Wikipedia:Ugens artikel/Uge 24, 2016
Eritrea er et land i det nordlige Østafrika. Landet grænser op til Sudan i vest, Etiopien i syd og Djibouti i sydøst. Landets øst- og nordøstlige side kyst mod det Røde Hav, hvor Dahlakøerne ligger. Området var tidligere en italiensk koloni, som blev annekteret af Etiopien i 1952 og efter en løsrivelseskrig og folkeafstemning blev selvstændigt i 1993. Landet er rigt på råstoffer, blandt andre guld, sølv, nikkel, olie og naturgas.
Der findes ni folkegrupper i landet. Landet er domineret af semitisk talende folkegrupper, som udgør omkring 85 % af den samlede befolkning. Det to dominerende sprog er tigrinja og arabisk. De to største religioner i Eritrea er kristendom og islam, idet kristne udgør et klart flertal.
Politisk er landet de facto et diktatur. Den eritreanske regerings vigtigste udviklingsprojekt er den så kaldte Warsai-Yekalo-kampagne, en samfundstjeneste, hvor alle indbyggere skal bidrage til landets opbygning ved at arbejde for staten. På den måde er der arbejdskraft til reparation og byggeri af infrastrukturen, dæmninger, jordbrug, skoler, klinikker, sygehuse etc. Med dette vil man sikre landets madforsyning på sigt samt lokke udenlandske investeringer og turister til. Denne politik har imidlertid ført til, at mange illegalt udvandrer til andre lande. Mange af regeringens tiltag har ledt til en svækkelse af den private sektor og dennes investeringer til fordel for statslige (eller partibaserede) monopoler. Militærtjenestens organisering til en national arbejdskraft indebærer en stor besparelse for statsudgifterne, eftersom arbejdskraften er gratis, og meget af det materiale og den kapital, som anvendes, er en kombination af billige stedlige ressourcer samt billig import og kontraktbundne udenlandske virksomheder med relativt lave omkostninger fra blandt andet Kina og Sydkorea. Regeringen forsøger også at opbygge den begrænsede fiskeindustri og udnytte landets ressourcer i havet. (Læs mere..)