Faktaboks

Robert M. Solow

Robert Merton Solow

Født
23. august 1924
Død
21. december 2023
Robert M. Solow

Robert M. Solow fotograferet i 2008.

Robert M. Solow var en amerikansk økonom, som især er kendt for sine bidrag til vækstteori. Solow modtog i 1987 Nobelprisen i økonomi.

Uddannelse og karriere

Solow blev uddannet ved Harvard University under vejledning fra Leontief. Efterfølgende blev han ansat ved MIT, fra 1958 som professor, og han havde her et mangeårigt tæt samarbejde med Samuelson om emner i vækstteori og lineær programmering.

Solows arbejder

I to artikler fra 1956 og 1957 formulerede og afprøvede han en teori, efterfølgende kendt som den neoklassiske vækstmodel, til forklaring af træk ved de industrialiserede landes udvikling gennem de sidste 100-150 år: Når der ses bort fra kortvarige konjunkturudsving, er de procentvise årlige vækstrater for produktion (BNP), produktionsudstyr (kapital) og produktion pr. arbejdstime nogenlunde konstante. Realrenten udviser også nogenlunde konstans, mens reallønnen tenderer mod at vokse i takt med produktionen pr. arbejdstime.

I sin teori indbygger Solow en vis fleksibilitet i vækstprocessen som følge af, at de anvendte produktionsteknikker kan ændre sig afhængigt af udbud og efterspørgsel for kapital og arbejdskraft. Dette var en nyskabelse i forhold til de eksisterende modeller for økonomisk vækst opstillet af Harrod og Domar. En vigtig konsekvens er, at hvis opsparingstilbøjeligheden i et land ændres til et højere niveau, kan den økonomiske vækst midlertidigt stige, men i det lange løb vil den årlige vækstrate være upåvirket. Den teoretiske model bliver ofte kaldt Solow-Swan modellen, idet den samtidigt og uafhængigt blev opstillet af den australske økonom Trevor Swan (1918-1989).

Solow ydede også bidrag til teorien om udtømmelige resurser, indkomstfordeling mellem generationer, forhandling mellem interessegrupper på arbejdsmarkedet samt konjunkturteori.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig