Faktaboks

Sogn
Stige Sogn
Provsti
Hjallese Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Odense Kommune
Stige Kirke
Stige Kirke er en traditionelt udformet korskirke med kor, apsis, skib og to korsarme samt et tårn med spir over indgangen. Den er opført i nyromansk stil, som b.la. afspejles i udsmykning med rundbuede friser og rundbuede vinduer. Foto: 2018.
Af /Danmarks Kirker, Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Stige Kirke ligger nordvest for det gamle, maritime bymiljø langs Skippervej og Lodsvej. Byen er en bydel i det nordlige Odense, som er udbygget mod vest med villa- og parcelhuskvarterer.

Kirkebygningen

Den historicistiske kirke fra 1886 er opført efter tegning af arkitekt H.A.W. Haugsted (1832-1912). Bygningen er en traditionelt udformet korskirke med apsis, kor, skib og to korsarme, og den er i blank mur med synlige, røde teglsten og skifertage. Over indgangen er der et tårn med spir.

Kirken

Stige Kirke
Korets orientering afviger en del fra normalen (øst) mod syd. Over kirkens indgang i øst er der et pulpitur til orgelet. Foto: 2018.
Af /Danmarks Kirker, Nationalmuseet.

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Stige Kirke afviger korets orientering en del mod syd, da kirken ligger med indgangen mod Skippervej.

Kirken er opført i nyromansk stil. Skibet har gavle, der prydes af savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad. De understreger taglinjen, gavltrekanten og niveauet for sidemurenes gesimser.

På skibets og korsarmenes sidemure er der rundbuede friser, der gentages på korsarmenes taggavle, hvor de følger taglinjen og har hængstav. Det forsænkede blændingsfelt, dvs. en murniche, under gavlenes rundbuefriser afgrænses nedadtil af dobbelte savskifter.

I kirken er der udelukkende rundbuede vinduer, heraf tre i apsissens runding. Hovedindgangen i sydvest er ligeledes rundbuet, og herover er der et to vinduer koblet af en muret søjle, hvorover der er en urskive.

Kirkens indre

I det indre tjener tårnets underdel som våbenhus. Nord for tårnet er der et lille præsteværelse, og mod syd er der et trapperum. Kirkens vægge er i det indre glatpudsede og hvide.

Over indgangen er der et orgelpulpitur, dvs. et ophøjet galleri til orglet.

Overgangen mellem koret og skibet markeres af tre trin. Apsissen fungerer som alterniche, og den overdækkes af et halvkuppelhvælv. I kirkerummet er der bræddeloft med synlige bjælker.

Inventar i Stige Kirke

Døbefont i Stige Kirke
Døbefonten af alabast fra ca. 1850 var oprindeligt opstillet ved et patricierlandsted i Odense, men den er senere tilgået kirken. Foto: 2018.
Af /Danmarks Kirker, Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens inventar er med få undtagelser fra opførelsestidspunktet og tegnet af kirkens arkitekt.

Altermaleriet, der viser Vandringen på søen, er udført 1887 af Anton Dorph. Rammen om maleriet er udformet som en arkade med nyromansk ornamentik.

Ældre genstande er også tilgået kirken fra private. Det gælder et lille andagtskrucifiks fra ca. 1759, som formentlig stammer fra et skipperhjem, mens døbefonten af alabast er et nyklassicistisk prydstykke fra ca. 1850, som oprindeligt var opstillet ved et odenseansk patricierlandsted.

Prædikestolen er som bænkene fra 1886, og de er efter tegning af arkitekten. Kurven efterligner ungrenæssancens søjleløse prædikestole.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig