bogillustration (boghistorie)

Illustrering i bøger har været udbredt i den vestlige verden siden den romerske oldtid – og mere prægnant siden europæisk middelalder med blandt andet illuminerede håndskrifter. Det var oftest kristelige værker med rig dekoration i marginen og med billedinitialer. Parallelt hermed- og allerede fra 1400-tallets begyndelse – opstod de manuelt udførte gnide-billeder fra træskårne plader, hvorpå både billeder og bogstaver var snittet i en træplanke (træsnit) – såkaldte blokbøger. De kunne normalt købes på byens torv eller efter gudstjenesten udenfor kirken.

Med Gutenbergs opfindelse af de løse blytyper til bogtryk (højtryk) i midten af 1400-tallet kunne man supplere satsen (de samlede blytyper) med træsnit til illustrationer. Til trykning af spillekort brugte man allerede før Gutenberg forskellige, primitive presser – vistnok blandt andet druepresser. Men det var bogtrykpressen, der fik satsen og den graverede træplade med illustrationen til at passe nøjagtigt sammen og i én trykgang trykke en illustreret bogside.

Der kendes i dag trykte, illustrerede bøger i Europa så tidlige som fra 1460'erne. De første er hovedsageligt religiøse småskrifter i mindre format. Men frem til århundredeskiftet vokser antallet af også større bogformater, og både naturvidenskabelige og skønlitterære værker var allerede sidst i 1400-tallet ofte illustrerede. Man kunne hos bogtrykkeren tilkøbe sig håndkolorering (illuminering) af sit eksemplar, ligesom man kunne få sit eksemplar læderindbundet med dekorative og personlige prægestemplede ekslibrisser.

Frem til ca. 1500 var de fleste illustrerede bøger udstyret med træsnit. Finere illustrationer i højrelief, og specielt illustrationer til større bogformater, antages at være trykt fra graverede eller ætsede metal-plader. Desværre er ingen fra 1400-tallet bevaret. Men der er grænser for hvor fine detaljer man kan gravere i en træplade. Og større træ-planker i skrifthøjde, beregnet til en bogtrykpresse, er svære at gøre helt plane – og vil hurtigt slå sig.

I 1500-tallet får kobberstikkerkunsten indpas i bøgerne. Teknikken kommer fra ciselør- og gravørfaget, hvis udøvere siden middelalderen havde raderet eller graveret på alt metal fra rustninger til bordsølv. Kobberstik trykkes i en dybtrykpresse, der under glidende bevægelse kan trække trykfarven op af de ætsede eller graverede fordybninger på kobberpladen. Til illustrering i bogtrykte bøger måtte de færdigtrykte stik indklæbes i bogblokken (kaldet materien) som enkeltvise blade før alle arkene blev garnhæftet og bogen indbundet. Alternativt kunne mindre kobberstik trykkes på bogens ark før satsen, når der på trykarkene var afsat plads til efterfølgende at trykke satsen.

Med ætsede og graverede kobberstik kunne nu fx naturvidenskabelige og topografiske værker illustreres med meget detaljerede billeder, hvad der befordrede store fremskidt inden for fag som lægekunst, zoologi, botanik og geografi. Kirurgiske indgreb kunne udføres med større præcision, og land- og søkort blev mere og mere pålidelige frem gennem 1700-tallet. For billedkunsten betød kobberstikket, at den illustrerede bog nu kunne afbilde alt i høj grafisk kvalitet. Portrætter kunne udføres i mezzotinte og landskaber i akvatinte. Rige bogsamlere kunne i sidste halvdel af 1700-tallet fylde deres reoler med illustrerede pragtudgaver af både klassiske og samtidige forfatteres værker. Og helt frem til 1820'erne benyttede man også håndkolorerede, kobbertrykte billeder til de mange topografiske værker, der blev udgivet i kølvandet på Romantikkens rejselyst.

Efter Napoleonskrigene blomstrede bogproduktionen op og bøger blev trykt i stadigt større oplag. Det betød, at de langsomme kobbertryk-presser ikke kunne holde trit med de hurtige bogtrykpresser, og at kobberpladerne ikke kunne afgive tilstrækkeligt mange tryk før de var nedslidt. 2000 aftryk var normalt grænsen, før en kobberplade skulle enten repareres eller måtte kasseres. Men i de store lande udkom illustrerede bøger i langt større oplag. Fra 1820'erne og frem til 1870'erne brugte man så i de større lande plader graveret eller ætset i stål, der kunne holde til endeløse oplag. Teknikken – stålstik (siderografi) – var udviklet til bankernes behov for at kunne fremstille uefterlignelige pengesedler, og forskellen til kobberstik kan kun ses ved stålstikkets meget finere detaljgengivelse.

Allerede fra omkring år 1800 havde kobberstikket dog fået en konkurrent, som var langt billigere end kobbertryk og som dertil kunne trykke farver, hvilket var svært og omstændeligt i kobbertryk: Litografien (stentryk) opfundet af tyskeren Alois Senefelder. Som plantryksteknik kræver litografien en særlig slags trykpresse, der trykker de forskellige farver efter tur fra hver sin Solnhofenkalksten. Og litografier skulle også – ligesom kobberstik – normalt enten indklæbes i bøgerne eller fortrykkes på arkene inden arkene fik teksten tilføjet i bogtryk. For at undgå fire trykgange (2 × satstryk + 2 × stentryk) trykte man i starten kun på den ene side af bogens blade. Da trykkerierne omkring 1860 indførte dampdrevne hurtigpresser kunne der omsider trykkes dobbeltsidigt og også på tyndt papir, hvad der gav de illustrerede tidsskrifter en opblomstringsperiode. Farvelitografier sammen med bogtrykt tekst kunne omkring 1870 kræve mere end seks trykgange, mens tidens børnebøger, der ofte havde teksten kalligraferet sammen med illustrationerne, kunne udføres billigere i kun to trykgange.

Fra begyndelsen af 1900-tallet brugte man til almindeligt litografisk tryk plader af zink eller kunststof – i stedet for de svært håndterbare, tunge kalksten. Plader kunne bøjes og monteres om en cylinder i den specielt til litografisk trykning konstruerede rotationspresse, der benyttedes til tidsskrifter og magasiner. Siden 1920'erne har man normalt kaldt teknikken for offsettryk. Parallelt hermed videreførte dog mange kunstnerne det gammeldags stentryk til deres original-grafiske arbejder fx til bibliofile bøger. I stentryk kan farver fås til overlappe hinanden (lasurfarver), mens de i normal, offsettryk bliver til blandingsfarver. En kunstnerisk effekt og synlig forskel på stentrykte og kommercielt litografisk trykte illustrationer.

Endnu en illustrationsteknik vandt frem omkring år 1800. Xylografien (træstik). I stedet for at snitte billeder til bogtryk i planketræ – som man frem til 1700-tallets slutning gjorde til træsnit – så kunne man udskære billederne i endetræ, udsavet i træstammer som skiver af skrifthøjde – kaldet "stokke". Man skulle dog bruge benhårde træ-sorter, helst buksbom, der blev det almindeligste. Med gravstikler kunne man i xylografi så friskære billedmotiver, der var næsten ligeså detaljerede som i kobberstik – og så kunne de ligesom træsnit trykkes i bogtryk. Tekst og illustration i samme trykgang.

Man giver englænderen Thomas Bewick æren for at have lanceret xylografien, der fra 1820'erne og frem blev udbredt i hele Europa som den i almindelige bøger suverænt dominerende illustrationsart helt frem til slutningen af 1800-tallet. En begrænsning havde xylografien i starten. For et buksbomtræs diameter overstiger sjældent ca. 15 cm., så indtil man i 1840'erne havde opfundet en måde at sammenbolte flere "stokke" på, var xylografiske bogillustrationer kun af vignetstørrelse. Med det problem løst fik xylografien også indpas i aviser og tidsskrifter og medvirkede til en forrygende vækst i billedpressen i hele den vestlige verden.

Væksten steg yderligere efter at man omkring 1870 gik fra xylografier til fotografisk reproducerede og ætsede metalklichéer – såkaldte halvtoneklichéer som med deres rasterstruktur kunne trykke farvertoner – og stregklichéer, der kunne gengive håndtegning meget bedre end xylografi. Fotografien blev også udnyttet kreativt til illustrering. I 1920'erne og 1930'erne, bl.a. til billeder i fotomontage i pagt med tidens funkisstil. Til farvebilleder fik også dybtrykket en udbredelse med fotogravuren, der brugtes både til kunsttryk og – som rotationsdybtryk – til store oplag af magasiner, billedblade og kunsttidsskrifter

Fra midten af 1900-tallet ser vi en stigende brug af offset til både billeder og tekst. Bogens tekst maskinsættes og affotograferes fra skøntryk på krideret papir over på offsetplader, hvor bogens tilhørende illustrationer allerede ligger indfotograferet. Så kan hele bogen trykkes i offset. Trykning direkte fra blysats var i 1960'erne på vej ud af kommerciel bogproduktion. For bogillustrering betød den nye teknik at billeder langt lettere kunne flyttes rundt i en tekst, hvad der stimulerede udviklingen af faglitteratur og skole-bøger til det man kalder leksivisuel tilrettelægning.

Illustrationsmængden i faglitteratur og børnebøger er vokset støt siden offsettrykket blev dominerende. Ny skønlitteratur derimod er først fulgt med efter at de elektroniske og digitale medier begyndte at true den trykte bog i slutningen af 1970'erne. Herefter har vi oplevet at illustreringen er begyndt at brede sig langt udover billeders traditionelle plads på afmålte felter i teksten. Fra mindre forlag udkommer billedlitteratur (bl.a. tegneserier for voksne), hvori formgivet, fotosat typografi er illustrationer i sig selv. Fra midten af 1970'erne kunne man digitalisere rasterbilleder og montere dem sammen med den fotosatte tekst.

Og fra begyndelsen af 1980'erne kunne også teksten digitaliseres med skrifter, der i starten blev udviklet af særlige designvirksomheder, men som i dag kan være hvermands eje på en pc. I dag er fotosats og reprofilm blevet fortid, og grafisk software har fusioneret tekst- og billedbehandling digitalt. Nu produceres hele bogen i printteknologi og offset. Tekst og illustrationer behandles i dag som et fælles areal i en bogs samlede design. Efter 500 år, hvor tekstning og illustrering har været forskellige processer, er de i vor tid smeltet sammen til én.

• illustration
• bogmaleri
• farvetryk
• grafik
• børnelitteratur
• billede
• bogfremstilling

• Brunner, Felix: A Handbook of Graphic Reproducion Processes. Teufen /Arthur Niggli. 1968
• Curwen, Harold: Processes of Graphic Reproduction in Printing. London, 1934. (Med prøvetryk i de ældre teknikker)
• Fick, Bill and Beth Grabowski: Printmaking-. A complete Guide to Materials and Processes. 2. edition. London: Laurence King Publishing, 2015
• Gascoigne, Bamber: How to identify prints. A complete guide to manual an mechanical processes from woodcut to inkjet. Thames & Hudson 1986. 2.Edition 2002.
• Willumsen, Søren og Jørn Ørnstrup: Bogillustration. De grafiske metoder, deres historie og teknik. 1981. (Med en emne- og landeopdelt litteraturliste)