ingenue

Det moderne gennembruds drama og teater underminerede ingenue-rollen, ligesom de øvrige klassiske rollefag. Bjørnstjerne Bjørnson viste med Signe i En Fallit 1875 et vrangbillede af 1800-tallets ingenue, mens Ibsen med Nora i Et dukkehjem 1879 fulgte ingenuens skæbne i ægteskabet. En ny opfattelse af barndom og pubertet medførte, at det barnlige og det kvindelige blev skilt ad. Anna Bloch udførte i 1888 tidstypisk en durkdreven, tøset og ganske ukvindelig Trine Rar, mens Betty Hennings som Hedvig i Ibsens Vildanden 1884 loyalt understregede pubertetspigen, der er tragisk fastlåst i barndommen. Et nyt uskyldsideal: en sensitiv, usentimental og helt uspoleret ung kvinde gør samtidig sin entré på scenen, fx inkarneret i Anna Larssens skikkelse.

Selvom ingenue er forsvundet som rollefag, er der stadig reminiscenser af 1800-tallets borgerlige ungpigeideal langt op i 1900-tallet, ikke mindst takket være filmen, fx i den danske folkekomedie. Lolita-figuren, den seksuelt udfordrende pubertetspige, derimod, kan opfattes som 1900-tallets negation af rollefaget.