Entartete Kunst

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 opstod der blandt nationalsocialisterne en diskussion om fremtidens tyske billedkunst. Visse kredse argumenterede ivrigt for en moderne, national kunst, som de så den hos ekspressionisterne, blandt andre hos Emil Nolde og Ernst Barlach. Andre kredse gik ind for en national og heroiserende konventionel naturalistisk kunst med dyrkelse af en stiliseret mands- og kvindekrop eller artige skildringer af et idealiseret familieliv fra tysk hjemstavn og folkedyb. Motiver som den internationale udvikling for længst havde lagt bag sig.

Som så ofte i den slags interne stridigheder holdt Hitler sig udenfor. På den baggrund herskede der i flere år forvirring om den officielle linje. De stridende parter udgav pamfletter, og debatten var en overgang relativt åben. Kontroversielle maleriudstillinger blev lukket af den konservative fraktion og genåbnet den næste dag af de mere progressive.

Som led i en nationalsocialistisk kulturpolitik begyndte man allerede i 1933 at afskedige museumsfolk, som var ansvarlige for indkøb af de kontroversielle værker, som foreløbig blev anbragt i depot.

De berørte kunstnere blev afskediget fra blandt andet kunstakademier og kunsthøjskoler og fik udstillingsforbud. Som en direkte konsekvens af dette blev Bauhaus-skolen lukket.

Men først i 1935 rejste en særligt udpeget komité under præsidenten for Reichskammer der Bildenden Künste, maleren Adolf Ziegler (1892-1959) rundt på museerne og foretog egentlige beslaglæggelser. Nationalsocialisterne førte pedantisk regnskab over beslaglæggelserne, der omfattede omkring 17.000 kunstværker fra 101 tyske museer.

Entartete Kunst blev også navnet på den vandreudstilling, der blev åbnet af Adolf Ziegler i München i 1937, dagen efter at Adolf Hitler selv havde indviet det nyopførte Haus der Deutschen Kunst med det første store udvalg af godkendte kunstværker, hvis ophavsmænd betegnende nok er helt glemt i dag.

Den udrensede kunst var henvist til mere ydmyge og trange lokaler, hvor man kunne se ekspressionister som Ernst Barlach, Wilhelm Lehmbruck, Oskar Kokoschka, Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde, abstrakte som Wassily Kandinsky, dadaisterne Kurt Schwitters og George Grosz, realister som Otto Dix, klassiske moderne som Max Beckmann, Paul Klee og Max Ernst eller jødiske kunstnere som Ludwig Meidner, Otto Freundlich og Marc Chagall. Udstillingen blev senere vist i Berlin, Leipzig, Düsseldorf og Frankfurt.

En omfattende gruppe af tyske avantgardekunstneres værker blev opmagasineret i et depot på Schloss Schönhausen i bydelen Niederschönhausen i nærheden af Berlin. Her anbragte man særligt værdifulde kunstværker i fornemme omgivelser, for at man på en "værdig" måde kunne betjene købere fra udenlandske museer og den internationale kunsthandel. Her havde tyske mellemhandlere adgang til depoterne med videresalg for øje.

I 1939 blev der i Luzern afholdt auktion over 125 værker, blandt andet af Vincent van Gogh og Pablo Picasso. Endelig den 20. marts 1939 blev de ubrugelige rester af de beslaglagte værker afbrændt i hovedbrandstationens gård i Berlin-Kreuzberg.

Udrensningerne af den forbudte kunst fra museer og andre offentlige bygninger gjaldt ikke de tyske borgeres private samlinger. Tværtimod stimulerede både beslaglæggelserne og udstillingen i 1937 købelysten hos folk, der ikke ville affinde sig med den nye, ferske statskunst.

Private gallerier og kunsthandlere forhandlede stadig de forbudte kunstnere illegalt, eller de potentielle købere opsøgte kunstnerne privat. Der opstod et undergrundsmarked. For at sætte en stopper for den slags udstedte Adolf Ziegler i 1941 et maleforbud mod fx Emil Nolde, der blandt andet betød, at han blev udstødt af rigskunstkammeret og dermed ikke længere kunne skaffe sig materialer ad de sædvanlige kanaler.

Nationalsocialisterne betragtede såvel værker af ældre jødiske komponister, blandt andre Felix Mendelssohn Bartholdy og Gustav Mahler som musik inden for nyere stilarter (tolvtonemusik, jazz), som Entartete Musik.

Adskillige komponister, dirigenter og andre musikere af tysk, østrigsk og anden nationalitet fik forbud mod at virke (blandt andre Walter Braunfels og Anton von Webern), blev sendt i kz-lejr (blandt andre Hans Krása (1899-1944), Erwin Schulhoff (1894-1942) og Viktor Ullmann) eller levede i landflygtighed (blandt andre Arnold Schönberg, Paul Hindemith, Ernst Křenek, Bruno Walter og Otto Klemperer).

Som modstykke til billedkunstudstillingen Entartete Kunst i München i 1937 blev der året efter foranstaltet en udstilling af Entartete Musik i Düsseldorf.

• tysk billedkunst
• tysk musik
• avantgarde
• nationalsocialisme
• nationalsocialistisk kulturpolitik
• bogbrænding
• ikonoklasmen
• billedstorm