retssociologi

Retssociologi, den del af retsvidenskab og sociologi, der undersøger retten som et socialt fænomen ud fra samfundsvidenskabelige teorier og metoder. Retssociologien beskæftiger sig ikke kun med retsregler, men også med fx domstolene, offentlige myndigheder og med den juridiske profession. En af retssociologiens hovedopgaver er at undersøge, hvordan samfundet har påvirket den retlige udvikling, såkaldt genetisk retssociologi, og hvordan retten har påvirket samfundet, såkaldt operationel retssociologi.

Interessen for retssociologiske problemstillinger går langt tilbage, og fra midten af 1800-t., da de moderne samfundsvidenskaber opstod, interesserede mange samfundsforskere sig for rettens sociale funktioner og kom derved til at danne forbillede for senere retninger inden for retssociologien. Karl Marx interesserede sig specielt for rettens ideologiske, tilslørende funktioner, og Émile Durkheim for rettens bidrag til at holde et samfund sammen, ved at borgerne accepterede et fælles normgrundlag. Max Weber undersøgte sammenhængen mellem rets- og samfundsudviklingen med særlig vægt på de rationalitetsforestillinger, der i forskellige perioder har præget retten. Han fremhævede specielt, at den ret, der er præget af formel rationalitet, er bedst egnet til at regulere et moderne samfund, idet den danner basis for den højeste grad af forudberegnelighed.

I slutningen af 1800-t. begyndte jurister at interessere sig for retssociologiske undersøgelser, der kunne kaste lys over, hvordan retsreglerne i praksis virkede i samfundet, og faget retssociologi blev grundlagt og navngivet af den østrigske retsteoretiker Eugen Ehrlich i begyndelsen af 1900-t. I 1930'erne og 1940'erne udvikledes retssociologien især i USA, bl.a. som følge af en række undersøgelser af domstolenes virkemåde. I Norden var nordmanden Vilhelm Aubert fra slutningen af 1940'erne en hovedskikkelse i forbindelse med fagets etablering. Aubert studerede bl.a. straffens funktioner, virkningerne af den norske Hushjælpslov og den juridiske professions udvikling. I Danmark spillede samfundsforskeren Theodor Geiger, som var indvandret fra Tyskland, en pionerrolle med bogen Vorstudien zu einer Soziologie des Rechts (1947). De første større empiriske undersøgelser i Danmark blev fra slutningen af 1940'erne udført af Verner Goldschmidt og Agnete Weis Bentzon (1918-2013). Emnet var den traditionelle grønlandske sædvaneret, hvis indhold man ønskede at registrere for at kunne lægge det til grund for en lovgivning, der i første omgang omfattede strafferetten.

Siden 1960'erne har man i en række lande studeret lovgivningens funktion på mange forskellige retsområder og herved fået samlet en betydelig viden om, hvad der betinger, at retsregler virker på de forhold, som reglerne tilsigter at regulere. Retshjælpsforskning, som særlig er udviklet i Norge, har indtaget en vigtig rolle, idet den har påvist, hvordan borgernes manglende viden om deres rettigheder og manglende muligheder for at gøre deres rettigheder gældende ofte medfører større social ulighed, selvom reglernes formål var det modsatte. I 1960'erne undersøgtes endvidere befolkningens retsbevidsthed, og man fandt frem til, at forskellige befolkningsgrupper har forskellig holdning til retlige spørgsmål, og at der kan være stor forskel på borgernes generelle holdning til retten og deres holdning til, hvordan der konkret bør dømmes, fx i straffesager. Den danske retssociolog Berl Kutchinsky har således påvist, at mange generelt ønsker strengere straffe samtidig med, at de i konkrete sager går ind for mildere straffe end de straffe, domstolene idømmer.

Et vigtigt forskningsfelt har siden 1970'erne været analyse af de store hovedlinjer i retsudviklingen med særlig vægt på udviklingen frem til etableringen af den borgerlige retsstat i 1800-t. og den deraf følgende udvikling. Mange har i denne sammenhæng beskæftiget sig med krisetendenser i forbindelse med den meget omfangsrige og detaljerede lovregulering, som er indført fra midten af 1900-t. i forbindelse med velfærdsstatens etablering og udvikling. Retssociologer har således peget på, at mange af de nye regler dels ikke har de tilsigtede virkninger, dels har en række utilsigtede negative virkninger. Fx har Jürgen Habermas påpeget, at den tiltagende retliggørelse af alle livsforhold har skabt problemer for borgerne, specielt for de svagest stillede, der gennem de mange retlige hjælpeordninger har fået frataget ansvaret for deres egen tilværelse. Kritikken har hos flere været ledsaget af analyser af nye tendenser i udviklingen, der kan føre til en retstilstand, der fremmer borgernes aktive indflydelse på samfundsudviklingen og deres egen livssituation. Således har nogle amerikanske retssociologer ønsket at fremme en responsiv ret, dvs. en ret, der er påvirkelig over for borgernes ønsker, og den tyske retsteoretiker Gunther Teubner (f. 1944) har analyseret tendenser til udvikling af en refleksiv ret, dvs. en ret, der kan være rammen for styret selvforvaltning. I nordisk retssociologi har man i 1980'erne ført en debat om legalstrategi, der angår en analyse af borgernes muligheder for at komme igennem med deres ønsker om sociale og demokratiske reformer ved retlige virkemidler sammenlignet med andre, ikke-retlige midler og metoder.

Retssociologien har endvidere specielt fra 1990'erne analyseret retsbegrebet, og tilhængere af retlig pluralisme har kritiseret den traditionelle juridiske opfattelse af moderne ret som en formel ret, der primært er baseret på lovgivning, der kan fremstilles som en systematisk sammenhængende national enhed i et retssystem. Det er påpeget, at den i praksis fungerende ret ikke mindst består af en række uformelle retsnormer, der undertiden er i strid med den formelle ret, hvilket kan bidrage til at forklare, at de formelle retsregler ofte ikke får de tilsigtede virkninger. Retssociologer har endvidere beskæftiget sig med de markante tendenser til internationalisering af retsforholdene og den betydning, dette får for de nationale retssystemers indhold og virkemåde.

Retssociologisk forskning har bl.a. en vigtig funktion i en retspolitisk sammenhæng, idet den kan bidrage med analyser af, hvordan de tidligere regler har virket, og hvilke former for ny regulering der bedst kan forventes at give de ønskede resultater.