Faktaboks

Lars von Trier

Lars Trier

Født
30. april 1956

I Hitchcocks ånd optrådte Lars von Trier selv til slut i hver episode af tv-serien Riget (1994 og 1997) og lod såvel korsets som djævelens tegn ledsage ordene: "Mit navn er Lars von Trier. Jeg ønsker Dem alle en rigtig god aften, og forresten, skulle De drages af Riget igen og ønske på ny at bruge lidt tid sammen med os, så vær vel beredt på at tage det gode med det onde."

.

Lars von Trier er en dansk filminstruktør, der under mottoet "en film skal være som en sten i skoen" har lavet en lang række stærkt personlige, meget originale og teknisk virtuose film. I 1992 var han medstifter af filmselskabet Zentropa.

Europa-trilogien

Triers usædvanlige talent stod klart allerede med den kontroversielle filmskoleproduktion Befrielsesbilleder (1982) om besættelsestidens sidste dage.

Gennembruddet kom med den engelsksprogede The Element of Crime (1984, Forbrydelsens element), en hypnotisk kriminalfortælling fra et undergangsmærket Europa. Filmen, der vandt både Robert- og Bodilprisen for bedste danske film, var første del af hans såkaldte Europa-trilogi og blev efterfulgt af den selvrefleksive low budget-film Epidemic (1987) om en film, der aldrig blev til noget, samt det stort anlagte melodrama Europa (1991), der udspiller sig i Tyskland i 1945.

Tv-produktioner

For tv har Trier instrueret en visuelt eksperimenterende version af Euripides' Medea (1987), frit efter Carl Th. Dreyers efterladte manuskript, samt serien Riget I og II (1994 og 1997), en metafysisk soap opera-gyser i et hospitalsmiljø, fortalt med bevidst negligering af det klassiske filmsprog. Her fik han for første gang et bredt publikum i tale. I stil med David Lynchs Twin Peaks, sluttede serien med en cliffhanger, der først blev fulgt op 25 år senere i Riget Exodus (2022).

Han var også primus motor i det interaktive tv-projekt D-dag (2000), hvor seerne blev inviteret til selv at sammenstykke en historie, der var optaget i timen omkring årtusindskiftet i fire versioner.

Dogme 95

I 1995 var Lars von Trier medinitiativtager til det såkaldte Dogme 95-manifest, som udfordrede etablerede filmiske regler og resulterede i en række nybrydende værker, der skabte international opmærksomhed om dansk film. Han vendte tilbage til dogmekonceptet med komedien Direktøren for det hele (2006).

Guldhjerte-trilogien

Triers Guldhjerte-trilogi består af det besættende melodrama Breaking the Waves (1996), hvis hovedbestanddele er sex og religion, den radikale dogmefilm Idioterne (1998), som trodser de fleste filmiske og moralske konventioner i sin skildring af en gruppe unge, der leger udviklingshæmmede, og den storslåede, moderne musical Dancer in the Dark (2000), der med den islandske sangerinde og komponist Björk i hovedrollen vandt Den Gyldne Palme i Cannes. Idioterne er optaget i Kulturkanon.

Amerika-trilogien

Dogville (2003) og Manderlay (2005) udgør de to første dele af en Amerika-trilogi, hvor Trier udspiller moralske temaer på en kulisseløs scene med tydeligt teaterpræg. Den planlagte treer, Wasington, blev aldrig produceret. Det gjorde til gengæld Thomas Vinterbergs Dear Wendy (2005) – en satire over amerikanernes kærlighed til skydevåben – som Trier skrev manuskriptet til.

Depressions-trilogien og retrospektive værker

I løbet af sin uofficielle depressions-trilogi – gyserkammerspillet Antichrist (2009), undergangsvisionen Melancholia (2011) og den episodiske erotiske fabel Nymphomaniac Vol. I og Vol. II (2013, også udgivet i en director's cut) – genbesøger Trier temaer og stemninger fra sine tidligere film.

Også i seriemorderfilmen The House That Jack Built (2018) og Riget Exodus kommenterer Trier spidsfindigt på sit eget værk, forbilleder og karriere-kontroverser. Ligesom i manuskriptet til komedien De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 (2007), der er baseret på hans studietid på Den Danske Filmskole i årene 1979-1982.

Dokumentarfilm og eksperimenter

I samarbejde med Jørgen Leth stod Trier bag dokumentarfilmen De fem benspænd (2003), hvor Leth laver en genindspilning af sin egen kortfilm Det perfekte menneske (1967) ud fra drilagtige regler, som Trier dikterer.

Desuden lavede Lars von Trier i 1996 den levende udstilling Psykomobile #1: Verdensuret, hvor en skare myrer i New Mexico via satellit styrede en flok skuespillere i København. Han har tillige lavet reklamefilm og musikvideoer.

I 2004 modtog Lars von Trier Statens Kunstfonds hædersydelse.

Film og tv af Lars von Trier

År Titel
1984 The Element of Crime/Forbrydelsens element (Robert og Bodil 1985)
1987 Epidemic
1991 Europa (Robert og Bodil 1992)
1994 Riget (Bodil 1995)
1996 Breaking the Waves (Robert og Bodil 1997)
1997 Riget II
1998 Idioterne
2000 Dancer in the Dark (Den Gyldne Palme)
2003 Dogville (Bodil 2004)
2003 De fem benspænd (dokumentar med Jørgen Leth)
2005 Manderlay
2006 Direktøren for det hele
2009 Antichrist (Robert og Bodil 2010)
2011 Melancholia (Robert og Bodil 2012)
2013 Nymphomaniac (Robert 2015: Director's Cut)
2018 The House That Jack Built
2022 Riget Exodus

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig