Kontrabande er varer, der ud- eller indføres i strid med lovgivningen, dvs. smuglervarer. Mere almindeligt bruges ordet i betydningen krigskontrabande, dvs. våben og militær udrustning (ubetinget kontrabande) og andre militært anvendelige varer (betinget kontrabande), der transporteres på et neutralt skib til et krigsførende land, til et territorium under dette lands kontrol, eller som har det krigsførende land som slutdestination. En sådan ladning kan opbringes og konfiskeres af et andet krigsførende land, og under visse skærpende omstændigheder kan ikke bare kontrabanden, men også den øvrige ladning og eventuelt selve skibet konfiskeres.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kontrabande kommer fra latin contra bannum 'mod forbud'.

Mens det har været relativt let at definere våben og egentligt militært udstyr som ubetinget kontrabande, har det været vanskeligt at definere, hvad der skal forstås ved betinget kontrabande. Fra 1600-tallet og frem til 1. Verdenskrig søgte man ved traktater at kodificere de varer, der faldt ind under betinget kontrabande, men begrebet blev stadig mere uklart, i takt med at de krigsførende hele tiden forlangte fortegnelserne udvidet. Allerede før krigen (Haag 1907) havde Storbritannien stillet forslag om, at begrebet blev afskaffet med den motivering, at det var til større gene for skibsfarten, end det var til nytte for de krigsførende, men forslaget blev ikke vedtaget. Kontrabandebegrebet spillede ikke den store rolle under 2. Verdenskrig, men fik fornyet aktualitet i 1990'erne i forbindelse med Golfkonflikten og krigene i det tidligere Jugoslavien, hvor krigsskibe under FN's mandat blev sat ind i Den Persiske Golf og Adriaterhavet for at sikre, at den af FN pålagte embargo på våben og andet blev overholdt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig