talefigurer

Talefigurer, retoriske figurer, fællesbetegnelse for de vendinger, dvs. billeder (troper), ordomstillinger, gentagelser og klangvirkninger, hvormed sprogbrugeren søger at skabe interesse og appel gennem sin tale. Talefigurer overbeviser ved at konkretisere ordene.

Læren om talefigurerne hviler på to teorier. Den klassiske retorik skelnede mellem et neutralt, gråt normalsprog, der kunne farves og aktiveres ved hjælp af talefigurer (anafor, epifor, apostrofe, metafor, allegori etc.). Disse betegnede man derfor som colores rhetorici, retoriske farver. Talefigurerne kunne komme i stand ved brug af de fire logiske ændringskategorier, quadripartita ratio, nemlig tilføjelse, udeladelse, ombytning af ord(grupper) i normalteksten samt udskiftning (erstatning af et udtryk med et andet).

Ændringsteorien er i moderne tid videreført af fransk strukturel retorik, men er blevet imødegået af nyretorikken, bl.a. I.A. Richards, for hvem en figur som metaforen er the omnipotent principle of language, altså en indbygget egenskab i sproget selv.