Wikipedia:Ugens artikel/Uge 40, 2016
Psilanderaffæren var en episode, der indtraf i Skálafjørður nær Torshavn på Færøerne under 2. verdenskrig den 20. juni 1940, hvor de fire svenske destroyere HMS Psilander (18), HMS Puke (19), HMS Romulus (27) og HMS Remus (28) blev tilbageholdt af Royal Navy. På dette tidspunkt var Danmark besat af Tyskland, og Storbritannien havde besat Færøerne. Tilbageholdelsen fandt sted, da briterne frygtede, at Tysklands Kriegsmarine ville beslaglægge dem og tage dem i tysk tjeneste, når de forlod Nordsøen
At svenske jagere overhovedet befandt sig ved Færøerne, i et for briterne ganske kritisk tidspunkt i krigen, i juni 1940 beroede på Sveriges akutte behov for moderne krigsmateriel, der opstod ved krigens udbrud i september 1939. Italien var et af de få lande, som kunne sælge det ønskede materiel, og et hurtigt salg af fire jagere blev gennemført. Fartøjerne blev klargjort i La Spezia i marts og april 1940. Efter en lang og dramatisk hjemrejse, forsinket af blandt andet pludseligt opståede defekter og besværligheder med at skaffe brændstof, havnede destroyerne sammen med passagerskibet Patricia og tankeren Castor ved Færøerne, da kamphandlingerne i Vesteuropa fik flådestyrken til at undgå sejladsen gennem den engelske kanal.
Cirka en uge senere fik Sverige efter intensive diplomatiske forhandlinger frigivet skibene, og de kunne efterfølgende sejle til Gøteborg. Eftersom jagerstyrkens chef, kommandørkaptajn Torsten Hagman havde overgivet et bevæbnet svensk orlogsfartøj til en fremmed magt uden kamp, blev han frataget sin kommando, og han blev indkaldt til indledende forhør ved krigsretten ved Västkustens marinkommando. Da sagen ikke gik videre til rettergang, fik Hagman heller ikke rettens ord eller offentlig oprejsning for rigtigheden i sin beslutning. (Læs mere..)