Faktaboks

Alessandro Scarlatti
Født
1660
Død
1725

Alessandro Scarlatti, 1660-1725, italiensk komponist. Alessandro Scarlatti var i mere end 30 år virksom i Napoli, bl.a. som hofkapelmester (1684-1702, 1709-18) og som leder af operaen ved Teatro di S. Bartolomeo. Han virkede desuden som kapelmester i Rom, foretog talrige rejser og nød livet igennem stor bevågenhed fra indflydelsesrige mæcener.

Scarlattis historiske betydning skyldes især, at han medvirkede til at udvikle den napolitanske operastil. Han slog sit navn fast med operaen Gli equivoci nel sembiante (1679), og med bl.a. Il Pirro e Demetrio (1694), som opnåede en for den tid sjælden international succes, Il Tigrane (1715) og La Griselda (1721) blev han sin generations mest betydningsfulde operakomponist.

Foruden ca. 65 overleverede operaer omfatter Alessandro Scarlattis værker mere end 600 kammerkantater, et stort antal serenader, oratorier, messer og motetter samt instrumentalmusik, bl.a. 12 Sinfonie di concerto grosso (1715).

Læs mere om italiensk musik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig