Den Spanske Borgerkrig

Den 17. juli 1936 brød en militær opstand ud i Spansk Marokko. Den bredte sig til resten af landet i de følgende dage og delte Spanien i to omtrent lige store dele. Oprørerne, de såkaldte nationalister, fik hurtigt kontrol med størstedelen af landet vest og nord for Madrid bortset fra kystområderne ved Biscayabugten og flere områder i Andalusien, mens opstanden slog fejl eller blev nedkæmpet i det meste af det sydlige og østlige Spanien, herunder Catalonien, samt i de fleste storbyer som Madrid, Barcelona og Valencia.

Konflikten antog efterhånden karakter af en langvarig, konventionel form for krig. Den første vending kom i midten af 1937, da oprørerne erobrede nordkystens sværindustri og miner, hvilket afgørende svækkede republikkens forsvarsevne. Da nationalisterne i april 1938 havde nået Middelhavet, indledte regeringen sin sidste store offensiv.

Dens nederlag i det fire måneder lange slag ved Ebro banede vejen for nationalisternes erobring af Catalonien i begyndelsen af 1939. Herefter gik republikkens forsvar i resten af landet i opløsning, og den 28. marts faldt Madrid uden kamp. Den 1. april kunne nationalisternes militære og politiske leder, general Francisco Franco, proklamere krigens afslutning.

Med borgerkrigen kulminerede fem års dybe politiske og sociale spændinger, der havde medført en voldsom polarisering af det spanske samfund. Ved valget i februar 1936 stod to store koalitioner over for hinanden; den sejrende Folkefront og den højreorienterede Nationale Front. Begge lejre var præget af indre splittelse. Folkefronten rummede liberale og reformvenlige republikanere og tilhængere af selvstyre og national selvbestemmelse i Catalonien og Baskerlandet.

Derudover indbefattede den en radikaliseret arbejderbevægelse, der var repræsenteret af Socialistpartiet, delt mellem revolutionære og reformister, kommunister og — uden for parlamentet — en anarkistisk og syndikalistisk massebevægelse. Disse grupper støttede republikken ud fra vidt forskellige interesser og politiske målsætninger.

Den nationalistiske lejr var ligeledes splittet, hvilket var en hovedårsag til dens valgnederlag i februar 1936. Koalitionen omfattede konservative republikanere, monarkister, højreorienterede katolske kræfter og den fascistiske Falange. Nationalisterne fandt støtte hos de store jordejere, borgerskabet, kirken og store dele af det stærkt politiserede officerskorps.

Koalitionen forenedes af modstanden imod den republikanske regerings reformpolitik, især afskaffelsen af kirkens privilegier, truslen om en social revolution og frygten for opløsning af Spaniens nationale enhed.

Da ingen af de to lejre var i stand til at samle et flertal, syntes en fredelig løsning på konflikterne umulig. Dertil kom, at store grupper i begge lejre anså vold for et legitimt og nødvendigt middel i den politiske kamp. Efter borgerkrigens udbrud iværksatte begge parter voldsomme repressalier mod politiske modstandere, som ifølge nogle skøn kostede op til 50.000 dødsofre på begge sider.

De nationalistisk kontrollerede områder prægedes af massehenrettelser blandt de militser, som havde bekæmpet oprørsstyrkerne, og af medlemmerne af de republikanske partier og arbejderbevægelsens organisationer.

I de republikansk kontrollerede områder talte ofrene repræsentanter for højrepartierne, jordejere, arbejdsgivere og gejstlige. Det menes, at omkring 7000 præster, munke og nonner blev myrdet, ligesom der skete udbredte ødelæggelser af kirker og klostre.

I den republikanske zone førte krigsudbruddet til et sammenbrud i den centrale statsmagts autoritet, hvilket muliggjorde uddelingen af våben til arbejderbevægelsens militser. Krigsførelsen blev varetaget af militser og lokale forsvarsråd, domineret af socialister og anarkister.

Den civile administration gled i store dele af landet over til arbejder- og landarbejderråd, ledsaget af kollektivisering af industri og handel i byerne og af jorden i landdistrikterne. Nationalisternes fremtrængen i krigens første måneder nødvendiggjorde dog snart en effektivisering af republikkens krigsførelse.

Fra efteråret 1936, da anarkisterne trådte ind i regeringen, blev militserne afviklet til fordel for organiseringen af en traditionelt hierarkisk opbygget hær. En ledende kraft i denne proces var det spanske kommunistparti, som fra at have været et lille parti ved borgerkrigens udbrud indtog en stadig stærkere position og fra midten af 1937 måtte regnes for republikkens mest indflydelsesrige politiske organisation.

Afviklingen af arbejderrådene og militserne foregik dog langtfra uden konflikter. I maj 1937 nåede de et højdepunkt med væbnede sammenstød i Barcelona mellem på den ene side kommunisterne og på den anden venstresocialister og anarkister, ligesom kommunisternes dominans var årsag til stadige spændinger i den republikanske lejr under resten af krigen.

I den nationalistiske lejr blev den militære og politiske magt hurtigt koncentreret i hænderne på general Francisco Franco. Den 1. oktober 1936 udråbtes han til statsoverhoved, en post, han kom til at beholde til sin død i 1975. Mens de traditionelle højrekræfter gav afkald på at spille en selvstændig politisk rolle, blev de socialt revolutionære og antiklerikale elementer i den spanske fascisme undertrykt eller indrulleret i et nyt, statsbærende parti, hvis selvstændighed var meget begrænset.

Bilæggelsen af de indre stridigheder var en vigtig forklaring på nationalisternes sejr, men den betydelige materielle, økonomiske og mandskabsmæssige hjælp til oprørerne fra det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland blev afgørende.

Omkring 70.000 italienske soldater deltog i borgerkrigen, mens tyske kampfly og artilleri gav nationalisterne store strategiske fordele. De to landes støtte til nationalisterne skete på trods af den ikke-interventionsaftale, som de europæiske stormagter havde tilsluttet sig i august 1936. Den britiske ikke-indblandingspolitik, som under størstedelen af krigen blev fulgt af Frankrig, betød, at republikken var afskåret fra hjælp fra det øvrige Vesteuropa.

Derimod begyndte Sovjetunionen fra efteråret 1936 at sende republikken våben og militære rådgivere, hvilket bidrog væsentligt til at dæmme op for den nationalistiske offensiv. Den sovjetiske hjælp mindskedes dog igen fra midten af 1937 og faldt stort set bort efter Münchenaftalen i september 1938.

Den vigtigste udenlandske militære bistand til republikken var de internationale brigader, som begyndte at gøre sig gældende i forsvaret af Madrid i november 1936. Skønt de ikke formelt stod under sovjetisk kontrol, spillede de nationale kommunistpartier en vigtig rolle i rekrutteringen af frivillige til brigaderne. Efter nyere opgørelser talte de omkring 35.000 mand fra over 60 lande, heraf skønsmæssigt 450 danskere. I efteråret 1938 blev brigaderne opløst, og de frivillige hjemsendt på initiativ af den republikanske regering, som på denne måde søgte Vestmagternes støtte.

Den Spanske Borgerkrig vakte enorm international opmærksomhed, og et stort antal intellektuelle og kulturpersonligheder engagerede sig i krigen, undertiden med direkte deltagelse som af fx den danske forfatter Gustaf Munch-Petersen. I 1930'ernes ideologiske klima fik borgerkrigen en næsten symbolsk status som kampen mellem demokrati og fascisme, og i eftertiden blev den tolket som et forspil til 2. Verdenskrig.

Den Spanske Borgerkrig har i høj grad givet næring til forskellige politiske og ideologiske fortolkninger, særlig på venstrefløjen; kommunisterne fremhævede den som et bevis på viljen til at forsvare demokratiet over for fascisme; for anarkister og venstresocialister anskueliggjorde borgerkrigen revolutionens mulighed og stalinismens forræderi; højreorienterede udlagde krigen som et tidligt eksempel på kampen mod den internationale kommunisme.

Borgerkrigens ideologiske og internationale dimensioner har i nogen grad skygget for omfanget af den tragedie, den påførte den spanske befolkning. Krigen kostede omkring 600.000 døde, om end alle skøn over antallet af ofre er meget usikre. Det drejede sig om mennesker, som faldt i kamp, var ofre for den politiske terror og luftbombardementerne eller omkom af sult.

Efter krigens slutning fortsatte nationalisternes undertrykkelse af deres modstandere med næsten uformindsket styrke; titusindvis blev henrettet eller fængslet, og 200.000-300.000 drog i landflygtighed. Den spanske økonomi lå i ruiner, og landbrugsproduktionen nåede først i begyndelsen af 1950'erne op på førkrigsniveauet.

Leveomkomstningerne steg voldsomt med omfattende social nød, sult og underernæring til følge. Undervisning og kulturliv blev lammet af udrensninger og censur, størstedelen af den spanske intelligentsia blev tvunget i eksil, samtidig med at borgerkrigen indledte årtiers international isolation.

På lang sigt var borgerkrigens måske mest tragiske resultat, at den efterlod dybe skel mellem sejrherrer og besejrede, som først begyndte at overvindes næsten 40 år efter dens afslutning.

• Spaniens historie