Houthierne opstod i 1990’erne som en modstandsbevægelse mod det daværende regime med udgangspunkt i en shiamuslimsk retning, zaydiyya-islam, der især findes i Yemen.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ansar Allah betyder Guds Støtter eller Guds Hjælpere. Bevægelsen kaldes almindeligvis houthierne efter Hussain al-Houthi, der blev dræbt i den første Sa’dah-krig i 2004.
Houthierne deltog i demonstrationerne i Yemen under Det Arabiske Forår i 2011, og i september 2014 tog de kontrol med hovedstaden Sana’a. I 2024 kontrollerer de fortsat hovedstaden og mere end 70 % af Yemens befolkning, primært i det nordvestlige Yemen.
De er en del af den såkaldte modstandsakse og har især gode forbindelser til Hizbollah. Siden 2011 har de foretrukket navnet Ansar Allah i formelle sammenhænge.
Houthierne har siden november 2023 angrebet den internationale skibstrafik i Det Røde Hav. De forklarer selv, at angrebene udføres for at støtte palæstinenserne i konflikten med Israel. Det har givet houthierne et nyt regionalt og internationalt publikum. De blev i januar 2024 udpeget af USA som en terrorgruppe.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.