrebet undertekst, har replikarbejdet i mange tilfælde fået en ekstra dimension, ved at skuespilleren i sit spil åbner for, at replikken udtrykker andet og mere end dens direkte udsagn.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig