Read more from Peter Nansen
Guds Fred Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsMaria En Bog om Kærlighed Rating: 0 out of 5 stars0 ratings
Related to Julies Dagbog
Related ebooks
Julies Dagbog Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsSkovstrup-Folk To Fortællinger Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsDet hvide Hus Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsSamlede Værker, Første Bind Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsSekt Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsLudvigsbakke Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsChristina - mit liv som clairvoyant Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsMin livshistorie: Selvbiografi Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsVejen: Biografi Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsHallo menneske!: Kærligheden overvinder alt Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsSortebogspræstens Datter: En Lofoten-fortælling Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsTine Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsIsblink Digte fra den grønlandske Polarregion Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsGlæde: Selvbiografisk roman Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsMellem linjerne Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsKan jeg be' om regningen? Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsPastor Sørensen & Co.: En Redegørelse Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsEn begyndelse: Min opvækst på Holmegårds Glasværk 1942-1961 Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsMig og dig Marie.: En fortælling fra Grønland Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsSom dreng strikkede jeg fodboldstrømper Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsVermont Valhalla: Landet for de levende Rating: 0 out of 5 stars0 ratings90 - Et liv, mange liv: Min lange rejse i drømmen Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsDet der bare måtte siges...: I al sin ufuldkommenhed. Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsEn rum tid: Undertitel Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsHjørdis' hjemmebag: Uddrag af en Østerlarspiges liv Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsEn rejsende i retfærdighed og oplevelser Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsEt Ægteskabs Historie En Virkelighedsskildring Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsOg jeg vågnede Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsCanada - tur retur: Breve fra dem derhjemme 1927-29 Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsTab og vind Rating: 0 out of 5 stars0 ratings
Reviews for Julies Dagbog
0 ratings0 reviews
Book preview
Julies Dagbog - Peter Nansen
project.)
Afskriverens bemærkninger
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. En indholdsfortegnelse og en ordliste med rettelser er placeret sidst i bogen.
JULIES DAGBOG.
PETER NANSEN
JULIES DAGBOG
ANDET OPLAG
KJØBENHAVN
P. G. PHILIPSENS FORLAG
Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
1894
JULIES DAGBOG
Denne Bog har jeg faaet til Jul af Moder. Jeg vil her nedskrive oprigtigt og sandfærdigt alle mine Oplevelser og Tanker. Jeg vil ikke smigre for mig selv, men tage med baade det gode og det onde. Paa den Maade vil min Dagbog kunne blive mig som et lærerigt Spejl. Men naar Bogen er sluttet — vil den da berette om et lykkeligt eller sørgeligt Liv, vil den være en Roman med spændende Hændelser eller vil den være — ak! — slet ingenting? Herom spørger jeg med nysgærrig Uro mig selv, idet jeg skrider til mit Værk.
Saa anbefaler jeg da mig og min Bog til en naadig Skæbne og alle gode Magter.
Kjøbenhavn, Forhaabningsholms Allé, den 27de December 1891.
Julie Mathilde Magens,
født d. 23. April 1872,
Datter af Blomstermaler, Professor
Holger Magens.
Nytaarsnat, Kl. 12½.
Hvor højtidelig en Tanke, at det gamle Aar nu er endt og et nyt rinder frem i Vinternattens Mulm og Mørke. Et Aar er atter svundet — hvad har det bragt mig? Et nyt begynder — hvad vil det bringe? Det første kan jeg besvare. Det gamle Aar har intet bragt. Naar jeg tænker tilbage paa det, ligger det for mig som en lang lige Landevej, uden Farver, uden Brydninger, uden Afveksling. En Række af stille Dagsmarcher, altid lige lange, altid i samme Retning og i samme tungsindige Omgivelser. Om Formiddagen følgende Billede: min søde lille Mo'r og jeg spadserer ned ad Gl. Kongevej, ind til Byen for at besørge Ærinder. Vi gaar hurtigt og glider gennem de mange Mennesker, ligesom vi ikke hørte til iblandt dem. Vi kender kun faa, og færre kender os. Alligevel kender vist alle os. Vi hører til Rutens faste Figurer. »Enken med sin Datter« kaldte engang en Herre os, idet vi gik forbi. Baade Moder og jeg kom til at smile ad Bemærkningen; den var virkelig rammende. Moder lille og spinkel, altid sortklædt; jeg høj og tynd — vistnok lidt ranglet, — desværre ikke særlig velklædt, dog, med faa Midler, net. Vi standser ikke paa vor Vej, vi gaar ufortrødent, som om det var en Forretning for os at gaa, og vi ser hverken til Højre eller til Venstre. Det sidste er forresten ikke fuldkommen sandfærdigt. D. v. s. Mo'r ser ret frem, men jeg kigger med Øjenkrogene til begge Sider.
... Vi kommer hjem, og Middagen oprinder. Familien samles. Hvor der er koldt i vor Spisestue — til Trods for de Rosenguirlander og Sydfrugter, hvormed Fader har dekoreret Væggene. Først sætter Moder, Frantz (en lang opløben 16 Aars Dreng) og jeg os tilbords. Saa træder Fader ind fra sit Atelier. Han er meget høj og mager, er altid i graat Tøj med langskødet Frakke, han fryser altid og fejler altid et eller andet. Jeg tror, det er ham, der bringer Kulde med sig ind i Stuen. Fader ser skarpt paa os gennem sine Guldbriller, nikker og sætter sig uden at sige et Ord. Og vi spiser vor Mad, som om det var en tung Pligt, vi opfyldte. Vi spiser det mindst mulige for at blive færdige i en Fart. Derfor er vi alle saa tynde ligesom Planter, der vokser i Skygge. Det Billede faldt mig ind en Dag, vi rejste os fra Bordet. Som vi stod dér, tre lange og en lille, kom jeg pludselig til at huske paa en Kala, vi en Gang havde. Vi troede, den var gaaet ud, og havde stillet den til Side i et mørkt Gaardværelse. Saa en Formiddag kom jeg derind og saá, at den var skudt op igen med fire spinkle hvidlig-grønne Stilke, der paa Toppen bar smaabitte gennemsigtige Blade. — — Konversationen ved Middagsbordet kan just ikke kaldes animeret. Den indledes med, at Moder spørger Fader: »Hvordan har Du det idag, Holger? Har det været slemt med Hovedet?« Herpaa er Svaret: »Om det ikke var andet end Hovedet. Men de forbandede Rygsmerter piner Livet af mig.« Næste Dag begynder Moder med Ryggen, og det slaar da ikke Fejl, at nu er det Hovedet, som er det mest pinagtige.
Resten af Middags-Underholdningen adresseres til den arme Mosjø Frantz, som har et righoldigt Synderegister. Frantz, der er i næstøverste Latinklasse, mistænkes stadig for Dovenskab og letsindigt Levned, saasom overdreven Nydelse af Tobak, Smug-Toddyer osv. Ogsaa vækker han min æstetiske Papas Ærgrelse ved et leddeløst labansagtigt Væsen, en smagløs Behandling af Kniv og Gaffel, Rokken paa Stolen, usoignerede Negle m. m. Saaledes krydres vor Mad paa den lifligste Maade.
Aftenen er Døgnets Oase — naar Frantz er gaaet til sine Lektier eller sin Smugtoddy og Fader Kl. 10 har sagt Godnat. Da sidder Mo'r og jeg og taler fortroligt sammen. Vi aabner for Kakkelovnen, saa Ilden lyser ud gennem Risten, sætter rød Skærm over Lampen og gør os det mageligt i Sofaen. Hvad vi taler om? Om Alt og Intet, det højeste og det laveste; om hvad der har staaet i Bladene, om Bøger, vi har læst, om Livets store Problemer, om Familiebegivenheder baade nu og i gamle Dage, men mest taler vi om Kærlighed. At høre Mo'r tale om Kærlighed er saa smukt og rørende, at jeg altid ender med at græde. Stakkels lille Mo'r, som har et saa stort og varmt Hjærte og som er skabt til nænsom Behandling af Livet. Sikkert maa hun en Gang i sine unge Dage have oplevet en Roman. Det kan ikke være Minder fra hendes Ægteskab, der fylder hendes Sind med saamegen Poesi. Thi Fader tog hun først, da hun var 27 Aar og hendes Forældre var døde — uden at efterlade sig noget. Allerdejligst er det dog, naar Moder fortæller om sit Hjem, hvor det gik saa fornemt og lystigt til, med musikalske Soiréer, Baller og Kanefarter. Ak! Bedstefa'r, Bedstefa'r, hvor kunde Du ogsaa sætte alle dine Penge overstyr, saa der slet ingen Fornøjelser blev tilovers til din arme Datterdatter! Og Du skønne, Du vidunderlig dejlige Bedstemo'r, Du, om hvem Sagnet beretter saare smukke, men ikke ganske artige Æventyr — hvorfor har jeg dog ikke kendt Dig, Du brillante Kvindemenneske, der paa din Bryllupsdag lod Bedstefader bortføre Dig midt under Middagen og kørte med ham i Firspands Kane ud paa Landet til den festligt beredte Kro, hvor I to saa fortsatte Gildet, I to alene.
Om I fra Eders sikkert straalende og glade Himmel følger Eders Slægts jordiske Færd, vil I have følt Sorg og Medynk over den Nytaarsaften, Moder og jeg har fejret. Nej, i vort Hus er ikke, som Skik var i Eders, det gamle Aar blevet hædret med rungende Skaaler om et bugnende Festbord, og ikke er det nye Aar hilst velkommen med Champagneproppers Salut.
Ganske alene har vi siddet, Moder og jeg, og ventet paa det nye Aar. Hver i sin Krog af Sofaen sad vi og krøb sammen, sad i to lange Timer, uden at have Humør til at begynde vor sædvanlige Passiar. Men da Taffelurets gamle slidte Klokkeværk med spinkle besværlige Toner begyndte sin Midnatskimen, rettede vi os op og lyttede, og en Angst paakom mig. Dumt var det, men jeg syntes, at nu slog Afgørelsens Stund for mig. Hvert af Urets Klokkeslag klang i mine Øren som et »Nu din Tid! Nu din Tid!« — indtil Værket endte med en klirrende Raslen, der lød som Kanebjælder.
Saa tog Mo'r mig i sine Arme, bøjede mit Hoved ned til sit og sagde, mens hun kyssede mig: »Du, min lange, kære, grimme Unge, Vorherre gøre det nye Aar lyst og lykkeligt for Dig.« Og da jeg svarede: »Tak for det gamle, lille Mo'r!« — klappede hun mig paa Kinden og sagde: »Du har desværre saa lidt at takke for.« Og lidt efter, med Taarer i Øjnene: »Min egen Unge, Du har det ikke godt herhjemme, jeg véd det. En anden Sag er det, naar man som jeg er færdig med Livet; men ungt Blod trænger til Sol og Lykke.« »Jeg har jo Dig, lille Mo'r,« hviskede jeg. Hun rejste sig, smilede og sagde saa pudsigt skælmsk, som hun undertiden kan være: »Er de unge Piger nuomstunder saa nøjsomme?« Saa sagde vi Godnat og gik hver til Sit.
Hvad hun mente, véd jeg. Hun mente Erik. Ja, Du kære Ven i det Fjærne, hvis faa og korte Breve har været de flygtige Stjærneskud i Aarets Mørke, Du skulde bare ane, hvilke farlige Planer der her lægges mod din Frihed. Monstro Du da nogensinde vendte hjem? Aa jo, det gjorde Du dog vist. Men om Du anede, hvor stygt, hvor ufint jeg egenlig spekulerer i Dig, da vilde Du med Rette foragte mig. Spørger jeg nemlig mig selv, om jeg elsker Dig, bliver Svaret: Nej. — Og alligevel, hvis Du i dette Øjeblik traadte ind ad Døren og spurgte, om jeg vilde gifte mig med Dig, svarede jeg uden Tøven: Ja. — Thi Du er den eneste Redningsplanke, jeg øjner — den eneste, der kan føre mig bort fra det triste Vrag, som Hjemmet her er. Og jeg skriger det ud i denne Nytaarsnat: Hjælp, Hjælp! ... Om Du hørte mit Nødraab og om Du kom til mig, jeg lover Dig, at jeg skulde blive Dig en god og trofast Hustru, altid holde af Dig og aldrig glemme, hvad jeg skyldte Dig. Jeg har lært at slaa af paa mine Fordringer til Livet. Nu er alt det, jeg beder om: Frihed. Ja, Moder, Du havde Ret, jeg har ikke haft det godt ... Jeg tørster efter at drikke Sol og Varme, jeg er en stakkels bleg Kalastilk i et koldt Gaardværelse.
— — — Jeg har nu læst igennem det, jeg har skrevet, og jeg skammer mig over mig selv. Her har jeg, Julie Magens, i Skolen Uglspil kaldet, siddet og ladet Blækket flyde som Taarer fra min Pen. Skam Dig, min gode Pige, tør dine Øjne og sæt et venligt Ansigt op til det nye Aar. Naturligvis har det noget godt med til dig — naar bare Du selv rækker Haanden frem. Maaske allerede nu til Morgen det bringer mig en Hilsen fra Erik. Men faar jeg imorgen — eller rettere idag — en Nytaarshilsen fra Erik ...
... da let paa Taa
I Piger smaa,
for da skal Dansen gaa
og Julies Bryllup staa.
Det Vers er af mig selv.
1ste Januar.
Altsaa har jeg Grund til at være i Perlehumør: der var Brev til mig fra Erik. Ovenikøbet et langt Brev med forelsket Længsel efter »Plejesøster« Julie. Erik har omtrent brugt de Penge, hans Fader gav ham til at studere for i Wien; han har tillige smigrende Tilbud om et Slags Kompagniskab med en af de mest ansete yngre Arkitekter her. Hvis nu bare hans Fader vilde forstrække ham med den fornødne Kapital, vender han hjem allerede om faa Uger, og »jeg har da« — skriver han — »noget meget vigtigt at tale med Dig om.«
Med andre Ord: om en Maaned er jeg forlovet med Arkitekt Erik Glerup, og til April holder vi Bryllup. Vi flytter ind i en 5 Værelsers Lejlighed, vi faar Møbler efter de Tegninger, Erik lavede sidste Jul, da vi for Spøg talte om, hvordan vi helst vilde have en Lejlighed udstyret; vi faar det i alle Retninger smukt og behageligt; vi fører et maadeholdent selskabeligt Liv, vi gaar en Gang imellem i Teatret paa gode Pladser, vi bliver agtede og ansete, vi skylder ikke Nogen noget, vi lægger tværtimod lidt op hvert Aar, og for hvert ti Tusind, vi lægger op, tillader vi os en ny Komfort. Vi ender som Velhavere og Etatsraad, R. af D., p. p.
Og naar saa Etatsraadinde Julie Glerup, Formand i Foreningen »Pattebørns Ernæring«, mæt af Dage og Menneskenes Agtelse indgaar til en salig Død, da vil hun med sit sidste Blik skue tilbage over et Liv, som er graat-graat, prosaisk-hæderligt, hæderligt-kedsommeligt, som er netop det, hun altid har hadet og afskyet mest.
Men skønt hun i dette Øjeblik, endnu hverken prosaisk eller hæderlig eller Etatsraadinde, véd paa en Prik, hvordan Fremtiden vil blive, naar hun gifter sig med den gode, den hæderlige og den dygtige Erik, saa gør hun det alligevel, gør det, fordi hun er en fejg Person, der, trods al sin kætterske Menen og Villen kryber i et Musehul for Folks Fordømmelse og kun i sine Tanker og Drømme vover sig væk fra den Muldklump, hvor hun finder en sikker Føde. Bevistes hendes Fejghed ikke tydeligt nok for 3 Aar siden, da hun forlod sine Forældres Hus med en heroisk Erklæring om, at nu holdt hun det ikke ud længer, og saa fem Timer efter vendte hjem som en uartig lille Pige til Faders Tugt og Moders Klage?
Naar jeg betænker, at denne latterlige Flugt er mit Livs »Stordaad«, da erkender jeg rødmende, at jeg ikke er skabt til noget mere epokegørende end Etatsraadinde; at jeg tværtimod paa mine bare Knæ bør takke Himlen, om jeg naaer saa vidt.
Altsaa: Hurra for Eriks Brev! Det er mit Jule-Evangelium. Det lover mig, at jeg inden Sankte Hans skal blive Frue og Genstand for Kusinernes Misundelse. Hurra! Det er altid noget.
— — I Nytaarsdags højtidelige Anledning har vi været til Gala-Familie-Middag hos Bedstemoder. Af Faders Moder at være er Bedstemoder en mærkeligt elskelig Kone. I Grunden tror jeg, hun ærgrer sig lumsk over Fader, forsaavidt man tør bruge et saa stærkt Ord om Bedstemoders Følelsesliv. Hun sidder ubevægelig, plantet mellem Puder, i sin stive Mahognitræs Sofa, hvorover salig Farfaders Billede i Oliemaleri — Faders Debutarbejde — hænger, en stram, mager, asketisk Prælatskikkelse i biskoppeligt Silkeornat og med Ordensbaand om Halsen. Bedstemoder ligner en Voksfigur, ikke en Fiber sitrer i hendes store regelmæssige, af en pibet Kappestrimmel indrammede, hvide Ansigt, og i de sidste Par Aar har hun end ikke haft et Strikketøj mellem sine Hænder. Hun sidder som et Sindbilled paa den for al jordisk Bekymring og Uro lutrede Alderdom, og hun taler med en Stemme, der har akkurat samme højtideligt dybe Klang, enten den udtrykker Glæde eller Sorg, og saa langsomt, som om hun for hvert Ord maatte huske sig om for at finde det. Men i det udslukte Ansigt lyser to store, rare, mørke Øjne med en underlig stærk Glød. De kan se saa fast og kærligt paa En, saa ransagende og mildt forstaaende, at man kunde faa Lyst til at kaste sig om Halsen paa hende og græde alle sine dumme Sorger ud ved hendes gamle rolige Hjærte.
Spisesedlen ved Bedstemoders Nytaarsmiddag er lige saa uforanderlig som hun selv: en rigtig Familie-Suppe, stærk, krydret og duftende, med mange Urter og Kødboller, kogt Rødspætte, en vældig saftig og rød Oksesteg samt hjemmebagt Æblekage. Dertil en Rødvin, som der ikke ødsles med, men som det ogsaa næsten er Synd at drikke, saa berusende dejligt lugter den — en Efterladenskab fra min for femten Aar siden afdøde højærværdige Bedstefader — og ved Desserten et Glas Madeira.
Egenlig morsomme er Bedstemoders Middage ikke. Og dog, hvor lunt, hvor hyggeligt er der ikke hos hende! Al Mislyd maa forstumme i hendes stille Gammelkone-Stuer, selv Fader gør sig Umage for at være i behageligt Humør. Og hvilken velsignet Appetit giver det ikke at se Bedstemoder med sine milde Øjne vaage over, at vi alle faar noget, der er rigtig godt og lækkert,