Tine

The Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.net

Title: Tine

Author: Herman Bang

Release Date: January 11, 2004 [EBook #10686]

Language: Danish

Character set encoding: ISO Latin-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE ***

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed Proofreaders

TINE

AF

HERMAN BANG

1889

Tine udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med sort tryk.

I Tine. II blank. III Tine. Af Herman Bang. Forlagsmaerke. Kjobenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Graebes Bogtrykkeri. 1889. IV blank. V Til Erindring om min Moder.

VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289] Giv os at fatte dine Vidnesbyrd. _[290 blank, bladet kan findes indsat foran dedikationen].

Omslagets indersider har reklamer for boger af forskellige forfattere, bagsiden for boger af Bang.

Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden ramme og forlagsmaerke i guldtryk. Hojde 180 mm._

Til Erindring om min Moder.

Denne Bog tilhorer dig.

Den Gang, da du endnu var staerk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi, mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en Onskevandring ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, hvad vi onskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du laeste alle Bindenes Titler og sagde: Naar du nu en Gang skriver en Bog, skal du saette mit Navn paa dens Blad.

Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i Lundens tyndede Alle—du traengte til Septembers sene Sol—tog du en Dag min Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og af Kaertegn: Naar jeg nu er dod og du, min Dreng, en Gang er bleven en Kunstner, vil du saa se, love mig saa at se til, at de ikke—helt glemmer mig?

Og du graed. Moder, fordi du skulde do.

Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt.

Nu saetter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg ved, den er ikke din

Kaerlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand vaerdig. Men dens

Fortaelling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du

fodte mig. Du kaldte det til din Dod dit Hjem.

Ufredstid og fremmed Magt haergede snart den lyse Plet, hvor der var blodt og lunt for dig, der skulde leve i Glaede og Sol. Som Fjenderne til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os.

Og nu, hvor du laengst er dod, saetter jeg dit Navn over denne Bog om

Nederlagstid og vort tabte Hjem.

Denne Fortaelling er naeret ved Minderne om mit forste Hjem.

Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og uforgaengelige Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle.

Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de hvide Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke. Men vore Haender—vi Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og spurgte—strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot hendes Kjole.

Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi—min Soster og jeg—ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en Mark. Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront. Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, til hun taug igen og kun graed og graed. Mig satte hun ned paa Graesset, mens hun blev ved at stirre ud over det gronne Land—siden syntes jeg som Barn, at vi den Dag havde kunnet se over den hele O—: Mo'er, Mo'er, blev jeg ved, hvorfor graeder du?

-Fordi vi skal rejse, svarede hun.

Naeste Dag rejste vi bort fra vort Hjem.

Det sidste Minde staar i noje Sammenhaeng med dette. Vi var i Horsens, hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi Byvaerelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besogte os.

Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krob rystende sammen ved Bro'r Aages Vugge—og hun maa vaere sprungen hastig ud af sin Seng, for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar—med sine alsiske Piger rundt om sig og os, der skreg.

Og Pigerne skaelvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Dore stod aabne og klaprede og et Vindu—skont vi naesten intet havde paa.

Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fodder og Signaler af angstfulde Horn.

-Hvad er der—hvad er der dog, Mo'er? skreg vi.

-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, og vi graed hojt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi horte bestandig, bestandig Folk, der lob paa Gaden, og Tropperne, der ilte, og Hornene fjern og Hornene naer—gennem Stormen.

… Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skaendsel har vaeret nok til at gennemtraenge hele mit Liv. Jeg foler endnu dets Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, Tilintetgorelse, Dod, Ruin. Allerede i min allerforste Produktion har Indtrykket vaeret staerkt nok til at skabe en Skildring, som staar. Og siden har samme Indtryk forklaedt sig Gang efter Gang i Billeder af Ruin—indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes i denne Bog.

Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre

Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det

kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament.

Eller har de—uvanlige som de var—selv dannet med egenmaegtige

Haender og slaaet de uloselige Knuder i det begyndende Folelsesliv?

Vist er—som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklaedte Sorgende i Adserballig Stue—som en sortklaedt Alabasterstatue saa jeg hende siden—er den forste Moder til Nina Hoeg og Katinka Bai. Det Indtryk har fodt deres stumme Sorg og deres Resignation.

Og hin forste Afrejse har sat lige dybe Maerker. Opbrud, Oplosning af

Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle

Skildringer—i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen.

Men fremfor alt genfinder jeg bestandig—i Emner, i Fremstilling, i

Stil—overalt, hvor jeg skrev og hvad jeg skrev. Lyden, Tempoet,

Skraekken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra

Horsens.

* * * * *

Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste, min Hjerne fra min allerforste Barndom syntes at have bevaret.

Men i Udlandet brod flere frem. Det var mens jeg omgikkes med

Formlaegningen af Stuk.

Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han udkaster Planen til et Vaerk eller begynder paa at forme det, hitter paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans hykleriske Nerver, der af Skraek for alle de Anstraengelser, som venter dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver ved om den anden, at han snyder.

Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skraek for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blaek.

Nej—den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjaelpetropper Storme af fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer ham med andre Ideer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst.

Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens Modvilje mod at laegge sig under en kunstnerisk Plans Aag—var det just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brod frem.

Jeg saa pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader og horte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede—og det mod min Vilje, ti jeg onskede jo helt at tilhore en ganske anden Sfaere, Luft og Plan—ligesom fra et Morke, der langsomt lettede og veg, hele mit forste Hjem tilbage.

Dette Sted, som jeg forlod for Krigen, og som jeg ikke har genset i fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen med Smedjen ved det lille Kaer og Skolen, hvis Beboere jeg gensaa.

Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt fler. De har vaebnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de forste Gang pludselig brod frem fra Lag i Erindringen, som Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og haergede Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende Fodtrin.

* * * * *

Lad mig her sige et.

En Bogs Fodselshistorie vil vaere mange saerdeles ligegyldig. Der vil heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortaeller alt dette og forer den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst underholde et aeret Publikum om mit fortraeffelige Jeg. Eller, at jeg forsoger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og praetenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget Relief.

Det er dog ingenlunde saa.

Jeg ved saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet ikke vedkommer Laeseren. Han dommer Kunstvaerket kun af disse samme Minders Evne til gennem Vaerket at paavirke og overbevise ham.

Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bor helst staa frit og tale for sig selv.

Men Tingen er, at jeg tror, det vilde vaere interessant for Psykologen og mere oplysende for Kunstens Vaesen end visse nylig atter fornyede aestetiske Diskussioner—om Forfatterne en og anden Gang oplyste om deres Arbejdes Fodsel og Veje og sogte at kontrollere de Hjernens Processer, som ledsager deres Frembringen.

Maaske vilde man saaledes faa mer end et Vink, der taendte hastige og fjerne Lys inde i Sjaelelivets Halvmorke.

* * * * *

Baade Kritik og Publikum klagede i Stuk over Fremstillingens ulidelige Uro og den traengselslignende Skare af Personer. Jeg har i denne Fortaelling sogt at mindske Uroen og indskraenke Personantallet.

Men hvorvidt det er lykkedes mig, ved jeg lidet om. Denne Uro og Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg ser nu en Gang saaledes. Jeg ser mine Personer kun i Billede efter Billede og kun i Situation efter Situation horer jeg dem tale. Jeg maa ofte bie i Timer, for de ved et Blik, en Bevaegelse, et Ord forraader mig deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gaette ligesom jeg gaetter andre levende Menneskers—deres, som jeg omgaaes og kender.

Hvis jeg da ikke anstraenger mig for at gore den ene og korte Situation, hvori jeg ser dem, Bevaegelsen, den lille Bevaegelse, hvori de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gore det altsammen saa levende, lyslevende som Livet selv—hvor kan jeg da haabe at overbevise?

At gore levende er da den tunge—og sikkert ofte mislykkede—Bestraebelse.

Men det Levende er jo Bevaegelse og Mangfoldighed.

Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab. Naboernes Stemmer traenger ind ad dens Vinduer, gennem dens Dore. Deres Liv blander sig med Skolens Liv.

Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skaebner Donninger frem over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder atter Donninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og Smedjens vel med.

Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv der maa vi vide, at Livet fortsaettes og at der leves—en rullende Vogn, en Hund, der goer, en Sang, der hores fjernt, maa fortaelle det og minde os derom.

Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, fole Egnen, hvor den ligger: vi maa befolke Oen Als. Har Skolens Korsvej ikke Vejfarende—korer ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem og hundrede Liv?

Nu vel—vi maa fole disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Sporgsmaal,

Hilsner, Svar—ogsaa de er Del af Skolens Tilvaerelse og maa med.

Hvor kan da i al denne Bevaegelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod just Uroen al den evige Bevaegelighed, man vil? Og dette: at Laeseren ikke kan huske det ene for det andet—hvad gor det, naar det store Helhedsindtryk kun kunde lofte sig med store Linjer frem af den Uro, hvoraf det er skabt.

Kun Mangfoldighed og Bevaegelse kan for mig give Billedet af Liv. De er mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gore Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er Vanskelighederne ved en Kunst, som ser Livet stift i Ojnene, og hvis store, hvis fjerne AErgerrighed er den at faeste dette levende, dette ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv.

* * * * *

Du bad mig, Moder, at jeg skulde se til, at de ikke helt skulde glemme dig.

Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa uendelig fjernt og saa uendelig klart.

To stredes—og Striden vil vel aldrig ende ganske—i alle disse Ord: min gamle Slaegt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I et Hundredaar havde den fostret Statsmaend, Landet ikke vil glemme, beromte Laeger, som Generation efter Generation var de storste og folkekaereste i Norden.

Men siden blev dens Sonner Praester, fordi de besvimede ved at se Blod, og uvirksomme Orkeslose, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes.

Du fortalte mig ofte om vor Slaegts Haeder. En af dens store Laeger efterlod mig Fortaellingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme: Han vilde tvinde—til Belaering—sine Traade i Slaegtshistorien.

Min Slaegt i mig skrev vel i min Ungdom meget—meget.

Men ogsaa du, Mo'er, skrev dit.

Stella Hoeg og Nina og Froken Agnes og Fru Katinka—det er dit Blod. Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Born af din Glaede og Born af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De