pragmatik

Oxfordfilosoffen J.L. Austinpegede på, at sproglige ytringer er handlinger i kontekster. Når dommere siger: ”Thi kendes for ret: Tiltalte [navn] straffes med fængsel i to år”, siger de ikke bare to sætninger med bestemte ord i bestemte grammatiske konstruktioner, men de udfører en handling, nemlig domsafsigelse, som har konsekvenser for forhold i verden. Fx skrives dommen op i et register, og den dømte sættes i fængsel. Sådan en handling kaldes en sproghandling eller en talehandling.

En sproghandling består dels af en sproglig ytring med et indhold, man kan finde gennem en semantisk analyse, dels af en særlig såkaldt illokutionær kraft. I eksemplet er den illokutionære kraft domsafsigelse. For netop denne sproghandling gælder der bestemte betingelser, som skal være opfyldt for, at den er vellykket. Fx skal den talende have en bestemt uddannelse og være dommer, ytringen skal siges i en retssal som kulmination på et længere forløb osv. Hvis en af disse betingelser ikke er opfyldt, er der ikke udført sproghandlingen domsafsigelse, uanset hvor præcist man har gengivet de to sætninger.

Alt hvad sprogbrugere siger, kan tilsvarende ses som sproghandlinger. Andre eksempler er løfter, hilsner, invitationer, anmodninger osv. Hver af dem fungerer kun i bestemte kontekster, når bestemte betingelser er opfyldt, og hver af dem har konsekvenser for konteksten. Analysen af sætningernes betydning hører under semantikken, og analysen af sproghandlinger, hvor sætningerne bruges i bestemt kontekster, hører under pragmatikken.

Deiktiske ord som jeg, du, her og nu har kodet betydning og er dermed et anliggende for semantikken. Ordet jeg betyder fx ’den, der siger den sætning, hvori ordet indgår’. For især logisk semantik, som er orienteret mod at fastlægge sandhedsbetingelserne for en sætning—hvad der gør en sætning sand eller falsk—er problemet ved deiktiske elementer, at man kun kan fastlægge deres reference—altså hvad de henviser til—ved at se på, hvem de bruges af, hvornår det sker, og hvor det sker, altså på de deiktiske elementers brug i en bestemt kontekst. Det gælder alle refererende udtryk, også fx kornet og havren i ”det var sommer, kornet stod gult, havren grøn”. Hvis man ønsker faktisk at fastlægge, om en bestemt påstand er sand eller falsk, kan man altså ikke undgå at tage stilling til pragmatiske aspekter af brugen af sætningen i en ytring.

Filosoffen H.P. Grice udviklede en teori om implikaturer, og her er det specielt de konversationelle implikaturer, der er interessante for pragmatikken. Hvis en middagsgæst spørger: ”Er der æg i kagen?”, vil værten måske spørge: ”Kan du ikke tåle æg?” eller ”Er du veganer?” Dvs. værten gætter på relevansen af spørgsmålet ud fra to mulige implikaturer af spørgsmålet, nemlig at spørgeren ikke kan tåle æg, eller at vedkommende er veganer. Men disse implikaturer er netop impliceret, de er ikke kodet i spørgsmålet. Her er altså igen et emneområde for pragmatikken.

I fortsættelse af Grices arbejde med implikaturer udviklede den franske antropolog Dan Sperber (f. 1942) og den britiske lingvist Deirdre Wilson (f. 1941) den såkaldte relevansteori, ifølge hvilken al kommunikation styres af et kognitivt relevansprincip, hvor modtageren af en ytring altid vil søge efter den mest relevante tolkning af ytringens intentioner.

Præsuppositioner er forudsætninger, der er indbygget i ytringer. Udsagnet ”De er holdt op med at ryge” præsupponerer—forudsætter—at de omtalte personer har røget, og det påstås, at de er holdt op. Kilden til præsuppositionen er holde op. Den kodede betydning i holde op, som ifølge Den Danske Ordbog er’undlade at fortsætte en bestemt aktivitet’, gør, at det kun giver mening at bruge udtrykket, når den pågældende aktivitet har været i gang.

Men andre eksempler er knap så klare. Ytringen ”De skændtes, før de afsluttede opgaven” præsupponerer, at de afsluttede opgaven, og kilden til præsuppositionen er før med betydningen ’tidligere end det tidspunkt da’ ifølge Den Danske Ordbog. Altså skændtes de, og så afsluttede de opgaven. Men det sidste påstås ikke i ytringen, det præsupponeres. Problemet er, at denne præsupposition forsvinder i ytringen ”Projektet blev nedlagt, før de afsluttede opgaven”. Her præsupponeres det ikke, at de afsluttede opgaven. Før altså udløser kun en præsupposition i nogle kontekster, og det er et område for pragmatikken.

En omfattende gren af pragmatikken er samtaleanalyse eller konversationsanalyse, hvor autentiske samtaler undersøges mhp. afdækning af typiske samtalestrukturer, fx hvordan der skiftes taler mellem to replikker i en samtale, og hvordan man kommer til orde, dvs. såkaldt turtagning. Turtagning er fx afhængig af antallet af deltagere i en samtale, dvs. her overskrides igen grænserne for semantikken, og ytringernes ikke-sproglige kontekst inddrages i analysen.