vicunja

Vicunjaen er en vild art af lamaer. Den er spinkelt bygget, og med en vægt på blot 38-45 kg er den den mindste af lamaerne. Sammenlignet med den lignende guanaco har den har en forholdsvis kort snude og en lang, tynd hals. Den er kanelfarvet til rødbrun på oversiden og hvidlig på undersiden; den sydlige underart (V. vicugna vicugna) har også hvide flanker. Vicunjaens pels er blød og varm, og dens uld regnes for noget af det fineste i verden.

Den er udbredt i Peru, Bolivia, Argentina og Chile. Af alle vilde arter i kamelfamilien er vicunjaen den mest bjergspecialiserede. Den lever i 3.000-5.000 meters højde på punaen, som er en kold, forblæst og tør højslette i Andesbjergene.

Vicunjaen er i høj grad tilpasset et liv i store højder. Udover at den har det forholdsvis største hjerte blandt alle medlemmer i kamelfamilien, så har dens blod også den højeste iltoptagelse af alle pattedyr, som man har undersøgt. Når man lever i tynd, iltfattig luft, er det netop en stor fordel, at ens blod effektivt optager ilt i lungerne, og at man har et stort hjerte til at pumpe det rundt i kroppen med.

I undermunden har vicunjaen nogle højst usædvanlige fortænder, som ikke findes hos noget andet hovdyr, men som til gengæld er typisk for gnavere. Vicunjaens fortænder er rodåbne, hvilket vil sige, at de vokser hele livet, efterhånden som de bliver slidt ned. Endnu et træk, som vicunjaen deler med gnaverne, er, at det kun er forsiden af fortænderne, som er beskyttet af hård emalje. Bagsiden af tænderne er blødere, hvilket medfører, at tændernes bagside slides mere ved brug end forsiden. På den måde holdes fortænderne konstant skarpe som mejsler, hvilket gør vicunjaen effektiv til at nippe helt korte græsser og andre bittesmå planter.

Dominerende vicunjahanner fastholder territorier med attraktive ressourcer året rundt og ikke kun i parringstiden som hos guanacoen. De attraktive territorier tiltrækker hunner, og på den måde kan de territoriehævdende hanner etablere en familiegruppe. En typisk familie har 1 han, 2-4 hunner og 1-2 unger. Hanner uden territorium får ingen unger.

Pudsigt nok har de territoriehævdende hannerne hver to landområder, som kan ligge et stykke fra hinanden: et fourageringsområde, hvor familiegruppen tilbringer dagtimerne, og et soveområde, hvor de overnatter. Hver dag vandrer familierne frem og tilbage mellem disse to områder.

Den dominerende han tvinger både hanner og hunner til at forlade familien, når de er omkring et år gamle. Familie- og territorieløse hanner kan samles i ungkarlegrupper, der typisk består af 5-10 individer, men omfatte mere end 100 individer.