Spring til indhold

Låsby

Koordinater: 56°09′04″N 9°48′42″Ø / 56.15111°N 9.81167°Ø / 56.15111; 9.81167
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Låsby
Forsamlingshuset Låsby Marked
Låsby Kro
Låsby Kro
Overblik
Land Danmark
RegionRegion Midtjylland
KommuneSkanderborg Kommune
SognLåsby Sogn
Postnr.8670 Låsby
Demografi
Låsby by2.055[1] (2024)
Kommunen65.205[1] (2024)
 - Areal436,1 km²
Andet
TidszoneUTC +1
Hjemmesidewww.laasby.net
Oversigtskort
Låsby ligger i Midtjylland
Låsby
Låsby
Låsbys beliggenhed 56°09′04″N 9°48′42″Ø / 56.15111°N 9.81167°Ø / 56.15111; 9.81167

Låsby er en by i Østjylland med 2.055 indbyggere (2024)[1], beliggende 15 km syd for Hammel, 17 km øst for Silkeborg, 10 km nord for Ry og 16 km nordvest for Skanderborg. Byen hører til Skanderborg Kommune og ligger i Region Midtjylland. I 1970-2006 hørte byen til Ry Kommune.

Låsby hører til Låsby Sogn, og Låsby Kirke, som er fra 1100-tallet og kan rumme 200 personer,[2] ligger i den gamle landsby, som nu udgør den nordlige udkant af Låsby efter at den har bredt sig mod syd forbi den gamle Aarhus-Silkeborg landevej.

  • Låsby Skole har 437 elever, fordelt på 0.-9. klassetrin, og tendensen har været stigende de senere år.[3]
  • Låsby Hallen blev i 2015 udvidet med 400 m², der indeholder multihal, cafe- og kulturområde og nyt indgangsparti.
  • Låsby Forsamlingshus har to sale til hhv. 85 og 35 personer.[4]
  • I Låsby Marked holdes der indendørs kræmmermarked næsten hver weekend.[5]

Hovedvej 15 (Grenaa-Ringkøbing) blev allerede i 1965 ført uden om Låsby på en 4-sporet omfartsvej. Vejen og dens viadukt under sekundærrute 457 (Skanderborg-Houlbjerg) blev genbrugt af Herningmotorvejen (Aarhus-Herning), som blev færdig i 2016.[6] Fra Låsby går der desuden landevej til Ry (sekundærrute 455) og til Voel.

En folkefortælling forklarer, at Låsby fik sit navn fordi den i Frode Fredegods tid var den eneste by i landet, hvor man havde lov til at låse af. Det kom sig af, at byen var nabo til Galten, som også gik under navnet "Tyvegalten". Galten har ifølge fortællingerne bl.a. i gamle dage huset en stor mestertyv, som var meget aktiv og berygtet på strækningen mellem Aarhus og Silkeborg.[7]

Skanderborg museum har foretaget udgravninger, der afslørede en bygning fra bronzealderen, tidsfæstet til 900-501 f.Kr., og et hus fra jernalderen, dertil et grubehus fra jernalderen (dateret 540-710 e.Kr.). I alt var der tale om 80 konstruktioner, hvoraf 36 staklader, 3 småhuse, 18 økonomibygninger og 23 langhuse, samt 17 hegn. Stenlægning/stensamling fra stenalderen tilbage til 3950-1701 f.Kr. med en del flintafslag og en skraber. Der blev fundet flere ovne. Dyrkningsspor er fra nyere tid (1200-1848).[8]

Låsby havde stationAarhus-Hammel-Thorsø Jernbane (1902-56). Pga. terrænforholdene blev den placeret på åben mark 3 km nordøst for kirkelandsbyen. Omkring stationen opstod bebyggelsen Låsby Stationsby. Udviklingen kom dog ikke i stationsbyen, men i selve Låsby, der var begunstiget af beliggenheden ved landevejskrydset.

I 1904 beskrives Låsby således: "Laasby, ved Randersvejen, med Kirke, Skole, Forsamlingshus (opf. 1896), Bryggeri, Pottemageri, Kro, Købmandshdl. og Telefonst. samt Jærnbanest.;"[9] På forsamlingshusets indmurede skilt står der også "Afholds Beværtning". Målebordsbladet fra 1800-tallet viser desuden en smedje, og på målebordsbladet fra 1900-tallet er der også kommet et mejeri ved landevejskrydset.

Genforeningssten

[redigér | rediger kildetekst]

Hvor Sorringvej munder ud i Nørregade, står en sten der blev rejst i 1921 til minde om Genforeningen i 1920.[10] Samme år blev der også rejst en genforeningssten i landsbyen Flensted 1½ km vest for Låsby. Den står over for Flensted Byvej 17.[11]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ "Låsby Kirke". Arkiveret fra originalen 5. marts 2016. Hentet 21. oktober 2014.
  3. ^ Ifølge SkoleIntra, der i sommeren 2019 blev afløst af Aula-systemet, som ikke lægger op til at bringe disse oplysninger
  4. ^ Danske Forsamlingshuse: Låsby Forsamlingshus
  5. ^ "Markedskalenderen: Låsby Marked". Arkiveret fra originalen 25. september 2020. Hentet 11. januar 2017.
  6. ^ Fra afkørsel 24 Låsby til Funder hedder den Silkeborgmotorvejen.
  7. ^ Se §2150 fra Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, Silkeborg Bogtrykkeri (1895).
  8. ^ Kulturarv: Bøgely I
  9. ^ Laasby Sogn i J.P. Trap: Kongeriget Danmark, 3. udgave, 5. bind 1904, s. 207
  10. ^ Danmarks genforeningssten: Låsby
  11. ^ Danmarks genforeningssten: Flensted

Eksterne kilder/henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]