En bæredygtig død

16

Kapitel 1

Kun det bedste var godt nok til Grete. Jensen vurderede omhyggeligt udbuddet af gulerødder, inden han valgte det mest knasende friske bundt. Gulerøddernes toppe var tapet sammen i en stor grøn pyntebuket. ’Ø,’ stod der på tapen.

Til daglig drev hun stadig frisørbutikken hjemme i Rinkenæs, mens han var politimand i Århus. Adskillelsen gjorde kun deres fælles weekender mere kostbare, og nu ville Grete ligefrem komme og bo hos ham i en hel uge. Ferien skulle blive hyggelig, romantisk, interessant, perfekt.

Han ville vise hende byen, Moesgård Museum, Dokk1, Musikhuset. Vikingemuseet, Regnbuen. Åen og caféerne. En af aftenerne ville han invitere sine voksne børn med familier til grill.

Klokken var lidt over to om eftermiddagen fredag, den 17. august, og Grete skrev, at hun kun manglede tre kunder mere. Sms’en var signeret med en af de mange smileys, hun altid havde ved hånden.

Jeg glæder mig til dig, svarede Jensen.

Lampefeberen meldte sig også. Timeren tikkede. To timer plejede selve køreturen at tage hende. Plus tillæg for den sædvanlige kødannelse på E45.

Hjemme på Espedalen havde han været huset rundt med klud og sæbevand; hos gadesælgeren i Arkaden fyldte han indkøbskurven med gulerødder, kartofler og æbler, salat, agurk, tomater, mango, auberginer …

Der er ti bananer for tyve, sagde grønthandleren i sin overall.

Dem tager jeg, sagde Jensen. Så ville der også være til børnebørnene.

Du ser helt nyforelsket ud.

Jensens kinder blev varme.

Så har jeg lige noget til dig. Der er tolv røde roser for en hund. Grønthandleren tog en dryppende buket op af spanden ved siden af kassen. Og så er de økologiske.

Jensen betalte og tog roserne i den ene hånd og fik grøntsagerne udleveret i en stor brun papirspose. Nu skulle han bare tilbage på politigården og lukke de sidste sagsmapper ned og sige farvel til kollegerne.

Bilerne blinkede i Søndergade. Det havde regnet om formiddagen, og fortovene var stadig våde, men solen fortrængte hurtigt skyerne. Jensen havde taget anorak på, da han gik ud, men behøvede den slet ikke længere. Mange andre mænd gik i korte ærmer, og kvinderne var i bare ben og sandaler.

Trods varmen drejede han ind ad politigårdens bagindgang og tog trappen, der holdt ham i form til Grete. Anden sal, hvor hans kontor lå, virkede mistænkeligt øde. Kun et støvfnug dansede i lyset fra det fjerneste vindue. Det eneste levende menneske, Jensen mødte, var Lea.

Sekretæren kom balancerende med en stak ringbind under hagen. Det gibbede ligefrem i hende, da hun opdagede ham. "Jensen! Vi troede, du var gået."

Pjat med dig. Han kiggede ned ad gangen, hvor kunstforeningen for nylig havde udskiftet malerierne på væggene. Hvad laver alle de andre?

De har vel … travlt? Sekretærens kinder blussede lige så meget, som hans egne kinder havde blusset hos grønthandleren.

For travlt til kaffe? Jensen fulgte duften hen til tekøkkenet, hvor kaffemaskinen stod tændt og tikkende varm og fyldt til randen. Den måtte have stået sådan længe, for både grumset og filteret var knastørre.

Hvad er det, I går og skjuler for mig? Han bankede på Lars Hennings kontor, men fik ikke noget svar. Det samme hos Jesper. Vel ikke et surprise-party? Surprise-parties gjorde ham genert.

Lea ville gribe chancen til at flygte ind på sit kontor, men Jensen var hurtigst. Han satte foden i døren.

Hun lo. Ih, altså. Var det sådan, du erobrede Grete?

Nej. Men vi har heller ingen hemmeligheder for hinanden.

Hvis jeg fortæller dig om det, ender du bare med selv at fare derud.

"Hvor ud?"

Hun lagde ringbindene på sit skrivebord og gav ham et knus. Lea var en rund og trivelig kvinde, lidt ældre end Jensens datter Christine, bare mere hjertelig. På Riisvangen, men du har det ikke fra mig.

Riisvangen lå næsten direkte på hans hjemvej. Og hvad laver de der?

De blev kaldt ud til et drab, sagde Lea. Men lad nu dem om det, og tag hjem. Husk at nyde din ferie med Grete.

Det har jeg sandelig også tænkt mig at gøre. Han så på sit ur.

"Direkte hjem." Lea holdt en pegefinger op.

Ja, mor.

Ingen svinkeærinder.

Nej, mor.

Det var heller ikke for at blande sig, men siden gerningsstedet lå så tæt på ruten, ville han da gerne lige sige farvel til kollegerne.

*

Riisvangen lå i det såkaldte ’gamle Risskov’. Høje patriciervillaer gemte sig bag veltrimmede hække. Og bag en hel armada af politibiler med blinkende lygter.

Retslægens og efterforskningslederens biler holdt side om side med patruljevognene. Teknikerne var også allerede ankommet fra Vejle i deres varevogn. Helt håbløs kunne weekendtrafikken endnu ikke være på motorvejen. Jensen parkerede sin civile Peugeot bagest i rækken, hvor den ikke ville genere arbejdet, og hvorfra han hurtigt kunne komme væk igen.

Jesper, den ene af hans unge kolleger, stod uden for vejens mest pjuskede hæk og talte med en endnu yngre kollega fra tredje sal.

Jespers underkæbe klappede ned. Jensen. Du er da ikke til at styre på ti tønder land.

Tænk, I ville være bekendt at holde mig udenfor.

Tænk på Grete.

Navneskiltet på postkassen druknede næsten i kollagen af kulørte mærkater. ’Atomkraft? Nej tak!’ – ’Ingen reklamer!’ – ’Dyrevelfærd nu!’ læste Jensen, før han fandt selve navnet: Britta Grønbæk.

"Den Britta Grønbæk?" spurgte han.

Det var Kolding her, der fandt hende. Jesper nikkede til deres kollega fra tredje sal.

Naboen havde klaget, forklarede Kolding.

Over hvad?

Hendes grise.

Jensen lod blikket glide hen over grunden, men der var nu ingen grise at se hverken på den frodige plæne eller i buskene.

Hun åbnede ikke, så jeg kiggede ind ad køkkenvinduet. Kolding pegede.

Jeg kunne se, der var noget galt, så jeg prøvede på at hjælpe. Havde jeg vidst, hun var død, var jeg selvfølgelig aldrig gået ind. Han kiggede ned på sine sko.

Der sad lidt mudder på siden af sålerne. Sporene efter mudderet havde givetvis ikke gjort ham populær hos teknikerne, tænkte Jensen.

Fordøren var låst, men bryggersdøren stod på klem omme på bagsiden, sagde Kolding.

Var der andre i huset?

Ikke nogen jeg så.

Det var der til gengæld nu. Jensen opdagede silhuetterne af to mænd i beskyttelsesdragter, der stod og snakkede sammen i køkkenvinduet.

Han klappede Kolding på armen og nikkede til Jesper. Jeg går lige hen og hilser på.

*

Ambulancen holdt med bagenden halvt inde på grunden og med køleren ude på fortovet. Jensen holdt sig på nogle fliser i siden af indkørslen. Andre steder havde formiddagens regn forvandlet indkørslens brune jord til mudder.

Der var adskillige spor i mudderet. Nogle af dem stammede formentlig fra cyklen, der stod op ad huset. Fodaftrykkene kunne være Koldings. Dæksporene stammede næppe fra Koldings lille tjenestebil. De var næsten lige så brede som ambulancens, bare mere strømlinede. Det var en hurtig bil, der havde stået her, gættede Jensen. En hurtig bil på sommerdæk. Af gammel vane fandt han mobilen frem og skød et par fotos af mønsteret, inden han tog nærmere bestik af huset.

Sammenlignet med de andre villaer på vejen lignede det kun et bedre kolonihavehus. Murene var pudsede og malet i skagensgult. Hoveddøren stod på klem. Den havde smæklås. En af teknikernes åndbare plastikposer var viklet om håndtaget.

Jensen bankede på, og døren gled op til en mørk entré. Han skimtede et spejl og en kommode og et gulvtæppe af bast. Efterforskningslederens unge hoved tittede rundt om dørkarmen til højre.

Plasthuen skjulte Lars Hennings lyse krøller, men den skjulte ikke smilerynkerne i hans lige så lyse øjne. Gå du bare igen, sagde han. Vi har styr på det.

Jeg ville bare lige sige farvel, inden jeg tog fri, sagde Jensen.

Jamen så. Farvel og god ferie. Lars Henning spillede kort for hovedet.

Og ja, de ville ham det godt alle sammen. De vidste, han ville tage arbejdet med hjem, hvis han først engagerede sig. Men al den omsorg begyndte også at irritere Jensen. Han var tres (godt og vel) og havde været politimand hele sit voksne liv og skulle nok være i stand til at styre sin lyst.

Nu han var kommet så tæt på begivenhederne, ville han også gerne vide, hvad drabet handlede om. Bag ved Lars Hennings ryg havde han opdaget en snip af liget. Han skimtede skulderen og en livløs arm på gulvet. Lad mig nu komme ind!

Efterforskningslederen bredte sine egne arme ud. Når du først er inde, glemmer du bare at holde fri.

Jensen åbnede de nye billeder på sin mobil. Du er måske også ligeglad med det, jeg fandt uden for huset?

Lars Henning sukkede. Jeg så godt, du gik og tog fotos af sporene i indkørslen.

Har I styr på, hvem der er kommet og gået?

En ting ad gangen, sagde Lars Henning.

Det var nok ikke hendes egen bil med sommerdækkene? sagde Jensen.

Britta Grønbæk ejede ikke nogen bil. Det ved du garanteret også godt.

Og cykelsporene?

Åh, så kom ind da, før vi står her og gror fast. Lars Henning stak ham en af sine beskyttelsesdragter.

*

Er der en, der er ved at komme i overgangsalderen? spurgte Lars Henning.

Jensen overhørte kollegaens godmodige drilleri. Straks han tog dragten, huen og handskerne på, var han blevet kogt i sin egen sved, men han gjorde det heller ikke for fornøjelsens skyld.

Britta Grønbæk lå på maven i køkkenet og med armene strakt ud til begge sider. Hendes tomme blik forsvandt et sted under køkkenskabet. Kun det ene øje var synligt. Krøllerne skjulte resten af hendes ansigt. Hun var i jeans og trøje og sutsko. Et løst hårspænde hang fast i trøjen. Blod eller læsioner kiggede Jensen forgæves efter.

Hun fik et slag i baghovedet, sagde Halsnæs, der stod og indtastede noter på sin tablet. Jensen havde ikke engang nået at spørge. De læste hinanden som et gammelt ægtepar, så længe havde de arbejdet sammen.

Retslægen gjorde noterne færdige, inden han lagde tablet’en på køkkenbordet og bøjede sig ned til liget. Et blodigt sår dukkede op, da han strøg nakkehåret væk fra Britta Grønbæks baghoved. Såret var på længde med de to yderste led af hans pegefinger.

Ved vi, hvad det stammer fra? spurgte Jensen.

Ikke endnu, sagde Lars Henning.

Ligets hud var blød, da Jensen mærkede efter. Han følte noget af kropsvarmen gennem sin tynde handske. Hun kan ikke have ligget her længe?

Et par timer, hvis du ikke er for nøjeregnende, sagde Halsnæs.

Jensen så på uret. Klokken var blevet halv fire, og Grete måtte være omkring Haderslev nu. Han rejste sig op og ignorerede de sorte pletter, der alle dage havde danset for hans øjne, når han rejste sig for hurtigt.

Køkkenets indretning lignede genbrug, men på den gedigne måde. Vasken var af porcelæn, som vasken havde været det hjemme hos hans bedsteforældre. Associationen vakte en slags deja-vu.

Der havde været en portrætudsendelse om Britta Grønbæk i fjernsynet en aften, han ventede på Champions League i fodbold. Britta Grønbæk havde stået og skrællet gulerødder, mens hun fortalte om sine principper. Det var skrappe principper om økologi og bæredygtighed. Gulerødderne havde været fra hendes egen have. Jensen huskede hendes opfordring til alle om at dyrke deres egne grøntsager. Det var der, han så havde skiftet over til fodboldkampen.

Et råb fra indkørslen trak ham ud af refleksionerne. Uden for vinduet fik han øje på en mand i ternet skjorte og fløjlsjakke. Og på Jesper, der prøvede på at kalde manden tilbage.

Jeg går ud og ser, hvad der sker, sagde Jensen. Dragten var også begyndt at føles som en spændetrøje.

Kapitel 2

Selv eftermiddagens varme sol føltes frisk sammenlignet med det trange køkken. Jensen gik ud på fortovet, hvor det var lykkedes Jesper at pacificere fredsforstyrreren fra før. Manden var mindre, end Jensen først havde troet, smalskuldret og grå i ansigtet. Klædt på til fest, men afvist i porten. En flaske hvidvin, han stod med, fik ham til at se fortabt ud.

Det er Kurt Hald. Jesper præsenterede dem for hinanden.

Kurt Hald måtte være på alder med Britta Grønbæk, noget ældre end Jesper, men trods det matte fuldskæg virkede han som et barn i sammenligning.

Jeg vil se hende. Det, der