Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Kapel | |
---|---|
Dirigent p.t. | Alexander Vedernikov |
Netsted | http://www.kapellet.org |
Det Kongelige Kapel (engelsk: The Royal Danish Orchestra) er et dansk symfoniorkester, der kan føre sine rødder tilbage til det trompeterkorps, som Christian 1. grundlagde i 1448. Derefter blev korpset udvidet i flere omgange; men i de økonomisk trange år under Danmarks deltagelse i Trediveårskrigen blev det beskåret. Omkring 1700 begyndte det at vokse igen, og dets opgaver blev udvidet til også at omfatte operaopførelser. Orkestret menes at være det ældste eksisterende i verden (blandt andet bekræftet af den engelske musikkommentator Norman Lebrecht).[1][2]
1769 nedlagdes trompeterkorpset, og orkestret var operaorkester. I slutningen af 1700-tallet blev orkesteret udvidet til 46 musikere og blomstrede op i forbindelse med F.L.Æ. Kunzens introduktion af Mozart. I de følgende år var først Claus Schall og senere H.S. Paulli markante kapelmestre.[2] Da Johan Svendsen blev kapelmester i 1883, begyndte han at afholde kapelkoncerter, som siden har udgjort en vigtig del af orkestrets liv og givet det mulighed for at prøve kræfter med den store symfoniske musik.[2]
Blandt de mange kapelmestre, der har ledet orkestret efter Johan Svendsen, nævnes Frederik Rung, Carl Nielsen, Georg Høeberg, Egisto Tango, Johan Hye-Knudsen og John Frandsen. Balletkapelmestre har været Emil Reesen, Peter Ernst Lassen og Arne Hammelboe.
Mange store dirigenter og komponister har i årenes løb arbejdet med Det Kongelige Kapel. Blandt de største navne kan nævnes Wilhelm Furtwängler, Carl Maria von Weber, Carl Nielsen, Richard Strauss, Igor Stravinskij, Sergiu Celibidache og Leonard Bernstein.[2]
I de senere år er kommet nye aktiviteter som pladsindspilninger, nytårskoncerter og koncertturneer i udlandet. Den seneste betydningsfulde begivenhed i orkestrets historie er flytningen til Operaen.[2]
Orkestrets chefdirigent er fra 2024 Marie Jacquot (født 1990 i Paris).[3]
I 2023 modtog kapellet 11 klokker til brug i fx Puccinis opera Tosca.[4][5]
Dirigenter
[redigér | rediger kildetekst]- Heinrich Schütz
- Johann Gottlieb Naumann
- Johann Abraham Peter Schulz
- F. L. Æ Kunzen
- Claus Schall
- Niels Gade
- Holger Simon Paulli
- Johan Svendsen (1883–1908)
- Frederik Rung
- Carl Nielsen
- Georg Høeberg (1914–1930) og Johan Hye-Knudsen
- Egisto Tango (1931–1946)
- John Frandsen (1946–1980)
- Poul Jørgensen (1980–1993)
- Paavo Berglund (1993–1998)
- Woldemar Nelson (1998–2000)
- Michael Schønwandt (2000–2011)
- Michael Boder (2012–2016 )[6]
- Alexander Vedernikov (2017–2020)[7]
- Paolo Carignani (1. gæstedirigent fra sæsonen 2021/22 og tre år frem)
- Marie Jacquot (chefdirigent fra sæsonen 2024/25)
Vigtige gæstedirigenter
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Dervan, Michael (2. september 2015), "The oldest orchestra in the world? That's a fuzzy notion", The Irish Times, arkiveret fra originalen 12. februar 2019, hentet 11. februar 2019
- ^ a b c d e Om Kapellet, kapellet.org, arkiveret fra originalen 12. februar 2019, hentet 11. februar 2019
- ^ https://kglteater.dk/medvirkende/m/marie-jacquot2
- ^ Kjempff, Marie (5. september 2023). "Kæmpeklokker ankommer til Operaen: Skal lyde som solopgangen over Rom". TV 2 Kosmopol.
- ^ video af klokker
- ^ "Double appointment at Royal Danish Opera. Gramophone vom 22. Mai 2012". Arkiveret fra originalen 19. juni 2016. Hentet 15. januar 2020.
- ^ Om Kapellet, kglteater.dk, arkiveret fra originalen 12. februar 2019, hentet 11. februar 2019
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Axel Kjerulf: Kongelig Majestæts Musikanter (Boghallen 1952)
- Niels Friis: Det Kongelige Kapel (Haase og Søn 1948)
- Niels Martin Jensen: Fra hofkapel til Operaorkester (2006)
- Troels Svendsen og Mogens Andresen: Det kongelige Kapel, Verdens ældste orkester (Gads forlag 2014 - ISBN 978-87-12-05052-0)
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Kapellets egen hjemmeside Arkiveret 20. oktober 2020 hos Wayback Machine
- Det Kongelige Kapel på Det Kongelige Teaters hjemmeside Arkiveret 9. april 2016 hos Wayback Machine