Milano

Milano har et integreret net af metro- og bybaner, som er under fortsat udbygning med bl.a. en forlængelse mod øst til Linate, den ene af byens lufthavne. Den anden og større lufthavn, Malpensa, ligger 50 km mod nordvest.

Byens vartegn er den gotiske domkirke, Santa Maria Nascente. Det er en vældig femskibet basilika, der blev påbegyndt i 1386 og indviet i 1577. Den marmorbeklædte bygning er den største gotiske domkirke næst efter den i Sevilla.

Kirken blev først afsluttet i 1800-tallet, og vestfacaden fremtræder i både gotik og renæssance.

Udvendigt er kirken smykket med talrige småspir og mere end 2000 skulpturer. Bevarede dokumenter fra byggeriet i slutningen af 1300-tallet, hvor en lang række europæiske bygmestre medvirkede, belyser middelalderens arkitekturteorier.

Milano, antikkens Mediolanum, var oprindelig en keltisk bosættelse, der i 222 f.v.t. blev erobret af romerne; i 89 f.v.t. blev byen municipium. Mediolanum var strategisk beliggende ved et vejknudepunkt, og byen udviklede sig til en vigtig handelsby.

I slutningen af 200-tallet blev den rigshovedstad indtil 402, da Ravenna tog over. Under kirkefaderen Ambrosius, der blev biskop af Milano i 374, blev byen et betydeligt kirkeligt centrum. Fra 300-tallet stammer kirkerne Sant' Ambrogio og San Lorenzo Maggiore.

I løbet af 400-tallet blev Milano ødelagt adskillige gange af bl.a. hunnerne under Attila og af germanske folk, først Odoakers lejetropper og siden visigoterne under Theoderik 1. Efter folkevandringstidens krige kom Milano i 569 under det germanske folkeslag longobarderne med hovedstad i Pavia. Under ledelse af ærkebiskippen stod Milano til stadighed i et modsætningsforhold til longobarderne, som i kirkelig henseende var arianere.

I 774 erobrede Karl den Store byen. I de urolige tider, der fulgte, førte ærkebisperne an i modstanden mod kejser og lensherrer.

Fra 900-tallet begyndte Milano igen at vokse. Under ledelse af et par stærke ærkebisper blev bymurene genopbygget, og fra 1000-tallet satte en yderligere økonomisk ekspansion ind.

Et nyt storborgerskab gjorde i 1045 Milano til en selvstændig bystat med borgmestre og råd, og i de følgende 100 år lå byen i strid med andre opkommende bystater i Lombardiet, men den blev snart dominerende.

Da Milano overvandt og ødelagde konkurrenten Como i 1150, greb den tyske kejser Frederik 1. Barbarossa ind i striden og fik med støtte af de andre bystater besejret og hærget Milano. Da kejseren imidlertid krævede alle byerne underlagt kejserligt overherredømme, dannede alle lombardiske bystater med pavelig støtte en liga mod kejseren, Den Lombardiske Liga. Og så skete det helt uventede, at ligaens hær af hovedsagelig ikke-professionelle fodfolk i 1176 tilintetgjorde den kejserlige aldrig før besejrede rytterhær ved Legnano. Striden fortsatte, men ved freden i Konstanz 1183 måtte kejseren anerkende de lombardiske bystaters uafhængighed.

Efter denne begivenhed begyndte en udvikling og vækst for Milano, hvis lige næppe er at finde før i 1800-tallets europæiske byers ekspansion: Omkring 1300 var Milano blevet det katolske Europas største by med en befolkning på ca. 200.000 indbyggere. Her produceredes klæde og våben, der solgtes til hele Europa, og byens handelsstrategiske placering mellem nord og syd blev udnyttet til det yderste.

Med den voksende både velstand og befolkning fulgte også politisk ustabilitet og mange fraktionsdannelser. Den tyske kejser meldte sig endnu en gang i 1200-tallet, og for at byen kunne værge sig mod ham, opstod efterhånden et signoria (despoti), der med tiden blev en institution. I perioden 1311-1447 herskede Viscontislægten i Milano, fra 1402 som hertuger, og da kejser og pavemagt var blevet væsentligt svækket gennem 1300-tallet, begyndte Milano at brede sig på de øvrige norditalienske bystaters og staters bekostning. Da hertug Gian Galeazzo Visconti døde i 1402, nåede Milano sin største udstrækning, dvs. fra Piemonte i vest til Adriaterhavet i øst. De øvrige italienske stormagter, Venedig, Firenze og Pavestaten, søgte sammen for at afværge et milanesisk hegemoni over hele halvøen. Især Venedig fik fordel deraf og rykkede i sin modoffensiv så tæt på Milano som til Bergamo og Brescia i 1428, der begge forblev under Venedig de næste 370 år.

Viscontifamilien uddøde 1452, men selv den militært kompetente kondottiere-slægt Sforza, der overtog hertugtitlen, kunne ikke forhindre Milanos tilbagegang. Den blev beseglet i 1454 ved Freden i Lodi, hvis grænsedragning mellem de italienske stater holdt i de næste 40 år. Sforzaernes styre var ustabilt og præget af megen vold og vilkårlighed, og i kampen for overlevelse anmodede Sforzaerne Frankrig om at gribe ind. Det førte til 50 års strid mellem den franske konge og habsburgerne om herredømmet over det splittede Italien

Striden endte for Milanos vedkommende med, at habsburgerne satte sig tungt på staten, og i 1535 blev den indtil 1859 habsburgsk base i Italien. Først tilhørte Milano de spanske habsburgere, men efter Den Spanske Arvefølgekrig blev byen i 1714 del af det østrigske habsburgerrige og styret fra Wien, som den – når der ses bort fra Napoleons overherredømme – tilhørte indtil 1859, da Milano og Lombardiet erobredes af og snart tilsluttede sig det nye italienske kongerige.

Milano har siden 1859 på det politiske, økonomiske og finansielle område været langt mere oplagt end Rom som det nye Italiens hovedstad. Men Roms historiske og kulturelle overvægt har til stadighed henvist Milano til en andenplads.