Wikipedia:Ugens artikel/Uge 19, 2010
Opera er en kunstform i hvilken sangere og musikere opfører et dramatisk værk, som er en kombination af tekst (nedskrevet i en libretto) og sang og instrumentalmusik (nedskrevet i et partitur). Opera hører hjemme i den vestlige musiks klassiske tradition og indeholder elementer fra det klassiske teater som fx skuespil, kulisser og kostumer og nogle gange også dans. Opførelsen af operaer finder typisk sted i et operahus under ledsagelse af et orkester, der kan være et fuldt symfoniorkester eller et mindre musikalsk ensemble.
Operaen som kunstform stammer fra det 16. århundredes Italien og blev mere betydningsfuld gennem de følgende århundreder med blandt andet Mozart som en af de store operakomponister. Det 19. århundrede betragtes af nogle som en operaguldalder, idet Richard Wagner og Giuseppe Verdi fra hhv. Tyskland og Italien var aktive i denne periode. Også i det 20. århundrede er der skrevet operaer, hvor der er blevet eksperimenteret med nye stilarter hos komponister som Arnold Schönberg og Alban Berg.
Med fremkomsten af moderne teknologi har operasangere fået et nyt og større publikum; en af de første operasangere, der blev kendt udenfor operahusenes traditionelle rammer, var tenoren Enrico Caruso. I moderne tid bliver operaer også opført i (og skrevet for) radio og tv. (Læs mere..)