Island - historie

Ifølge Íslendingabók (se Ari Þorgilsson enn fróði), der er skrevet i begyndelsen af 1100-t., begyndte den nordiske bosættelse omkring 870, og traditionelt regnes 874 for ankomståret for de første permanente bosættere. Bosættelsen skal ses som en integreret del af vikingeekspansionen mod vest, der gik så langt som til Grønland og kortvarigt kom til den nordamerikanske kyst. De tidlige islandske kilder hævder, at de førende bosættere for hovedpartens vedkommende var norske høvdinge, der flygtede fra Harald 1. Hårfagers tyranni. Skønt det kan have motiveret nogle af bosætterne, er befolkningspres og søgen efter nye økonomiske muligheder mere plausible grunde til udvandringen til Island.

Fra deres hjemland medtog bosætterne økonomiske og sociale sædvaner samt lovgivning og retspraksis, og omkring 930 var der enighed om at grundlægge en fælles forsamling for hele landet, Altinget. På tinget, som samledes to uger hver sommer på Þingvellir (Tingsletterne) i det sydvestlige Island, blev der vedtaget love og afholdt retshandlinger.

Med Altingets etablering udviklede islændingene et retssystem, der omfattede hele landet, men de skabte ingen centrale mekanismer til håndhævelse af loven. De mest magtfulde personer i landet var de 36, senere op til 39 goder (høvdinge), der spillede en central rolle på tinget.

Fraværet af en centraliseret statsstruktur førte til gradvis opløsning af det islandske politiske system. I de første århundreder efter bosættelsen var rigdom og magt relativt ligeligt fordelt i landet, men i fristatstidens eller godetidens (930-1262) sidste årtier tog nogle få familier kontrollen over hele Island (sturlungetiden), hvilket medførte stor indbyrdes kamp om magten. I håbet om, at freden ville blive genoprettet, accepterede islændingene derfor den norske konges autoritet, og en traktat med Håkon 4. Håkonsson blev godkendt på Altinget 1262-64. Med traktaten, som i senere tid blev kaldt "den gamle traktat", blev Island en skattepligtig provins i det norske monarki.

Under de voldsomme magtkampe kulminerede den islandske kulturelle skaberkraft i løbet af 1200-t. De fleste familiesagaer blev skrevet i dette århundrede foruden mange andre litterære og historiske værker. En nødvendig forudsætning for den litterære produktion var Islands overgang til kristendommen ca. 1000. Som følge af, at det var den katolske kirke, der indførte kundskaber i læsning og skrivning til Island, blev enkelte af klostrene lærde centre i senmiddelalderens Island. På trods af dette var hovedparten af den islandske litteratur imidlertid af sekulær karakter.

Den kulturelle produktion, der karakteriserede det urolige 1200-t., ebbede ud i 1300- og 1400-t., og derfor eksisterer der forholdsvis få kilder til den islandske senmiddelalder. Det vides dog, at det i mange henseender var en vanskelig tid. To pestepidemier lagde nærmest Island øde i 1400-t., og det økologiske system brød gradvist sammen på grund af koldere klima og overudnyttelse af vegetationen.

Senmiddelalderens politiske udvikling fulgte de generelle tendenser i de nordiske lande. Da Norge indgik union med Danmark i 1380, blev Island i realiteten en del af det danske monarki. Efter pres fra de danske myndigheder konverterede Island til lutherdommen i midten af 1500-t., hvilket styrkede den danske konges autoritet i Island såvel som i andre dele af monarkiet. Fra da af var kirken en statsinstitution under direkte kontrol af den danske konge og hans embedsmænd. Yderligere medførte konfiskationen af kirkens gods, at kongen blev den største jordbesidder i Island.

En voksende statsintegration kendetegnede den politiske og sociale udvikling i tiden fra sidst i 1500-t. til sidst i 1700-t. Fra 1602 blev en strikt monopolhandel indført, hvilket betød, at kun danske købmænd, som kongen havde givet handelslicenser, havde ret til handel på Island. I senmiddelalderen havde engelske og tyske købmænd kæmpet om det islandske marked, men efter monopolhandelens indførelse lå den legale handel i danske hænder, og Island blev hermed knyttet økonomisk og politisk til Danmark.

Ved anerkendelsen af Frederik 3.s enevoldsdømme i Island i 1662 blev landet yderligere afhængigt af den danske stat. Indførelsen af enevælden medførte dog ikke en brat omdannelse af Islands politiske struktur og retssystem, men i det lange løb skete der betydningsfulde ændringer i den islandske administration og i forholdet mellem rigets centrum og periferi. I slutningen af 1600-t. reorganiserede de danske myndigheder den islandske administration, bl.a. med det resultat, at Altinget blot blev en midtvejsdomstol beliggende mellem de lokale domstole, der førtes af sysselmændene, og Højesteret i København. Dette førte til nedlæggelsen af tinget i 1800 og oprettelsen af den mere effektive og professionelle Landsoverret i Reykjavík.

1700-t. er en af de vanskeligste perioder i Islands nyere historie. Mellem ¹/₄ og ¹/₃ af befolkningen døde under en koppeepidemi 1707-09, og 1783-86 omkom omkring ¹/₄ af befolkningen som følge af hungersnød efter et voldsomt vulkanudbrud og endnu en koppeepidemi.

I slutningen af århundredet viste de første tendenser sig til en ændring af den islandske administration. Inspireret af den europæiske oplysningstid studerede islandske intellektuelle og embedsmænd landets forfatning og skrev tilskyndelser, som de mente ville hjælpe de brede lag af befolkningen til fremskridt. Disse mænd krævede dog ikke islandsk selvstændighed, fordi de anså den danske konge for den mest sandsynlige kilde til social og intellektuel forbedring i landet, men deres indsats inspirerede en ny gruppe intellektuelle i det følgende århundrede, som søgte en genskabelse af det islandske samfund.

Den romantiske nationalisme begejstrede den generation af islandske studenter, der kom til København i slutningen af 1820'erne og begyndelsen af 1830'erne. Netop som den danske stat blev en nationalstat, opfordrede de islandske nationalister til, hvad de anså for den islandske stats naturlige ret: en form for suverænitet og selvstændighed i forhold til Danmark.

Fra midten af 1800-t. og indtil begyndelsen af 1900-t. var kravet om selvstyre og senere om uafhængighed udgangspunkt for al politisk aktivitet i Island. Det første svar på disse krav kom i 1843, da kong Christian 8. gav landet sin egen stænderforsamling, kaldet Altinget efter den gamle forsamling. I sommeren 1845 mødtes det folkevalgte Alting for første gang i Reykjavík, og i de næste årtier blev tinget holdt nogle uger hvert andet år med repræsentanter fra hele Island. Indledningsvis havde det ingen lovgivende magt, men var rådgivende over for kongen i islandske finansielle og juridiske forhold. Alligevel udviklede Altinget sig til at blive det samlende symbol for de voksende nationalistiske følelser i Island, og det kom til at tjene som platform for den gryende nationale bevægelse.

Filologen og arkivaren Jón Sigurðsson var den uomtvistelige leder i bevægelsens første fase. Han indledte sin politiske karriere i begyndelsen af 1840'erne, og indtil sin død i 1879 satte han kursen for den islandske nationalisme. Det var under hans førerskab, at et nationalforsamlingsmøde i Reykjavík sommeren 1851 forkastede et tilbud fra den danske regering om en islandsk forfatning. Begrundelsen var, at forslaget i alle praktiske henseender indlemmede Island i den danske nationalstat.

Danmark løste ensidigt denne diskussion 1871-74 uden at konsultere Altinget, da alle forhandlinger mellem tinget og den danske regering havde været forgæves. Det danske Folketing godkendte loven om Islands statsretlige stilling, og Christian 9. underskrev den i 1871. Med henvisning til loven fra 1871 gav den danske regering Island sin egen forfatning i 1874. Forfatningen, der stadig udgør grundlaget for den islandske grundlov, gav Altinget en begrænset lovgivende magt samt ret til selv at forvalte sit budget, samtidig med at det sikrede de grundlæggende demokratiske rettigheder i Island. Den nye forfatning indfriede imidlertid ikke alle krav fra de islandske nationalister, fordi den udøvende magt forblev hos den danske regering, hvor justitsministeren også var minister for Island. Da ministeriet var hjemmehørende i København, forblev det reelle styre i hænderne på landshøvdingen, den højeste kongelige myndighed i Island.

Systemskiftet i 1901 ændrede den danske Islandspolitik drastisk, med det resultat at Island fik en hjemmestyreordning i 1904 og ministeriet i København blev flyttet til Reykjavík. Det nye ministerium bestod af tre kontorer under en og samme minister, og landshøvdingeembedet afskaffedes. Det tilfredsstillede imidlertid ikke de nationalistiske drømme i Island, fordi loven fra 1871 stadig var i kraft, og landet endnu blev betragtet som en integreret del af det danske rige. I hjemmestyreperioden 1904-18 var islandsk politik præget af en intens nationalisme. Spændingerne kulminerede i 1908, da de islandske vælgere afviste en overenskomst mellem Altinget og Folketinget vedrørende landets status i den danske stat. Dette problem blev dog løst hen imod slutningen af 1. Verdenskrig af en komité bestående af islandske og danske parlamentarikere. I efteråret 1918 blev Forbundsloven vedtaget i både det danske og det islandske parlament, og den trådte formelt i kraft 1. december samme år. Loven gjorde Island til en fri og suveræn stat i personalunion med Danmark. De danske myndigheder skulle varetage visse anliggender, fx udenrigstjenesten og kystbevogtningen, indtil islændingene valgte at overtage dem.

Det islandske samfund forandredes gennemgribende i 1900-t. Ændringsprocessen indledtes i sidste halvdel af 1800-t., da befolkningspresset på landet medførte et gradvist sammenbrud af Islands traditionelle sociale system. Karakteristisk for denne udvikling var den hurtige demografiske forandring i Island, særligt efter 1880, da et stigende antal flyttede til byer og bygder ved kysten. Samtidig emigrerede mange islændinge til Nordamerika og oprettede islandske nybyggersamfund ved Lake Winnepeg i Canada, i North Dakota og andre steder i USA. I 1900-t.s første årtier blev den islandske fiskerflåde hurtigt motoriseret, samtidig med at motorbåde og trawlere erstattede åbne robåde og dæksbåde. Efterhånden som fiskeriet blev mere effektivt, mistede landbruget sit økonomiske overherredømme i Island.

Øget økonomisk velstand, voksende urbanisering og den nationalistiske kamps ophør krævede en gennemgribende reorganisering af det islandske politiske system med udgangspunkt i den nye sociale virkelighed. Desuden fik både kvinder og arbejdere fuld borgerret i 1900-t.s første årtier.

2. Verdenskrig fik stor indflydelse på Island, skønt landet ikke deltog direkte i krigen. Med sin beliggenhed midt i Atlanterhavet fik Island stor betydning for bevarelsen af kommunikationen mellem USA og Europa i krigsårene. For at sikre søruten for sine amerikanske allierede og samtidig forhindre en tysk invasion på Island besatte den britiske hær øen i maj 1940. Det følgende år underskrev den islandske regering en forsvarsaftale med USA, hvorved de amerikanske styrker påtog sig ansvaret for landets forsvar under krigen. Skønt britiske styrker forblev i Island indtil krigsophøret, frigjorde denne aftale mange af de britiske soldater i Island til kamp på det europæiske kontinent og i Nordafrika. Endelig betød den islandsk-amerikanske aftale, at Island endegyldigt blev trukket ind i den amerikanske indflydelsessfære.

Republikken Island blev formelt oprettet 17.6.1944 på Þingvellir, og oprettelsen blev accepteret næsten enstemmigt ved en folkeafstemning i Island, skønt nogle beklagede, at det skete på et tidspunkt, da Danmark var besat af Tyskland. Island legitimerede de afbrudte forbindelser med Danmark ved, at Forbundsloven af 1918 gav mulighed for at begge parter kunne forlange en revision af loven efter 1940; krigen gjorde det imidlertid umuligt at diskutere denne revision med den danske Rigsdag som loven krævede. Nu kunne Island blive fuldgyldigt medlem af det internationale samfund, og den kendsgerning blev senere bekræftet med landets medlemskab af FN og NATO. Under den kolde krig tog Island stærkt parti for USA og dets vestlige allierede, men islændingene har altid været tøvende over for at skulle opgive den suverænitet, som de har vundet gennem lang tids kamp. Derfor var tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Island fra 1951 i årtier det mest omdiskuterede politiske spørgsmål i landet. Også et muligt medlemskab af Den Europæiske Union fremkaldte stærk modstand i Island, skønt landet i årevis har haft fuldt samarbejde med naboerne i Nordisk Råd og med EFTA samt deltaget i Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsaftale fra 1992.

Trods det tætte samarbejde med Vesteuropa har Islands alvorligste internationale konfrontationer efter 2. Verdenskrig været med dets NATO-allierede, Storbritannien. Konflikterne med briterne, de såkaldte Torskekrige, skyldtes udvidelser af Islands fiskerigrænser, men trods voldsomme protester måtte den britiske regering acceptere de islandske krav i 1976.

Efter betydelige økonomiske problemer i begyndelsen af 1990'erne, bl.a. som følge af beskæring af torskekvoterne, oplevede Island fra 1996 årlige vækstrater på mellem fire og fem procent.

Læs mere i Lex

• Islands seneste historie
• Island