Keiko Ogura
En af de kendteste overlevende atombombeofre, Keiko Ogura, viser rundt i fredsparken i 2015.
Keiko Ogura
Licens: CC BY NC SA 3.0

Nihon Hidankyo er en japansk organisation af overlevende atombombeofre fra Hiroshima og Nagasaki, stiftet i 1956. I 2024 fik organisationen Nobels fredspris for sit arbejde gennem mange årtier med at gøre de forfærdelige konsekvenser af atomvåben synlige for alverden på en konkret måde.

Faktaboks

Også kendt som

Japan Confederation of A- and H-Bomb Sufferers Organizations

Nihon Hidankyos formål

Et vigtigt formål for organisationen, da den blev stiftet i 1956, var at repræsentere overlevende atombombeofre over for deres egen regering i Tokyo. Efter stor debat opnåede de statslig kompensation for de lidelser, de havde gennemgået på grund af atombomberne, der blev udløst fra amerikanske bombefly i august 1945 kort inden afslutningen af 2. Verdenskrig. Der blev i 1960’erne og 1970’erne gennemført lovgivning, som sikrede lægehjælp og anden støtte til overlevende atombombeofre.

Men fra begyndelsen havde Nihon Hidankyo også et andet formål, nemlig afskaffelse af alle atomvåben på globalt plan, og det er i højere grad de efterhånden ældre aktivisters utrættelige arbejde på dette felt, der i 2024 gjorde organisationen fortjent til Nobels fredspris.

Baggrunden for Nihon Hidankyo

Inden dannelsen af Nihon Hidankyo havde langt de fleste overlevende atombombeofre lidt i stilhed hver for sig, mens de kæmpede med helbredsproblemer, fattigdom og social diskrimination i efterkrigstidens Japan.

Japan er det eneste land, som har været udsat for et atomangreb i krigstid. Cirka 130.000 mennesker blev dræbt i Hiroshima, og cirka 80.000 i Nagasaki, men hundredtusinder levede videre med fysiske og mentale skader. De bliver i Japan kaldt ”hibakusha”, og med de vedtagne støttelove blev hibakusha et juridisk begreb. Hvis man var anerkendt som hibakusha, havde man ret til en særlig støtte, som andre ikke havde. Antallet af regeringsanerkendte hibakusha var i 1980 cirka 370.000, men er i 2023 faldet til knap 107.000, og gennemsnitsalderen er nu over 85.

Ihærdige hibakusha har gennem årene med billeder og personlige beretninger holdt utallige foredrag for skoleklasser, interessegrupper, eksperter og turister fra hele verden og andre besøgende i Hiroshima og Nagasaki. Nogle af dem har også rejst verden rundt som fredsambassadører for at give de samme foredrag.

Tildelingen af Nobels fredspris i 2024

Den Norske Nobelkomité, der uddeler fredsprisen, gav prisen til Nihon Hidankyo for organisationens ”indsats for at opnå en verden uden atomvåben og for at vise gennem vidneudsagn, at atomvåben aldrig må blive benyttet igen”.

Komiteen ønskede med prisen at "hædre alle de overlevende, som trods fysiske lidelser og smertefulde minder har valgt at bruge deres værdifulde erfaringer på at opdyrke håb og engagement for fred”, som det hed i pressemeddelelsen fra komiteen.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig