udryddelseslejr

En udryddelseslejr, (tysk Vernichtungslager), var et nazistisk lejranlæg opført med det formål at udrydde jøder. De tyske myndigheder oprettede fra december 1941 seks sådanne lejre i Polen. Bełźec, Chełmno, Sobibór og Treblinka tjente alene til udryddelse af mennesker, mens Auschwitz og Majdanek tillige var almindelige koncentrationslejre. Også den ret ukendte lejr Maly Trostinets i Hviderusland regnes nu med til udryddelseslejrene. Lejrene skulle primært tjene til udslettelsen af Polens jødiske befolkning. Det skete systematisk fra begyndelsen af 1942 i en storaktion, "Aktion Reinhard" efter Reinhard Heydrich. Også jøder fra andre europæiske lande samt romaer blev i betydeligt antal myrdet i lejrene.

Udryddelseslejrene havde et gennemorganiseret, nærmest industrielt, om end ikke højteknologisk præg. Ofrene blev transporteret til lejrene i jernbanevogne, og ved ankomsten måtte de aflevere deres tøj samt alle øvrige ejendele. Kvindernes hår blev klippet af til industriel brug; mændene blev straks ført til henrettelsen, hvorefter turen kom til kvinder og børn. I Chełmno benyttedes lastbiler, ombygget til rullende gaskamre, men ellers anvendtes stationære anlæg, camoufleret som badehuse, eller skydning.

Gasningerne foregik vha. kulilte fra motorudstødning eller giftgassen Zyklon B. Ligene blev plyndret for tandguld og kulet ned i massegrave eller brændt i krematorier eller åbne gruber. Værdigenstande blev solgt til fordel for den tyske statskasse, mens de dræbtes øvrige sager blev fordelt til trængende tyskere eller genbrugt industrielt. Udvalgte grupper af fanger stod for alt arbejde i udryddelseslejrene, og af hensyn til hemmeligholdelsen blev disse i reglen myrdet efter få måneder. Alligevel gennemførte sådanne fanger i 1943 opstande i Sobibór og Treblinka og 1944 i Auschwitz; kun få undslap dog.

Udryddelseslejrene sorterede under SS. Den daglige ledelse lå hos politimænd, der tidligere havde organiseret de nazistiske drab på handicappede og sindslidende i Aktion T4. Vagtmandskabet var mest ukrainske frivillige. Ofrene taltes i vognladninger, ikke som enkeltindivider, så drabstallene kan ikke fastslås præcist. Tallet for jøder dræbt i udryddelseslejrene overskrider formentlig 3 mio. Gerningsmændene forsøgte systematisk at slette sporene, bl.a. ved at åbne massegravene og brænde ligene. Kun ganske få fanger overlevede udryddelseslejrene, så øjenvidneskildringer er sparsomme.