Wikipedia:Ugens artikel/Uge 22, 2016
Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach (28. november 1700 – 27. maj 1770 var datter af markgreve Christian Heinrich af Brandenburg-Kulmbach og blev via ægteskab med Christian 6. dronning af Danmark. Sophie Magdalene var af den mægtige Hohenzollern-fyrsteslægt.
Sophie Magdalene blev i samtiden og eftertiden især kendt for sin tilbagetrukne tilværelse i forhold til folket samt for ombygningen af Hirschholm Slot. Mindre kendt, men med større perspektiv var det, at hun blev landboreformernes pioner, da hun i årene fra 1759 til 1761 gjorde bønderne under slottet til arvefæstere, det vil sige sikrede dem mod opsigelse og fratrædelse af deres gårde ved død og skifte.
Det satte præg på hende, at hun kom fra et fattigt fyrstehus. Hun kompenserede ved at opføre sig og bygge både fornemt og dyrt. Hun gjorde, hvad hun kunne for at hjælpe sin familie, blandt andet til fremtrædende stillinger i Danmark. Ligeledes satte det præg på hende, at hun - som kongen - var pietist og lagde vægt på en kristen levevis. Det betød, at der ingen fester og baller var ud over det mest nødvendige. Helligdagslovgivningen blev stærkt overholdt.
Sophie Magdalene fik aldrig sat det præg på sine børn, som hun ønskede. Til gengæld lykkedes det hende at få et godt forhold til sit barnebarn, den senere Christian 7. (Læs mere..)