Den amerikanske koreograf Vincent Paterson oplevede sit livs samarbejde på Lars von Triers 'Dancer in the Dark'. Information har talt med ham om samarbejdet, koreografi, forskellige musicals og hovedrolleindehaveren Björks sære musik

Jeg kan ikke lide musicals - de eneste, jeg nogensinde har deltaget i, har været mørke og dystre, Edderkoppekvindens kys og Evita. Ellers har jeg holdt mig væk fra dem, fordi jeg simpelthen ikke kan lide en verden, hvor alting er utopisk, og 'vi er alle glade, er vi ikke, og stikker fingeren i kinden og smiler rigtig stort.' Det fungerer altså ikke for mig. Jeg er en glad mand, men jeg foretrækker kunstens mørkere sider."
Fastslår den amerikanske koreograf Vincent Paterson med stor overbevisning, da vi en sommervarm formiddag mødes over en kop kaffe på Café Bjørgs i det indre København.
Og umiddelbart er det et lidt overraskende udsagn fra en mand, som lever af at danse - eller af at få andre til at danse. Omvendt kan man sige, at hvis Paterson havde været til Hollywood-musicals af den klassiske slags, hvor Gene Kelly og Fred Astaire gør dansen til en let, tiltalende og ufarlig leg, så ville han sikkert ikke have fundet sammen med Lars von Trier i et, skal man tro Paterson, fællesskab af enstænkende sjæle omkring von Triers kommende film, den 100 millioner kr. dyre musical Dancer in the Dark, der har den islandske sangerinde Björk i hovedrollen.
"Jeg påskønner musicals, Lars elsker dem," forklarer den sympatiske og snaksaglige Paterson videre.
"Men Lars skrev ikke en Hollywood-musical. Havde det været enhver anden og deres bud på en Hollywood-musical, så ville jeg formodentlig ikke have medvirket. Lars' bud på en musical var så meget tættere på, hvad jeg måske ville skrive, hvis jeg skulle skrive en musical. Den handler om dybden af en persons intensitet, det er en meget mørk historie. Den beskæftiger sig med ekstreme og ærlige niveauer af både glæde og sorg. Det er et virkeligt sjælesøgende stykke i modsætning til Hollywood-musicals, som ofte skøjter henover rigtige følelser og beskæftiger sig med en overfladisk form for virkelighed."
Dancer in the Dark handler om den fattige fabriksarbejder og indvandrer fra Europa, Selma, der sammen med sin søn bor og arbejder blandt andre fattige indvandrere i staten Washington i USA.
Udover Björk, der spiller Selma og har komponeret musikken til filmen, tæller rollelisten franske Catherine Deneuve, svenske Peter Stormare og amerikanske David Morse, Joel Grey og Kara Seymour, ligesom Paterson selv har en rolle som lederen af et lokalt teater, der kæmper med at sætte The Sound of Music op på en meget lille scene.

Ønsketænkning
Samarbejdet mellem Vincent Paterson og Lars von Trier startede, da Patersons agenter ringede med et tilbud, som Vincent trods travlhed og manglende lyst til at koreografere flere film ikke kunne afslå.
"Jeg er meget... jeg ved ikke, om synsk er det rigtige ord, men jeg er overbevist om, at vi har en masse underbevidste kræfter, og at vi, hvis vi retter dem i den rigtige retning, kan få ting til at ske, positive ting. Jeg eksperimenterer ikke med den anden side. I de seneste to år har jeg haft... efter at have set Breaking the Waves, som jeg så fire gange, fordi jeg var så imponeret over stilen, måden at fortælle historien på, som jeg syntes var så unik, film til video-overførslen og præstationerne... jeg læste en artikel om Lars von Trier og hang så hans navn op på mit køleskab, og hver dag i to år har hans navn hængt på mit køleskab. Det er hvad, jeg gør. Jeg holder denne person i min bevidsthed hele tiden."
"Den anden ting er, at i de senere år, hvor jeg langsomt har bevæget mig væk fra udelukkende at lave koreografi, har folk spurgt mig, om der er nogen tilbage i musikbranchen, som jeg gerne ville arbejde med. Og mit svar har altid være det samme, 'ja, to kvinder: Bette Midler og Björk.' Så, for at gå et skridt tilbage, mine agenter ringede til mig og sagde, at jeg sikkert gerne ville høre om dette projekt. 'Okay, lad mig høre.' 'Den skal instrueres af Lars von Trier.' Og sandheden var, at jeg sagde 'fuck!' Og, fortsatte de, 'den har Björk i hovedrollen.' 'Fuck! Fuck!' Så bad jeg dem sende mig manuskriptet, hvilket de gjorde. Jeg læste manuskriptet og blev forelsket i det."
Siden april har Vincent således arbejdet i Lars von Triers filmby i Avedøre med alt fra to til 50 dansere for at få hold på de fantasisekvenser - Selmas drømme - der rummer dansen og musikken og skal optages med de allerede meget omtalte 100 kameraer - en proces Vincent mere eller mindre har været ansvarlig for.

Fra step til dans
Den oprindelige titel på filmen var Taps, og den handlede følgeligt om stepdans, men det ændrede sig, da Vincent Paterson og Lars von Trier mødte hinanden.
"Lars ringede, og vi talte sammen, og jeg fortalte ham, hvor meget jeg havde nydt hans film og dette manuskript, men jeg måtte indrømme, at jeg ikke var manden, han ledte efter, fordi jeg ikke steppede. Han spurgte, om jeg ville møde ham alligevel. Så jeg fløj herover og mødte ham. Vi havde et interessant første møde. Han forsøgte at beskrive den form for dans, der skulle være i filmen. Det ville ikke blive noget i stil med Hollywood-musicals, folk var ikke bundet til snore og ville ikke flyve - intet af det, der skete ville være udenfor virkelighedens rammer."
"Jeg lyttede i et øjeblik og bladrede til en side i manuskriptet og sagde, 'hvorfor, i denne scene, hvor hun er helt alene i en isolationscelle, står der så, at hun danser op ad væggen, hun danser på loftet e.t.c?' Han rejste sig op, gik væk fra bordet, kom tilbage og satte sig ned. Og han sagde noget i retning af, at 'folk snakker ikke sådan til mig. Folk tager ikke den slags emner op med mig.' 'Ved du hvad Lars, hvis vi skal have en mulighed for at arbejde sammen, så er det nødt til at være sådan, for jeg har en stor kæft, og jeg er nødt til at sige, hvad jeg mener og føler.'"
"Det var strike nummer et. Strike nummer to var, at jeg ikke steppede og sagde, at fra et koreografisk synspunkt - jeg vidste, at Björk ikke steppede - ville det være umuligt at lære hende at steppe på en måde, så hendes præstation gjorde historien troværdig. Det var pointe nummer to."
"Da jeg skulle rejse den næste dag, spurgte han mig, om jeg ikke ville komme igen, så vi kunne tale noget mere. Vi gik så godt i spænd og så hurtigt - som en slags kunstneriske brødre - og han sagde, at han godt kunne tænke sig, at vi fik muligheden for at lege og skabe sammen. 'Jeg synes, det er en god pointe omkring stepdansen, og jeg er villig til at ændre det i manuskriptet, hvis vi kan få det til at fungere.'"
Ændret blev det, og Vincent kunne gå i gang med at udforme de mange dansescener, så også de ikke så dansevante skuespillere kunne følge med.
"Alle kan danse," mener han.
"Nogle mennesker ved ikke, at de kan danse. Nogle mennesker har en meget snæver opfattelse af, hvad dans går ud på. For mig er dans enhver form for bevægelse af kroppen til musik - hvis det involverer en rytme, så er det dans. Jeg vidste, at Björk ikke er uddannet danser, så efter at have set en masse videoer med Björk, besluttede jeg mig for, at måden at få denne film til at virke på, var ved at udnytte, hvad der faldt naturligt for Björk. Tage de mærkelige, uhyggelige - næsten smukke, men forvrængede bevægelser, hun laver med sin krop, og bruge det som grundlag for, hvordan alle bevægelserne ville se ud. Således at alt, hvad der sker, understøtter hende i modsætning til at få hende til at underordne sig noget, jeg har i mit hoved."
"Når jeg arbejder med Michael Jackson og Madonna, så har jeg en fornemmelse af, hvad de kan præstere, og jeg ved, hvor langt jeg kan presse dem. Jeg prøver altid at få dem til at gøre noget, de ikke har gjort før alligevel. Jeg beder også Björk om at gøre en masse ting, hun aldrig har prøvet før. Jeg er som koreograf ikke interesseret i at få folk til at gøre, hvad der passer mig. Jeg er interesseret i at finde et samarbejde mellem skulptøren og materialet, og som skulptør kan jeg ikke tage en klump ler og lave den om til en glasrude. Jeg er nødt til at arbejde med det ler, som er tilstede og lave det smukkeste stykke kunst, jeg kan med ler - eller diamant eller marmor."

Improvisation
Hvad Vincent Paterson fandt i Lars von Trier, og som han kunne overføre på sit eget arbejde, var en lyst til at eksperimentere og improvisere.
"Alle, som har medvirket i denne film, har virkelig efterladt alle de regler, de har lært tidligere. De træder ind i Lars' verden og min verden. Med Lars er de nødt til at lære at improvisere foran kameraet, hvilket de fleste af dem ikke havde prøvet før. Med mig... de fleste af dem har ikke prøvet at bevæge sig før. Jeg prøver først at skabe et meget afslappet miljø, hvor de kan le, begå fejltagelser og vide, at det er i orden, - det er første skridt. Skridt to er, fordi jeg er instruktør, så prøver jeg at skabe bevægelser især til denne film, som kommer fra et indre sted. Det handler ikke så meget om, hvor smukke de ser ud i deres bevægelser, som om, at dette er, hvad deres karakter siger, når de bevæger sig sådan."
"Jeg prøver at abejde med dansen, som Lars arbejder med sit manuskript. Han skriver meget specifikke replikker og siger så, 'lær replikkerne, men vi skal improvisere, så du behøver ikke gentage dem.' Med stykkerne til Björk, så er alle i baggrunden koreograferet mere eller mindre fra start til slut. Björk er koreograferet 90 procent i det, at hendes mønster og destination er koreograferet. Nogle gange er hun i sync med de andre, men det meste af tiden, så fører hendes mønster hende et bestemt sted hen, og hun må gøre det, som hun har lyst til. Det er meget lig Lars' stil, og jeg tror, at det er meget vigtigt for at gøre dette til en sammenhængende film."

Björk på syre
En anden vigtig del af filmen er selvfølgelig den musik, som Björk har skrevet, og som von Trier selv har skrevet teksterne til. Og arbejdet med den var en dialog de tre hovedkræfter imellem.
"Der er ikke noget score, så musikken optræder kun i fantasisekvenserne. Og så er der en sidehistorie med The Sound of Music. Lars skrev overvejende teksterne, og Björk skrev musikken, og så snakkede jeg med dem om at komponere stykker, som virker strukturmæssigt til dans i modsætning noget, som man bare lytter til. Igen samarbejder vi alle tre konstant frem og tilbage og hopper ind på hinandens områder."
"Måden, jeg koreograferer på, er ved at tage et stykke musik og lytte til det 25 til 100 gange, før jeg begynder at få idéer eller ved, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Michael Jackson sagde engang, at 'lad musikken snakke til dig, prøv ikke på at påtvinge musikken noget.' Og det er, hvad jeg forsøger at gøre. Jeg lytter til det, indtil det ikke længere er musik, men bliver billeder. Så tænker jeg abstrakte tanker, 'dette handler om denne følelse, dette handler om frygt eller om glæde', så bliver det til, at 'dette handler om cirkler, rektangler eller eller om spiraler indeni rette linier eller ting, der griber ind i hinanden eller om baglæns bevægelser."
"Så tager jeg musikken og går i studiet med min assistent, og vi begynder at lege, og heldigvis har jeg en lille øvegruppe på en syv-ti personer, som jeg har for en dag, og jeg udforsker bevægelser med dem. Så henter jeg skuespillerne og danserne i studiet og så har jeg en dags øvelse, måske to, og det er alt."
"Manglen på øvetid på grund af tidsplanen og budgettet bekymrede mig virkelig, men jeg opdagede, hvilket altid sker i magiske stunder, at det kom mig til gode. Fordi jeg havde ikke tid til at rense alle og gøre deres bevægelser altfor specifikke, så endte jeg med at få meget mere individuelle karakteristikker. Så bevægelserne er måske ikke så præcise, men hvad jeg har ofret med hensyn til præcision er til fordel for individualitet, hvilket gør filmens tekstur så meget rigere."
"Musikken er som intet andet, jeg har hørt før. Først og fremmest er hvert stykke helt anderledes. Det går fra musik, der lyder, som var det hentet fra en Marx-Brothers film eller Looney Toons-tegenfilm, til et stykke, der lyder, som var det skrevet til London Filharmonikerne. Det går fra det fjollede til det sublime. Det er helt sikkert Björk, Björk på syre, Björk går til filmen, Björk spiller klassikerne. Det er fyldt med strenge, store orkestrationer, fyldt med udflippede samplede lyde fra gummisko, der glider henover et gymnastiksalsgulv, til maskiner på en fabrik. Og som en følge deraf er det meget inspirerende, for jeg føler aldrig, når jeg hører det næste stykke, at jeg er i færd med at lave noget, som jeg har lavet før, fordi musikken er så anderledes, at den fører mig til et helt andet niveau, rent kreativt. Den er virkelig magisk."
Samarbejdet med Lars von Trier betegner Vincent Paterson som et af de bedste i sin karriere, bl.a. på grund af den store frihed og det ansvar, von Trier har givet ham.
"Det har været dét mest tilfredstillende, kunstnerisk, kreativt, og åbne og ærlige forhold, jeg nogensinde har haft med en anden instruktør i hele mit liv. Han er en meget stærk kunstner. Den mand har betroet mig så meget af sit arbejde, noget, der er så vigtigt for og nær hans hjerte og sjæl, og han har gennem sin generøsitet givet mig en mulighed for at gøre, hvad det er, jeg gør, uden frygt - min eller hans. Som en følge deraf, føler jeg, at jeg har lavet noget af mit bedste arbejde nogensinde i mit liv. På grund af hans tillid og åbenhed, som har gjort det muligt for mig at bidrage og skabe, lige fra at skabe dansestykkerne og spille med - jeg har en stor rolle i hans film, som jeg sagde ja til for at være en del af hans proces - til på sin vis at være ansvarlig for hele 100-kamera-holdet og sørge for, at alle skuddene sættes op."
"Den mand er, ikke kun som en kunstner eller instruktør, men som person, et af de mest gavmilde mennesker, jeg nogensinde har mødt."

Med kniv og gaffel

Vincent Paterson har arbejdet professionelt med skuespil og dans, siden sine tidlige 20'ere, og som 24-årig landede Vincent i Hollywood, hvor han lovede sig selv, at hvis han ikke indenfor et år kunne leve af sin dans, så ville han opgive den.
"Der er så mange mennesker i underholdningsbranchen, som i virkeligheden er tjenere, og jeg ville ikke være en et-eller-andet/et-eller-andet."
Det løfte blev ikke svært at holde, for snart var Vincent en af de mest brugte dansere i filmbyen, ligesom han hurtigt begyndte at få tilbud om selv at koreografere de ting, han ellers kun havde danset eller assisteret andre med at sammensætte.
Hvor den store lyst til at danse kom fra, ved Vincent Paterson ikke, men faren underviser i selskabsdans, og som dreng lærte han at danse jitterbug, chacha og foxtrot - så måske han altid har haft det i sig.
Men, siger han, "dans blev aldrig betragtet som nogen kunstart. Det var som at lære at spise med kniv og gaffel, så man ved, hvor servietten skal ligge og er tryg, når man går ud."
Blandt Vincents mest prominente kunder hører Madonna og Michael Jackson, ligesom filminstruktører som Steven Spielberg, Mike Nichols og Alan Parker har brugt Paterson evner på deres film.
I de senere år har han brugt mere tid på selv at instruere end at koreografere, og det er kun, hvis projektet virkelig er interessant, at han siger ja til at koreografere endnu en film.