Wikipedia:Ugens artikel/Uge 44, 2016
Tupac Amaru Shakur (1971-1996), bedre kendt under sine kunstnernavne 2Pac og Makaveli, var en amerikansk rapper og skuespiller. Shakur har solgt over 75 millioner album på verdensplan, hvilket gør ham til en af de bedst sælgende musik-kunstnere gennem tiderne. Han blev født i Harlem i New York, men flyttede med familien via Baltimore til Californien. Begge hans forældre og flere andre i hans familie var medlemmer af De Sorte Pantere, hvis idealer er blevet afspejlet i hans sange.
Han begyndte sin karriere som roadie og danser, inden han i 1991 debuterede med soloalbummet Pacalypse Now efterfulgt af Strictly 4 My N.I.G.G.A.Z. i 1993. Senere dannede han forskellige grupper og viste han et imponerende flow og et stort talent for at tage sociale emner op på en måde, der appellerede til et bredt publikum i tiden.
Han var også involveret i en række kriminalsager, der bl.a. omfattede skyderi og voldtægt, og han blev i 1995 idømt en fængselsstraf. Mens han sad fængslet, udgav han Me Against the World, der solgte 240.000 eksemplarer i udgivelsesugen, hvilket var en rekord for en solorapper på daværende tidspunkt. Sideløbende med karrieren som rapper spillede han også med i en række film, bl.a. Poetic Justice, hvor han spillede overfor Janet Jackson.
Den 7. september 1996 blev han skudt i et drive-by shooting i Las Vegas og døde seks dage senere, som følge af sine kvæstelser. Dødsfaldet medvirkede til hans øgede popularitet, og efterfølgende er der blevet udsendt flere album med tidligere optagede numre. (Læs mere..)