Spring til indhold

Sukhoj Su-25

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den printbare version understøttes ikke længere, og har muligvis nogle renderingsfejl. Opdater venligst din browsers bogmærker og brug i stedet din browsers standard printfunktion.
Sukhoj Su-25
En Su-25 fra det georgiske luftvåben
Beskrivelse
TypeIldstøttefly
Besætning1
Jomfruflyvning1975
I aktiv tjeneste1981-
UdgaverSu-25, Su-28, Su-39
FabrikantSukhoj (design)
Dimensioner
Længde15,53 m
Spændvidde14,36 m
Højde4,80 meter
Vingeareal30,1 m²
Tomvægt9.185 kg
Maksimal startvægt17.600 kg
Motor2× Tumanskij R-195 turbojetmotorer
Motorydelse44,18 kN (hver motor)
Tophastighed975 km/t
Ydeevne
Rækkevidde375 km fuldt lastet
Tophøjde7.000 meter[1]
Stigeevne58 m/s
Bevæbning
Skyts1× 30 mm GSj-30-2 maskinkanon med 250 patroner
Missilerluft til luft: R-60 Aphid (infrarødt)
luft til jord: Kh-25 (Karen), Kh-29 (Kedge), 9K121 Vikhr (Scallion)
Raketterfx 8 beholdere a 20 80 mm S-8
ElektronikKljon PS laserafstandsmåler (næsen), Sukhogruz IRCM (halen), Kopjo-radar (under kroppen)

Sukhoj Su-25 ((russisk: Сухой Су-25), NATO-rapporteringsnavn Frogfoot) er et enkelt-sædet to-motorers sovjetisk ildstøttefly udviklet og bygget af den russiske flyproducent Sukhoj. Flyet er udviklet til at yde støtte til sovjetiske landtropper.

Udvikling

I 1960'erne havde Sovjetunionen behov for at udvikle en ny jagerbomber, der kunne benyttes som nærstøtte for tropper på jorden. Sovjetunionens daværende kampfly (Su-7, Su-17, MiG-21 og MiG-23) var ikke i stand til at løse sådanne opgaver tilfredsstillende. De daværende fly var for sårbare over for beskydning og fløj for hurtigt, hvilket vanskeliggjorde pilotens visuelle kontakt med målet.

Pavel Sukhoj fra Sukhoj Designbureau og de øvrige sovjetiske designbureauer (Jakovlev, Iljusjin og Mikojan) fik til opgave at udvikle et fly, der kunne leve op til de ønskede specifikationer. Sukhoj fremstillede et design "T-8" i 1968, der dannede grundlag for to prototyper (T8-1 og T8-2) i januar 1972.

Efter en lang række testflyvninger fløjet af Vladimir Iljusjin fløj prototypen T8-1 sin første jomfruflyvning den 22. februar 1975. Su-25 viste sig overlegen i forhold til alternativet Iljusjin Il-102 og en serieproduktion blev iværksat af det sovjetiske forsvarsministerium.

Flyet blev fremstillet på fabrik nr. 31 i Tbilisi i Georgien, der påbegyndte produktionen i 1978.

Efter visse tekniske problemer kom de første Su-25'ere i tjeneste i det sovjetiske luftvåben i 1981.

Struktur

Sukhoj Su-25 er en moderne udgave af 2. Verdenskrigs Sjturmovik-angrebsfly. Piloten sidder i et pansret "badekar" af titan, og der er panserplader omkring sårbare steder på motorerne. Der er et større mellemrum mellem motorerne for at undgå at et enkelt Stinger-missil kan skyde flyet ned. Der er brandhæmmende skum i brændstofsystemet, og diverse reservesystemer er fysisk adskilte fra hovedsystemerne[2].

Da flyet er subsonisk, er vingerne svagt pilformede. Tæt på vingespidsen er luftbremserne anbragt. Sammen med de dobbelte flaps forbedrer det Su-25's evne til at flyve langsomt over slagmarken. Under hver vinge er der fire pyloner (våbenstationer) til tunge laster og en yderst til lette laster[3].

Operativ tjeneste

Flyet gjorde tjeneste i Afghanistankrigen (1979-89), hvor Sovjetunionen mistede 22 fly. Ruslands senere vicepræsident Aleksandr Rutskoj blev fx skudt ned af pakistanske F-16-fly, fordi hans Su-25 kom ind i pakistansk luftrum. Su-25 var ligeledes benyttet i den første og anden krig i Tjetjenien. I krigen i Sydossetien blev flyet benyttet af både Georgien og Rusland.

Republikken Makedonien anvendte Su-25 mod albanske oprørere i konflikten i Makedonien 2001 og en række afrikanske stater, herunder Elfenbenskysten, Tchad og Sudan har benyttet flyet under lokale konflikter.

Irak erhvervede i juni 2014 en række Su-25'ere fra Rusland med henblik på indsættelse mod oprørsbevægelsen ISIS.[4] Irak havde tidligere benyttet Su-25'ere under krigen mod Iran. De fleste af Iraks oprindelige Su-25'ere blev ødelagt eller fløjet til Iran i 1991 ved udbruddet af Golfkrigen.

I forbindelse med urolighederne i Ukraine 2014 har Ukraines luftvåben benyttet bl.a. Su-25 mod de pro-russiske oprørere.[5] Den 26. maj 2014 ydede ukrainske Su-25'ere støtte til Mil Mi-24-kamphelikoptere under en militæraktion med henblik på at opnå kontrol med lufthavnen i Donetsk.[6] Den 2. juli 2014 styrtede en ukrainsk Su-25 ned som følge af tekniske problemer.[7][8][9]

Ukraine hævder, at en Su-25 blev skudt ned den 16. juli 2014 af en russisk MiG-29 med et R-27T missil.[10] Rusland har afvist at have skudt flyet ned.[11] Den 23. juli 2014 oplyste Ukraine, at to Su-25'ere var blevet skudt ned af jord til luft-missiler over et område kontrolleret af pro-russiske separatister. Nedskydningen er bekræftet af den selvudnævnte regering i Folkerepublikken Donetsk.[12]

Under den russiske intervention i borgerkrigen i Syrien i 2015 og senere har Rusland udstationeret adskillige Su-25'ere ved Khmejmim Air Base i Syrien.

Det er i dag 600 fly i tjeneste i en række lande, der tidligere var en del af Sovjetunionen. Rusland benytter ca. 200 fly.

Versioner

Russisk Su-25UB. Tosædet skolefly

De første Su-25 havde to Tumanskij R-13-motorer, af samme type som jagerflyet Sukhoj Su-15 Flagon, dog uden efterbrænder. Senere eksemplarer havde Gavrilov R-195-motorer. I næsen var der en Kljon PS laserafstandsmåler og en indbygget dobbeltløbet Grjazev-Sjiponov 30 mm maskinkanon. I halen og vingespidserne sad Pion passive radarantenner. Flyet har også en bremseskærm til korte baner.

I 1984 kom eksportversionen Su-25K med mindre avanceret elektronik. Su-25UB (Frogfoot-B), der er et to-sædet træningsfly, kom i 1985. Den tilsvarende eksport-udgave hedder Su-25UBK. Det ekstra cockpit ødelægger luftstrømmen til den nederste del af sideroret, så halefinnen er tilsvarende højere.

Et demilitariseret træningsfly Su-25UB fik betegnelsen Su-25UT eller Su-28, og kom frem i 1987. Det havde hverken maskinkanon, laserafstandsmåler i næsen eller pyloner under vingerne. Den anvendtes af DOSAAF, der var en paramilitær sportsorganisation, der forberedte medlemmerne på skydning, flyvning o.lign. inden militærtjeneste[13].

I 1987 kom der et skolefly til den russiske flåde. Denne version benævnes Su-25UTG og øver piloter i at lette og lande på det russiske hangarskib Admiral Kuznetsov. Su-25UTG er udstyret med en kraftig halekrog.

Su-25BM, der benyttes til slæbemål, kom i 1989.

En opgraderet version fremstilles som Su-25T. Den blev udviklet som en "kampvognsdræber" og bygger på Su-25UB. Det bagerste cockpit er omdannet til et avionik-rum, og laserafstandsmåleren i næsen er udskiftet med Sjkval elektro-optisk sigtemiddel. Sjkval fylder mere, så 30 mm maskinkanonen er rykket bagud, og sidder udenpå skroget. På roden af halefinnen sidder Sukhogruz IRCM til beskyttelse mod varmesøgende missiler. I mellem landingsbenene kan der sidde diverse kapsler, fx Kinzjal FLIR og Merkurij laserdesignator.

Den nyeste version der produceres er Su-25TM (også kaldet Su-39), primært med forbedret avionik, men også med en radarskærm i cockpittet til en eksternt monteret Kopjo-radar.

I samarbejde med Elbit Systems fra Israel er sidste skud på stammen Su-25SM, med glass-cockpit og hjelmsigte. Med Ruslands kroniske økonomiske problemer er produktionen af Su-25SM voldsomt forsinket[14].

I 1989 oprettede Sovjetunionen kunstflyvningsholdet de "Himmelske Husarer" med fem Su-25. Rusland overtog holdet, indtil det af økonomiske grunde nedlagdes i 1997. Flyene var farvestrålende men stadigvæk kampklare[15].

Sammenlignelige fly

A-10 Thunderbolt II


Galleri

  • Tegning af Su-25
    Tegning af Su-25
  • Russisk Su-25 fra "De Himmelske Husarer" i falmet bemaling
    Russisk Su-25 fra "De Himmelske Husarer" i falmet bemaling
  • Su-25UTG fra Ruslands flåde med halekrog til dækslandinger
    Su-25UTG fra Ruslands flåde med halekrog til dækslandinger
  • En ukrainsk Su-25 med ustyrede raketter og to R-60 (Aphid) luft til luft-missiler under styrbord vinge
    En ukrainsk Su-25 med ustyrede raketter og to R-60 (Aphid) luft til luft-missiler under styrbord vinge
  • Cockpittet i en Su-25
    Cockpittet i en Su-25
  • Russisk Su-25T. Det bagerste cockpit er omdannet til avionik-rum, IRCM er anbragt i roden af halefinnen.
    Russisk Su-25T. Det bagerste cockpit er omdannet til avionik-rum, IRCM er anbragt i roden af halefinnen.

Noter

  1. ^ "Specifikationer på Sukhojs hjemmeside". Arkiveret fra originalen 22. juli 2014. Hentet 16. januar 2015.
  2. ^ Gordon, Yefim (2003). Sukhoi Su-25 (engelsk). Polygon-Press Ltd. s. 3. ISBN 1-932525-03-3.
  3. ^ Side 74-75 i Yefim Gordon; Sukhoi Su-25 (2003)
  4. ^ Target ISIS: First batch of Russian fighter jets arrives in Iraq, RT.com, 29.06.14
  5. ^ http://theboresight.blogspot.fr/2014/04/30-hours-earlier-and-ukraine-crisis.html The boresight, blogspot.fr]
  6. ^ The Aviationist » Impressive Videos of the Ukrainian Air Strikes on Donetsk
  7. ^ "В Днепропетровске разбился штурмовик Су-25". www.lenta.ru. Lenta.ru. 2. juli 2014. Hentet 2. juli 2014.
  8. ^ "Штурмовик Су-25 разбился в Днепропетровске из-за неисправности, пилот жив". www.lenta.ru. Interfax-Ukraine. 2. juli 2014. Hentet 2. juli 2014.
  9. ^ Su-25 attack aircraft crashes in Dnipropetrovsk
  10. ^ SBU releases more conversations implicating Russia in shooting down Malaysia Airlines flight (VIDEO, TRANSCRIPT)
  11. ^ "Russia Rejects 'Absurd' Accusation Over Downed Ukrainian Jet". rferl.org. Radio Free Europe/Radio Liberty. Hentet 20. juli 2014.
  12. ^ Kiev says two Su-25 fighter jets shot down, accuses Russia, rt.com, 23. juli 2014
  13. ^ Side 38-39 i Yefim Gordon; Sukhoi Su-25 (2003)
  14. ^ Side 3-5 i Yefim Gordon; Sukhoi Su-25 (2003)
  15. ^ Side 19-21 i Yefim Gordon; Sukhoi Su-25 (2003)
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Sukhoj_Su-25&oldid=11226921"